Selvom der er en lov om pressefrihed i Mongoliet, er det så som så med realiteterne. Det fortæller Myagmar Mandakh, der er direktør på Presseinstituttet i Ulaanbaatar, der arbejder for at forbedre vilkårene for medier. Hun er uddannet journalist og ph.d. fra Leipzig Universitet i Tyskland.

”Vi har juridisk set pressefrihed, forbud mod censur og mod statsejede medier. Men det er en meget generel lov. Vi har for eksempel ingen lov, der giver adgang til information, og det betyder, at politikere og organisationer ikke er tvunget til at give oplysninger. Alle kan sige, det er hemmelig viden. Det gør det vanskeligt at arbejde som journalist,” siger hun.

Der er over 400 medier i Mongoliet, og det er mange, når befolkningen er på 3,2 millioner. Der er ikke mange penge at gøre godt med, og de fleste medier er infiltreret med politikere eller virksomheder for at få tilskud til driften, fortæller hun.

Væk fra sladder-journalistik

Det er også et problem, at politikerne ser medierne som en kanal for deres propaganda, inspireret fra socialist-tiden. Medierne tjener ikke borgerne, men snarere erhvervslivet og politikerne.

”Hovedudfordringen er den manglende politiske vilje til at skabe reel pressefrihed. Det handler både om konkrete juridiske rettigheder, men også om kulturen i forhold til pressens rolle,” siger hun.

Der er dog også fremskridt i journaliststanden:

”Det er positivt, at journalister har fået ansvarlighed ind i deres arbejde. I begyndelsen skrev alle, hvad de ville, uden der blev redigeret i det og tjekket fakta. Det var sensationer, rygter og sladder. Og mange blev skadet af det,” siger hun.

Pressefriheden er presset i Mongoliet, men det går langsomt den rette vej, forsikrer direktøren.