Fra cafeen i den nordlige del af Århus er der kun nogle få hundrede meter til deres kontor. Det er den tid på aftenen, hvor størsteparten af gæsterne hygger sig og snakker over en fyraftensøl. Men Lykke Lorenzen og Kristoffer Sall Hansen drikker kaffe og kildevand, mens de fortæller om deres iværksættervirksomhed, Refunk, og ambitionerne for fremtiden.
Lykke er 31 år og Kristoffer 27. De begyndte at arbejde sammen for første gang i forbindelse med den afsluttende opgave på multimediedesigneruddannelsen på Erhvervsakademi Århus. Opgaven endte med at blive til det projekt, der i dag holder dem fra at drikke cafe-øl på en torsdag. De skal nemlig tilbage og arbejde videre med freewebsite.dk. Det er en service på internettet, som Kristoffer Sall Hansen og Lykke Lorenzen håber på at kunne leve af, når de er færdige med deres bachelor i webudvikling, som de også læser på Erhvervsakademiet.
Med deres uddannelsesvalg er de to studerende tegn på en tendens, som man i regeringen og undervisningssystemet gerne ser styrket. Hvis Danmark skal kunne konkurrere internationalt, skal danske studerende nemlig i stigende grad undervises i og med informationsteknologi og nye medier.
It overalt
Undervisnings- og videnskabsministrene understreger igen og igen, at der skal være kortere fra forskning til faktura, og hvis man skal tro Globaliseringsrådet, er it-kompetencer det, de unge skal ha’. Da rådet kom med sin endelige betænkning i 2006 sagde it-branchens repræsentant, Microsofts Jørgen Bardenfleth, at vi i Danmark kun kan skabe fortsat vækst, hvis de nyeste medier og teknologier bliver en mere integreret del af uddannelsessystemet. Det kunne lyde skræmmende for nogen, men det handler ifølge Jørgen Bardenfleth ikke om at uddanne sig til at sidde foran en computerskærm resten af sin karriere. It er kommet for at blive, alting digitaliseres, og det skal uddannelsessystemet afspejle.
Hverken Kristoffer Sall Hansen eller Lykke Lorenzen virker umiddelbart skræmt ved tanken om at kigge på computerskærme de næste mange år. Snarere tværtimod. For at slippe for den ubehagelige følelse af at være hægtet helt af, har Lykke Lorenzen taget sin MacBook med på caféen. Hun går på internettet med en bluetooth-forbindelse til sin iPhone og viser, hvordan freewebsite.dk fungerer.
”Vi mente, at der var en service, som manglede på nettet. En nem, gratis hjemmeside, som alle kan lave uden at drukne i reklamer. Da først vi havde fået ideen, kunne vi ikke stoppe igen,” fortæller hun.
Umiddelbart lå det ikke i kortene, at Lykke Lorenzen skulle brænde for noget som helst inden for it. Hun har en kreativ baggrund med billedkunst, teaterteknik og lyssætning. Da en veninde kom til at love en anden veninde, at Lykke også kunne lave hjemmesider, var hun nødt til at lære det også.
Gratis CV-upgrade
Et af de steder, hvor man kan lære at lave hjemmesider, er Erhvervsakademi Århus. Derfra fortæller uddannelseschef, Nina Bredsdorff-Larsen, at de studerende på to år lærer at planlægge, designe og realisere multimedieprojekter. De fleste arbejder siden i en eller anden form videre med internettet, fordi det som medie kan indeholde alle andre medier.
Skolens it-undervisning er dog ikke kun forbeholdt de studerende, der vil bruge tre et halvt år på at få en BA i webudvikling. Erhvervsakademiet i Århus har netop oprettet et seksugers forløb med introduktion til multimedieteknologi og interaktionsdesign. Kursustilbuddet er især henvendt til ledige, der har en videregående uddannelse og derfor kan søge økonomisk støtte til at få gebyret dækket. Ifølge Nina Bredsdorff-Larsen kan man allerede efter det første afviklede forløb og tilmeldingerne til de kommende se, at indholdet af kurset er attraktivt for langtuddannede, der har brug for at føje færdigheder i informations- og kommunikationsteknologi på CV’et.
På Lykke Lorenzen og Kristoffer Sall Hansens CV er der udover multimediedesigneruddannelsen allerede føjet masser af it-erfaring til. De har begge arbejdet væsentligt mere end 50 timer om ugen for at passe både undervisningen og deres egne projekter i Refunk. Det digitale hjertebarn, freewebsite.dk, er den helt store tidsrøver, men der er ingen tegn på træthed, når de fortæller om projektet og visionerne for fremtiden.
”Vi tror på vores idé, og det her skal nok tage fart. For tiden får vi 10 nye brugere om dagen nærmest uden nogen markedsføring. Det er vildt motiverende,” sige Lykke Lorenzen.
Kristoffer Sall Hansen mener, at han lærer noget nyt hver dag. Både om at arbejde med it og om at være sin egen chef.
”Det er hårdt, men også virkelig spændende. Det er sjovt at lave det her, og det er det, vi vil blive ved med. Når jeg går fra kontoret, har jeg lyst til lige at kigge lidt mere på det, når jeg kommer hjem,” fortæller han.
”Ja, det er et godt tegn, når man tager fri klokken elleve, for siden at tage hjem og arbejde videre,” supplerer Lykke Lorenzen, inden de begge drikker det sidste af kaffen og forsvinder fra caféen i retning af den lille iværksættervirksomhed.