Djøf Studerende brevkassen

Af: Djøfs Studenterrådgivning 

Flere studerende søger hjælp og rådgivning.


Djøfs studenterrådgivning har blandt andet som en konsekvens af finanskrisen oplevet en voldsom vækst i antallet af henvendelser fra studerende. Fra januar til juni i år er antallet af henvendelser fra studerende fordoblet. Brevkassen er et initiativ til at skabe videndeling blandt de studerende medlemmer af Djøf.

Spørgsmål

Krav på frihed ved eksamenslæsning?

Jeg er ved at indgå en ansættelseskontrakt med et advokatfirma, og i den forbindelse er der en bestemmelse i kontrakten, der er ret upræcis. Den lyder således: ”Frihed til eksamenslæsning: Medarbejderen har ret til frihed i forbindelse med eksamenslæsning, som placeres efter nærmere aftale med arbejdsgiveren” Bør der stå noget om, hvorvidt denne periode er lønnet eller ulønnet? Eller er bestemmelsen, som den skal være?

På forhånd tak. Mvh. Susanne Damouni – stud.jur.

Svar

”Det er en god idé at få tilføjet, om friheden til eksamenslæsningen er med eller uden løn. Ofte vil det dog være uden løn, således at dine arbejdstimer bliver placeret på den bedst mulige måde, både i forhold til din eksamenslæsning og i forhold til den egentlige eksamensdato. Det kan også være, at du kan komme til at arbejde i færre timer i eksamensperioden. Hvorvidt det er med eller uden løn, er dog et spørgsmål om forhandling. Jeg vil foreslå dig at læse vores råd til lønforhandling på djøf.dk/forhandling.

I Djøf anbefaler vi faktisk, at studerende får tilføjet det ekstra vilkår i kontrakten, der hedder frihed til eksamenslæsning. Hvis der ikke er indgået aftale herom, kan man som studerende risikere, at arbejdsgiveren vil gøre krav på ens arbejdsindsats i perioden, hvorved en eventuel udeblivelse fra arbejdet kan tolkes som en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Mathilde Augusta Wahl, stud.jur., Djøfs Studenterrådgivning

Spørgsmål

Hvad er min startløn?

Jeg bliver færdig med min uddannelse i cand.merc.matematik til september. Jeg ville spørge om hvad lønnen for en nyuddannet cand.merc.mat’er ligger på? Håber I kan give lidt indsigt til startlønnen?

Nidhi Gandhoke - cand.merc.

Svar 

Som cand.merc.mat. vil du sandsynligvis søge job i det private erhvervsliv. Djøf anbefaler, at din startløn ligger på mindst 35.600 kr. inkl. pension. I det private er din løn normalt et rent aftale-spørgsmål. Din løn er altså det, som du og din kommende arbejdsgiver kan blive enige om. Via Djøfs hjemmeside kan du søge nærmere information om vores medlemmers løn afhængig af specifik stilling eller ansvarsområde.

Andreas Engsig, stud.scient.pol., Djøfs Studenterrådgivning

Spørgsmål

Hvis jeg får for meget udbetalt i løn?

Jeg har fået for meget udbetalt i løn, hvordan skal jeg forholde mig til det?

Glenn Vestergaard – stud.merc.it.

Svar

Når du har fået for meget løn udbetalt, er det afgørende, om du har været i god tro eller ej. Burde du vide, at du har fået for meget udbetalt?

Din arbejdsgiver kan ikke uden videre kræve pengene tilbage, med mindre det må vurderes, at du vidste, eller burde vide, at du fik for meget udbetalt.

Tom Hedegaard stud.jur., Djøfs Studenterrådgivning


Chef ville ikke udbetale løn til studerende

Nikolaj havnede i foråret 2010 i en alvorlig hårdknude med sin tidligere arbejdsgiver. Læs hans erfaringer og gode råd, så du selv undgår at havne i nødsporet.

Nikolaj (stud.jur.) meldte sig i sin tid ind i Djøf på grund af økonomiske fordele. Han blev tiltrukket af 20 procent rabat på bøger og en billig forsikring, men siden hen har Nikolaj brugt Djøf til meget mere. Udover kursus i jobsøgning, løntjek af jobtilbud og gennemgang af ansættelseskontrakter har Nikolaj også fået juridisk rådgivning samt advokatbistand ved en uheldig sag imod en tidligere arbejdsgiver.

Vær sikker på, hvad du går ind til

Selvom Nikolaj studerer jura og har erfaring fra mange studiejobs, fik han ikke læst sin ansættelseskontrakt ordentligt igennem, da han med stor glæde fik et job hos et advokatfirma. ”Jobsamtalen gav et rigtig godt indtryk af virksomheden. Det virkede meget spændende.” Nikolaj arbejdede over 35 timer uden at have fået sin ansættelseskontrakt og grundet ønsket om en god relation til sin nye arbejdsgiver, stillede Nikolaj ikke spørgsmål.

”Jeg tror mange kender det; man er lidt nervøs for at stille krav til sin nye arbejdsgiver, og derfor accepterer man ting, som, man godt ved, er forkerte.”

Da Nikolaj efter mere end en måned hverken havde fået en ansættelseskontrakt eller løn, konfronterede han sin arbejdsgiver. Nikolaj fik en skideballe samt svaret, at han ikke havde krav på løn.

Stuerent?

Nikolaj følte sig uretfærdigt behandlet og forlod derfor sin arbejdsplads og kontaktede Djøfs Studenterrådgivning.

”En studenterrådgiver hos Djøf forklarede mig, at gratis arbejde skal være udtrykkeligt aftalt i kontrakten, og at dette ikke gjorde sig gældende i min sag. Djøf fremsatte derfor krav på betaling af min manglende løn samt godtgørelse for, at jeg ikke have fået en kontrakt. Efter få måneder havde Djøf lavet et forlig med min tidligere arbejdsgiver, selvom jeg ikke troede, det ville være muligt. Sagen var afsluttet, og jeg fik udbetalt de fleste af de penge, min arbejdsgiver skyldte mig.”

Stor sikkerhed

”Djøfs Studenterrådgivning gjorde et rigtig godt arbejde. Det var hurtig ekspedition. Studenterrådgiveren var meget venlig, og da sagen gik i hårdknude, satte de en advokat fra Djøf på sagen for at løse problemerne.”

”De andre studentermedhjælpere, som var på min arbejdsplads, fik ikke udbetalt penge fra arbejdsgiveren, selvom de havde været udsat for samme uretfærdige behandling. De var ikke medlem af Djøf og kunne ikke selv stille noget op mod arbejdsgiveren.”

”Djøf var en stor hjælp og sikkerhed, da det gik galt. Sidenhen har jeg brugt Djøf meget, blandt andet til at få fart på mit karriereforløb og på forhånd sikre mig imod ubehagelige oplevelser.”

Nikolajs efternavn er kendt af redaktionen

Nikolajs råd til studerende i nye jobs

”Det er vigtigt at huske på sine rettigheder samt sælge sig selv uden at oversælge når man er i arbejde. Det er en rigtig god ide at få set ansættelseskontrakten igennem af Djøfs Studenterrådgivning; de tjekker både dine ansættelsesforhold og løn. I de fleste tilfælde bliver man jo bare bekræftet i, at det er en god arbejdsplads.”

Har du selv spørgsmål til Djøfs Studenterrådgivning så skriv til djoef@djoef.dk eller ring på 33 95 97 00

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op