Da Berlinmuren og kommunismen faldt i 1989, rejste pressefriheden sig i Mongoliet året efter - lige dér på kloden over det store Kina og under det endnu større Rusland. Den demokratiske revolution gjorde, at medierne piblede frem. Få år senere oprettede Danmark med sin ulandsstøtte Presseinstituttet i hovedstaden Ulaanbaatar, og her har medarbejderne siden arbejdet for at forbedre de svære vilkår for at bedrive journalistik. Det har 26-årige Louise Boo Jespersen hjulpet dem med igennem otte måneder.
”Opholdet er gået over al forventning,” fortæller hun.
Velkommen i 30 graders frost
Da Louise Boo Jespersen var færdig med sin bachelor i statskundskab, savnede hun noget mere praktisk relevant. Hun besluttede at tage en kandidat i journalistik på Aarhus Universitet, men den praktiske virkelighed smagte hun for alvor først, da specialet var afleveret, og hun i november 2009 ankom til Ulaanbaatar. Snart gik hun rundt i tredive graders frost i et uland, langt fra det trygge og driftsikre Danmark. Hvad var det lige, der lokkede?
”Det er et land, der har gennemgået en spændende udvikling. Et ungt demokrati med delvis pressefrihed og ytringsfrihed i dag. Det er spændende, set både med mine statskundskabs- og journalistøjne,” siger hun.
Louise Boo Jespersen forklarer, at det også var en måde at få noget erfaring på som nyuddannet, og at hun samtidig gerne ville opleve et uland. Hun havde fulgt et fag om medier i udviklingslande, hvor underviseren havde mange eksempler fra Mongoliet, og så kunne man nogenlunde begå sig på engelsk i landet.
Fravalgte pakkeløsning
Der er ikke nogen samarbejdsaftaler mellem Presseinstituttet og danske uddannelsessteder eller organisationer, som Louise Boo Jespersen kunne drage nytte af. Hun måtte starte fra bunden og skaffe sig en kontakt og få den nødvendige invitation og underskrift fra en arbejdsgiver til visummet. Det kræver et stort arbejde, fordi tingene i Mongoliet ikke just foregår hurtigt og effektivt.
”Jeg kunne for eksempel være taget af sted gennem ’Project Abroad’, hvor du er en del af et program med andre, får et sted at bo og har en kontaktperson. Det er dyrt, men det er der klart også fordele ved. Men jeg valgte at planlægge mit eget ophold. Det var besværligt, men det har givet en masse erfaring,” siger hun.
Praktikken var ulønnet, så de 80.000 kr. som eventyret kostede blev trukket på kassekreditten, forklarer hun og sukker smilende.
Svært at undervise
Arbejdsopgaverne på Presseinstituttet har varieret meget, forklarer Louise Boo Jespersen. Den første måned gik dog mest med at læse rapporter om medieudviklingen i Mongoliet, men ellers har hun selv kunne foreslå og planlægge workshops.
Hun har trukket både på sin viden fra statskundskab og journalistik, når hun har undervist, for eksempel om journalisters rolle i et demokratisk samfund. Men det har ikke været helt nemt at undervise:
”Jeg har hele tiden skulle tænke på min målgruppe – hvad det er for udfordringer, de står over for,” siger hun. Eksempelvis nævner hun, at de ikke som i Danmark skelner mellem subjektiv og objektiv journalistik. Så der kan sagtens være et strejf af journalistens egen holdning midt i en artikel. Den skelnen er elementær i Danmark, men i Mongoliet er det nyt, så hun blev nødt til at begynde et andet sted, end hun ville have gjort i Danmark.
Det har heller ikke været nemt at fange interessen hos de studerende:
”Mongolerne er lidt barnlige på det område. Hvis der er noget, de synes er uinteressant, så begynder de at hviske, snakke i mobil med sidemanden eller sove. Eller også går de bare,” siger hun. Det skete ved en workshop, hvor hun fortalte om forskellige mediesystemer. Efter to timer var en tredjedel gået, og pausen blev droppet af frygt for, at de sidste ville gå, fortæller hun og griner af episoden. ”For meget teori, for lidt pædagogik,” konstaterer hun – den erfaring klogere.
Planlæg – hvad for en fisk?
Mongolerne er ikke så effektive i deres arbejde. Den dårlige planlægning og tidsfornemmelse har Louise Boo Jespersen aldrig helt vænnet sig til. Hun nævner det ene groteske eksempel efter det andet. Eksempelvis måtte hun en dag vente i en time i 30 grades frost på én, der skulle hente hende, så Louise kunne få sig en ordentlig vinterjakke. Eller da en ansats jubilæum skulle fejres. Louise Boo Jespersen får det at vide ti minutter før, at vedkommende skal fejres de næste to timer uden chance for at kunne have forberedt det i sit arbejde den dag.
”Tid er et fluffy begreb i Mongoliet. De har ikke faste arbejdstider, og det meste bliver aftalt fra dag til dag eller time til time. De kommer aldrig til tiden. Skriver man en mail, får du måske et svar en uge efter. Ens arbejde bliver ustruktureret og det hele flyder.”
Påvirket for livet
De otte måneder i Mongoliet har påvirket hende for livet – også på et personligt plan:
”At være på egen hånd i et land, der er så forskelligt fra Danmark, har lært mig at overleve i en helt anden kultur. Det giver erfaring at bo og arbejde i et land, hvor ingenting er givet på forhånd, og man selv skal gøre noget for at få ting til at ske. Du får nederlag, men når du ser tilbage, er du stærkere end før,” siger hun
Hun forklarer videre, at i vestlige lande har vi en fælles forståelsesramme politisk, historisk og kulturelt, som bliver tydelig ved at besøge et asiatisk land.
Kollegaerne har været fantastiske, fortæller hun og det er især det særlige nærvær, hun har værdsat og nu allerede savner tilbage i Danmark. De smiler dagen lang, griner og er hjælpsomme som få. De har ingen facade eller reserveret attitude. De er imødekommende i ekstrem grad.
”De har noget, der minder om jul, hvor familierne samles årligt, får god mad og giver gaver. Jeg blev inviteret med til det af fire forskellige. Jeg fik gaver, selvom de måske kun tjener 700 kr. om måneden. Jeg blev overvældet over den venlighed, jeg hele tiden mødte. De er så inkluderende i alt, hvad de gør. Julen i Danmark er for familien, og her inviterer man ikke bare lige en kollega fra udlandet med hjem.”
Ja til flere hjælpende hænder
Direktøren for Presseinstituttet, Myagmar Mandakh, beklager, at de ikke har råd til at betale de udenlandske hjælpende studerende og andre en løn. Men hun byder gerne flere ind i varmen og hjælper med det praktiske. Det er en læringsproces for begge parter, mener hun, og fremhæver udbyttet af Louises ophold:
”Louise har undervist ansatte og journalister i engelsk, samfunds- og medieforhold og journalistik. Hun har været aktiv og selv fundet ud af, hvordan hun kunne bidrage her. For personalet er det også en gevinst at kommunikere med udlændinge. Det er altid interessant at høre, hvordan man lever udenfor Mongoliet,” siger hun.
Man behøver ikke være journalist for at kunne bidrage på Presseinstituttet, forsikrer hun. Man skal være villig til at dele den viden og erfaring, der er relevant for Presseinstituttet, så gør det ikke så meget om, man er sociolog, statskundskaber eller jurist. Alle er velkomne til at kontakte hende, forsikrer direktøren.
På vej til Mongoliet?
9 fif fra Louise Boo Jespersen:
- Få en kontaktperson i Mongoliet til at hjælpe med det praktiske.
- Undgå de kolde vintermåneder fra december til marts.
- Visummet er et stort arbejde, så gå i gang med det i god tid.
- Vær aktiv og opsøgende for at skabe din egen hverdag både på arbejde og i fritid.
- Vær tålmodig. De kører i et helt andet gear end i Danmark.
- Du skal kunne undvære luksus. Det er et uland!
- Pas på med for høje forventninger. Værdsæt de små ting.
- Der er mange australske og amerikanske studerende. Find evt. én at dele lejlighed med.
- Ulaanbaatar er en grim by, men Mongoliet er et smukt land, så ta’ på ture og oplev det.