En paragrafekspert mellem talhajer

For Dansk Revision, Randers, har ansættelsen af en nyuddannet cand.merc.jur. været med til at højne niveauet i skatteafdelingen.


 

Foto: privat 

Dansk Revision, Randers, er et mellemstort revisorfirma med ca. 85 ansatte. I 2009 valgte de at udvide staben med deres første - og indtil videre eneste - jurist, nyuddannede cand.merc.jur. Camilla Rohde Sørensen.

Hvad er fordelen ved at arbejde i et mindre revisionsfirma i forhold til de store?

I de helt store revisionshuse og i deres skatteafdelinger er der mange om opgaverne, hvilket betyder, at man som nyuddannet har en stor gruppe at sparre med, men til gengæld ikke umiddelbart får lov til at være en af de afgørende faktorer i en sag. I Dansk Revision får man lov at være med helt fremme, hvor tingene sker, og man bliver nok også grundig på en anden måde, når man selv skal stå til ansvar for sine opgaver. For én, der kan lide at have et stort ansvar og kan lide at være med helt fremme og ikke er bange for udfordringer, så er det her det helt rigtige sted at være.

Hvordan fik du jobbet?

På grund af krisen vidste jeg godt, at det for en nyuddannet kunne blive svært at få drømmejobbet, så mens jeg skrev speciale, ringede jeg rundt til forskellige steder, hvor jeg gerne ville arbejde - først de største, som jeg kendte på forhånd, men så fik jeg øjnene op for de små. Jeg ringede til Dansk Revision, faktisk Aalborg-afdelingen, og sagde: ”Hej, jeg hedder Camilla, jeg skal snakke med skattechefen i skatteafdelingen”. ”Sådan én har vi ikke”. ”Nå, men så skal jeg snakke med ham, der ved mest om skat”. ”Jamen, så skal du snakke med Peter Seeberg i Randers”. Så ringede jeg til ham og fortalte, hvem jeg var, og at jeg var ved at skrive mit speciale.

Peter bad mig om at sende nogle oplysninger om mig selv, og derefter blev jeg ringet op og inviteret til Randers for at snakke nærmere med Peter og direktøren i Dansk Revision Randers. Jeg var til samtale og kom igennem en række tests, og kan huske jeg tænkte, at det hele var meget formelt set i forhold til, at jeg jo bare havde ringet til dem. Jeg fandt så ud af, at det var fordi, stillingen faktisk havde været opslået, fordi Peter længe havde gået med planer om opstart af en skatteafdeling i Randers. Peter vidste ikke, at jeg ikke vidste besked om opslaget af stillingen, så jeg kom vel lidt ind af bagdøren og overhalede alle dem, der havde ansøgt stillingen på normal vis.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op