30.04.2008

Makroøkonomisk teori

Af: Klaus Nielsen

I Jesper Jespersens doktorafhandling behandles sammenhængen mellem metodevalg og videnskabelige resultater inden for rammerne af den makroøkonomiske disciplin.

En afhandling om metode

Jesper Jespersen har i en årrække utrætteligt og stædigt, vil nogle nok mene, insisteret på en alternativ tilgang til forståelse af makroøkonomisk teori og politik. Han har udgivet en lind strøm af videnskabelige artikler (bl.a. Jespersen 2002a, 2005a, 2006c, 2006b ) og avisartikler samt mere populære bøger og artikler (bl.a. Jespersen 1996, 1998, 2006a, 2007b), der kritiserer den på bjerget herskende tankegang og argumenterer for en anderledes tilgang. Han har skrevet lærebøger (Jespersen 2002b, 2004, 2005b) og sat sine markante fodspor i den økonomisk politiske debat, bl.a. som en af fire eksperter i Rådet for Europæisk Politik forud for folkeafstemningen om dansk medlemskab af ØMUen og gennem sit arbejde for den Alternative Velfærdskommission. Jesper Jespersen er en meget skrivende økonom og fylder meget i mediebilledet. Formidlingstalentet er stort, og aktivitetsniveauet og alsidigheden er imponerende. Sideløbende med formidlingen og den økonomisk politiske rådgivning har han videnskabeligt arbejdet i dybden og bestræbt sig på at forankre sin alternative tilgang i et eksplicit og velfunderet metodologisk grundlag. Det er der kommet en doktorafhandling ud af.    

Afhandlingen1  Makroøkonomisk metodologi - i et samfundsvidenskabeligt perspektiv2  omhandler sammenhængen mellem metodevalg og videnskabelige resultater inden for rammerne af den makroøkonomiske disciplin. Der er tale om en unik afhandling i den forstand, at der laves meget få afhandlinger om metodologi, og der foreligger ikke andre doktorafhandlinger, der omhandler makroøkonomisk metodologi. Afhandlingen er også på en række punkter original og nyskabende. Der er dog også områder, hvor man savner uddybning, og hvor analysen kunne være mere skarp og præcis. Denne artikel giver en sammenfattende vurdering af afhandlingen.3   Jeg vil gennemgå en række af de efter min opfattelse mest interessante dele af afhandlingen. Herigennem påvises det, hvor den bidrager med ny viden, men især fremhæves en række punkter, hvor der kan rejses kritik af afhandlingen, idet der kunne være større præcision og med fordel være gravet nogle spadestik dybere.  Det skal fremhæves, at disse kritiske kommentarer ikke baseres på grundlæggende uenighed med Jesper Jespersens projekt. Der er utvivlsomt andre, der forkaster grundlæggende dele af eller hele fundamentet for hans kritik af den herskende ortodoksi samt hans alternative konstruktion. Indeværende artikel har et andet ærinde. Formålet er at styrke kritikken og at pege på problemer, der skal løses, hvis alternativet skal udfoldes og vinde mere almen anerkendelse, end det er tilfældet for indeværende.

Rekonstruktion af Keynes metodologi

Afhandlingen tager udgangspunktet i en rekonstruktion af det implicitte metodologiske grundlag for John Maynard Keynes hovedværk fra 1936 The General Theory of Employment, Interest and Money. Dette ses at have mange ligheder med den videnskabsteoretiske retning, der i dag betegnes kritisk realisme. Det anføres, at Keynes i sit hovedværk foretog et metodologisk sporskifte, som ikke er blevet anerkendt af hovedparten af senere makroøkonomisk teori. Ved hjælp af kritisk realisme rekonstrueres det videnskabsteoretiske grundlag for post-keynesiansk teori, der ses som den retning, der er den egentlige arvtager af Keynes bidrag, og som står for videreudvikling heraf på det grundlag, som Keynes oprindeligt formulerede. Det er en central pointe, at den videnskabelige metode må tage udgangspunkt i genstandsfeltets ontologi. Det ses også som afgørende, at makroøkonomiske teorier og modeller løbende bliver afprøvet på virkeligheden for at sikre, at realismen ikke sættes over styr. Det er afhandlingens konklusion, at metodevalget er afgørende for den makroøkonomiske forståelse og dermed også for den økonomiske politik, der kan anbefales på videnskabeligt grundlag.

Tolkningen af Keynes´ forfatterskab viser en dybtgående viden om hans metodologiske og teoretiske udvikling i relation til forgængere og samtid. Der gives en overbevisende tolkning af, hvordan Keynes´ analyse er påvirket af såvel den virkelige verdens problemer som hans neoklassiske baggrund og den teoretiske erkendelsesproces han gennemgik. Dette kommer ikke mindst til udtryk i udlægningen af Keynes´ nytænkning om arbejdsløshedsligevægt, hvilket udgør et afgørende brud med den neoklassiske synsmåde, samt hans integrering af finansielle markeder i makroøkonomisk teori under hensyntagen til usikkerhed og forventningsdannelse.

Både i de to første kapitler og senere i afhandlingen udfører Jespersen et værdifuldt og originalt bidrag til rekonstruktion af Keynes metodologiske tilgang. Eftersom Keynes ikke selv efterlod et metodologisk manifest, forsøger Jespersen - ud fra spredte nedslag i bøger, artikler og breve - at give et billede af de bærende dele i Keynes metodologiske tilgang.

Et kritisk realistisk perspektiv

I de seneste 10-15 år er der udviklet en kritisk realistisk tilgang til økonomisk analyse. Bidrag fra Tony Lawson m.fl. har spillet en afgørende rolle i denne proces (Lawson 1997 og 2003, Fleetwood 1999, Fullbrook 2007). Tilgangen opererer med en realistisk, transcendental ontologi og en ikke-empiristisk epistomologi , dvs. at der antages at eksistere en objektiv realitet, der er uafhængig af vore tanker om den. Denne realitet antages at være transcendental og lagdelt. Den består ikke blot af erfaringer og observationer af begivenheder og fænomener, (som betegnes henholdsvis det empiriske og det faktiske lag), men også af underliggende strukturer, mekanismer og kræfter og kausale potentialer, hvilket betegnes det reale niveau, og som det ikke er muligt umiddelbart at iagttage gennem empirisk observation. Det er dette dybere niveau, der skaber tendenser i de fænomener vi kan iagttage. Den teoretiske bestræbelser består derfor i erkende karakteren af sådanne underliggende transcendentale forhold. Et kritisk realistisk perspektiv afviser relevansen af lukkede modeller, som hovedstrømmen af økonomisk teori opererer med. Økonomien anskues som et åbent system, der interagerer med andre systemer. 

Flere og flere heterodokse økonomer har taget tilgangen til sig. Tilgangen udgør på den ene side et velfunderet alternativ til den positivisme, der implicit og oftest uerkendt og usystematisk ligger til grund for hovedstrømmen af økonomisk teori. Samtidig er den et klart alternativ til de socialkonstruktivistiske og postmoderne strømninger, der har fået så stort gennemslag inden for andre samfundsvidenskaber i de seneste årtier. Jespersen er altså langtfra ene i sin inspiration fra kritisk realisme. Det kan endog hævdes, at mange traditionelle økonomer ikke er fremmed for kritisk realisme (herom senere).

I afhandlingens kapitel 2 beskrives et kritisk realistisk grundlag for makroøkonomisk teori. Dette er ikke en neutral udlægning, der lægger sig tæt op ad den efterhånden hævdvundne udlægning af en kritisk realistisk funderet økonomisk teori jvf. Lawson. Der er tværtimod tale om en kontroversiel kobling af Popper og kritisk realisme, der bryder med den opfattelse af Poppers uforenelighed med kritisk realisme, som nogle af de centrale bidragydere til litteraturen har givet udtryk for (Runde and Mizuhara 2003, Lawson 2007). I afhandlingen anlægges et positivt syn på Popper tilgang og på foreneligheden med kritisk realisme. Det som Jespersen især gør brug af er Poppers tredeling af relationen mellem teori og virkelighed i World 1 (som er den virkelighed vi forsøger at forstå og forklare), World 2 (det analytiske) og World 3 (som repræsenterer vore teorier og forestillingern om virkeligheden). Hvorvidt det er frugtbart ud fra et kritisk realistisk udgangspunkt at bygge videre på Poppers videnskabelige tilgang hænger sammen med, hvilken Popper der er tale om.4  Hvis det er den sene Popper (1970-), er det muligt, mens det næppe er tilfældet for den yngre Popper. Dette er bl.a. knyttet til spørgsmålet om, hvordan man skal kunne forene den yngre Poppers falsifikationistiske epistemologi med den sene Poppers realistiske ontologi. Problemet ud fra et kritisk realistisk udgangspunkt er, at udsagn som ikke falsificeres, ikke kan anses at være sande. Man kan blot konkludere, at nogle teorier (temporært?) overlever falsifikationstestning. Den sene Popper har på mange måder en anden ontologi. Verden opfattes ikke længere som en kausal mekanisme, der kan gøres til genstand for falsifikationstestning, men som åben og ubestemt i lighed med kritiske realister. Desværre giver Popper ikke udtryk for nogen opfattelse af, hvordan denne nye ontologi indvirker på forskningsmetoden.

En klarere skelnen mellem den yngre og sene Popper og en større præcision i gennemgangen og anvendelsen af Poppers bidrag ville have styrket argumentationen. Det ville endvidere have været naturligt, om Jespersen havde taget livtag med de andre kritiske realister, der er kommet til andre konklusioner vedrørende Poppers forenelighed med kritisk realisme. Fraværet af en sådan dialog og den manglende præcision i brugen af Poppers bidrag gør denne del af afhandlingen mindre overbevisende. 

Jespersen kommer også i kapitel 2 ind på spørgsmålet om, hvilken analysemetode, der er mest velegnet til at forstå og forklare en kompleks og stratificeret virkelighed og til at afdække dens dybe kausale mekanismer funderet i det reale niveau. Han er her fortaler for abduktion, eller den retroduktive arbejdsform, der bygger på en vekselvirkning mellem common sense, deduktion, observation og induktion. Jespersens fremstilling af denne metode er mere antydende end grundig og diskuterende. Det grundlæggende problem er, at det følger af ræsonnementet om økonomien som et åbent system, at man må nøjes med at kunne konstatere mulige eller sandsynlige sammenhænge, og således må acceptere, at det ikke er muligt at  efterprøve deduktive udsagn, således som ortodokse makroøkonomiske modeller lægger op til. Dette fremstår ikke klart i afhandlingen. Jespersens diskussion af åbne/lukkede systemer og afsnøringer (semi-closures) ville stå stærkere, såfremt de tydeligere var koblet på den moderne diskussion af abduktion (f.eks. Lipton 1991, Hanson 1958). Jespersen har en diskussion af abduktion i kapitel 2, men denne giver en ret overfladisk fremstilling af metodens muligheder for at eftervise eksistensen af ikke-observerbare entiteter såsom strukturer, relationer, kræfter og tilbøjelighder. Abduktionsmetoden fremstår ikke her som en en bred og bæredygtig efterprøvningsmetode i lighed med deduktion og induktion.

Den metodologiske skillelinie

En oplagt styrke ved afhandlingen er den bagvedliggende doktrinhistoriske indsigt. I afhandlingens indledende kapitel præsenteres en taksonomi, som sammenfatter karateristika ved de makroøkonomiske skoler, der inddrages i analysen, samt disses teorihistoriske forankring (s.40), og dette uddybes indsigtsfuldt i kapitel 1. Taksonomien kan sammenholdes med den afsluttende skematiske oversigt over makroøkonomiske positioner (s. 281), og de to taksonomier giver tilsammen et godt syntetisk overblik over nogle af afhandlingens centrale antagelser og konklusioner. Heri er indeholdt en kritik af nyklassisk og nykeynesiansk teori samt en skarp skelnen mellem disse teoriers og den postkeynesianske skoles metodologiske udgangspunkt.

Der argumenteres udførligt for, at nykeynesianerne er placeret på samme side som neoklassikerne i relation til den metodologiske skillelinie, som opstilles i afhandlingen mellem på den ene side ligevægtsmodeller og på den anden side kausale relationer og path-dependent analyse. Det fremhæves, at både nykeynesiansk og neoklassisk teori gør brug af ligevægtsmodeller til analyse af en idealistisk stiliseret markedsøkonomi, hvorimod post-keynesiansk teori er baseret på kausale relationer og path-dependent analyse, hvor usikkerhed, manglende information, institutioner samt udbuds- og efterspørgselsfaktorer under konstant forandring skaber vedholdende og (delvis) uforudsigelig dynamik. 

Denne pointe skal ikke anfægtes ud fra det fugleperspektiv, der anlægges, men man kan spørge til perspektivets frugtbarhed. Det er tilpasset analysens overordnede konklusion, men det er vel tvivlsomt, om det på tilfredsstillende vis opfanger diversiteten af tilgange på det makroøkonomiske felt. Andre forfattere har identificeret en del flere tilgange (bl.a Snowdon and Vane 1997), og selv om denne forskellighed fortrinsvis har at gøre med teoretiske fremfor metodologiske forskelle, er der også i henseeende til metodologi forskelle, der ikke fanges op ved at anvende en overordnet dualitet. Dertil kommer, at postkeynesianismen står lovligt alene på den ene side af den store skillelinie. Der er andre makroøkonomiske tilgange såsom østrigsk teori, marxistisk teori og fransk regulationsteori, der også adskiller sig fra de idealistiske ligevægtsmodeller. Hvis postkeynesiansk makroteori blev anskuet som en del af et bredere felt af teorier, ville perspektivet være mindre nærsynet og mindre ideosynkratisk.

Kritikken af ligevægtsøkonomerne

Jespersen er skarp og præcis i sin kritik af den nykeynesianske skole og især af Torben Andersen, der som repræsentant for denne skole har formuleret det metodemæssige udgangspunkt for moderne makroteori herunder nykeynesiansk teori (Andersen 2000). Der vendes løbende tilbage til denne kritik, som fremstilles mere dybtgående i appendix 2.1 i kapitel 2. Jespersen hæfter sig især ved Andersens anvendelse af laboratorie-metaforen, idet formålet med teoretiske analyser i følge Andersen er at opstille et laboratorium for afprøvning af forskellige hypoteser. Det fremhæves, at Andersens og andre ortodokse økonomers laboratorier  er ikke andet end tænkte økonomier baseret på en deduktivt udledt generel ligevægtsmodel, hvilket Jespersen kritiserer for idealisme. 

Det har så afgjort pædagogiske fordele at basere kritikken på et så klart formuleret programmatisk bidrag, men det skal fremhæves, at Andersens artikel er skrevet i en formidlingsorienteret sammenhæng, og at der er tale et nemt offer i den forstand, at det ikke er nuancering og forbehold, der er fremtrædende i denne sammenhæng. Det ville have været mere udfordrende og også mere givende, hvis Jespersen også eller i stedet for var gået i dialog med relevante forskningsmæssige bidrag fra Andersen og andre nykeynesianere.     

Også i henseende til ortodokse økonomers ontologiske udgangspunkt er der tale om, at Jespersen giver en simplificeret fremstilling af forskellen mellem disse ligevægtsøkonomer og post-keynesianerne.  I afhandlingen argumenterer Jespersen ud fra et kritisk realistisk perspektiv for, at makroøkonomer i større udstrækning bør foretage ontologiske overvejelser og lade dette spille en afgørende rolle for, hvordan analysen af virkeligheden tilrettelægges. Det er mange makroøkonomer - både ortodokse og heterodokse - princielt enige i, selv om man sjældent ekspliciterer sådanne positioner. Forskellen mellem de forskellige teoretiske skoler er i den henseende i praksis mere en gradsforskel end et spørgsmål om enten/eller, og Jespersen overbetoner forskellen. Der kan argumenteres for, at neoklassisk økonomisk teori har et kritisk realistisk fundament i og med, at det antages, at der eksisterer markedsmekanismer, som ikke kan observeres direkte, men snarere har transcendental karakter. Jespersen kunne med fordel været gået mere i dybden på dette punkt.  

Væsentlige dele af afhandlingen består i en mere specifik kritik af nogle af konsekvenserne af ligevægtsøkonomernes metodologiske udgangspunkt. Jespersen kritiserer således de repræsentative aktørmodeller, som anvendes inden for ortodoks makroøkonomisk teori. I sådanne modeller forudsættes alle individer at være identiske, hvilket har vidtgående analytiske konsekvenser. Jespersen fremhæver, at den repræsentative aktør er en fiktion, som makroøkonomer anvender for at legitimere en anvendelse af ligevægtsanalyse og at give analysen en slags pseudo-mikrofundament. I takt med fremvæksten af stadigt mere komplekse økonomiske modeller fremstår antagelsen mindre troværdig. Kritikken er klar og velformuleret, men den er ikke nyskabende, og Jespersen forholder sig ikke til den foreliggende litteratur om repræsentative aktørmodeller, f.eks. en række centrale bidrag af Hoover (2001) og Hartley (1997).

Jespersen fremfører mange gode argumenter for vanskelighederne ved at aggregere fra mikro til makro i tilfælde af fundamental usikkerhed. Der argumenteres overbevisende for, at det ikke er acceptabelt at reducere makro til mikro, og at det er forfejlet at fokusere på en søgen efter makroteoriens mikrofundament, som Keynes-kritikken har gjort det. Det fremhæves, at mikroøkonomisk argumentation i virkeligheden omvendt bygger på makroøkonomiske forudsætninger (enkle makroøkonomiske modeller, institutioner, sociale normer), og at en søgen efter det makroøkonomiske fundament for de mikroøkonomiske sammenhænge er mindst lige så relevant.

I kapitel 5 behandler Jespersen begrebet atomistisk fejlslutning. Han har i flere tidligere arbejder grundigt diskuteret dette begreb. Han argumenterer for, at fejlslutningen er en konsekvens af anvendelsen af et metodeindividualistisk udgangspunkt og generelle ligevægtsmodeller, og at en overgang fra lukkede til åbne modeller indebærer, at dette undgås. Jespersen argumenterer overbevisende for, at den verden vi lever i, er åben. Med dette udgangspunkt er det ikke muligt at udgå fra analysemodeller, der bortser fra fænomener såsom emergens. Jespersen forholder sig imidlertid udelukkende til Keynes i sin diskussion af den atomistiske fejlslutning. Han kunne med fordel også have inddraget relevante bidrag til denne diskussion fra Kahneman og Tversky m.fl.  

Det postkeynesianske alternativ

Det er generelt kritikken af neoklassisk og nykeynesiansk teori samt rekonstruktionen af Keynes metodologiske udgangspunkt, der er afhandlingens styrke, mens det postkeynesianske metodologiske alternativ fremstår mere svagt. Det er slet ikke udfoldet, hvordan det postkeynesianske alternativ er udviklet siden Keynes. I tabellen på s. 40  gives en antydning af en udviklingsproces inden for postkeynesiansk teori, idet der skelnes mellem Postkeynesiansme I, II og III, og det signaleres med temaer og navne, hvordan disse tre udgaver af postkeynesianismen adkiller sig fra hinanden. Dette følges desværre ikke op i selve teksten.

Det er værre, at det kunne fremstå mere klart, hvad en analysemodel, der er baseret på kausale relationer og path-dependent dynamik, egentlig indebærer. Det fremhæves, at denne metodologi generelt er funderet i kritisk realisme. Derudover er der tale om, at tilgangen illusteres i praksis snarere end gøres til genstand for en systematisk og abstrakt beskrivelse. Dette sker gennem opstillingen af et makroøkonomisk landskab (kapitel 3) samt argumentationen for makroøkonomisk usikkerhed som fundament for makroøkonomiske adfærdsrelationer (kapitel 5) og reflektionerne om forholdet mellem mikro- og makroniveauet (kapitel 5 og 7). Det ville imidlertid have været en klar fordel, hvis afhandlingen også havde indeholdt en konsistent og systematisk fremstilling af den foretrukne metodologi. Jespersen kommer nærmest et direkte bud på denne problematik i kapitel 6 og 8. 

Kapitel 6 rummer en fortjenstfuld oversigt over forskellige tolkninger af ligevægtsbegrebet (modelløsning, markedsclearing og gravitationscenter eller stilstand). Det er et faktum, at makroøkonomer for det meste arbejder med ligevægtsmodeller. Dette kan let angribes for ikke at stemme særlig godt overens med den virkelige verden, som Jespersen gør det. Det skal dog fremhæves, at det er en næsten uoverkommelig ulempe ved at arbejde ud fra andre forudsætninger, at det uden ligevægtsanalyse sjældent er muligt at komme til et (kvantitativt) resultat. Jespersen påpeger to udveje ud af dette dilemma: path dependent dynamik og (sekventielle) afsnøringer. Udvejen kan være at lade sig nøje med, at ikke alt kan kvantificeres, og at man arbejder med path-dependency og kvalificerede udsagn af det usikre dynamiske forløb i fremtiden. En anden løsning er at foretage relevante afsnøringer og at anvende ligevægtsanalyser inden for det midlertidigt lukkede system, der opstår gennem en sådan afsnøring. Jespersen bidrager med gode overvejelser og præciseringer til øget indsigt om sådanne metoder. Det er dog fortsat ikke særlig klart, hvad dette indebærer i praksis, og en illustrativ anvendelse af, hvordan dette kan gøres, ville have styrket argumentationen. Det er bl.a. uklart, hvilken ligevægtsforståelse der anvendes i afsnørede ligevægtsanalyser. Det er muligt, at der menes, at ligevægt i disse sammenhænge tolkes som stilstand i lighed med Keynes forståelse, men dette præciseres ikke, og det er ikke selvindlysende, at dette er tilfældet.

Den tolkning af begrebet effektiv efterspørgsel som en makroøkonomisk kausalrelation, der er indeholdt i kapitel 8, er interessant og har originale træk. Analysen af fænomenet effektiv efterspørgsel tager form af en successiv kæde af relevante metodiske afsnøringer. Analysen har gode ansatser, men forekommer også mindre gennemarbejdet, mindre godt fremstillet og på flere punkter mindre klar end resten af afhandlingen.

I afhandlingens kapitel 3 argumenteres overbevisende for, at søgeprocessen efter de afgørende makroøkonomiske drivkræfter må ske med udgangspunkt i en ontologisk reflektion. Kapitlet afsluttes med en beskrivelse af det makroøkonomiske landskab. Kapitlet adskiller sig (især i dets sidste del og det afsluttende appendiks) fra afhandlingens øvrige dele ved at fremstå som en slags løsrevet taksonomi. Der savnes analytiske aspirationer som i afhandlingens øvrige kapitler. Det kan tilføjes, at den konkrete udformning af landskabet fremstår noget kortfattet og har betydelig lighed med lærebøgernes makroøkonomiske kredsløbsmodeller. Det fremstår ikke overbevisende, at der her er tale om et bidrag, hvor den ontologiske reflektion fører til en interessant ny tilgang, og man savner i det hele taget et præcist og konkret svar på, hvilken ontologi, der forudsættes i post-keynesiansk teori, og hvordan dette mere specifikt adskiller sig fra det ontologiske udgangspunkt hos neoklassikerne og nykeynesianerne. 

Usikkerhed, forventninger og institutioner

Selv om den ultimative teoretiske bestræbelse ud fra et kritisk realistisk perspektiv består i at afdække de dybe, ikke umiddelbart observerbare forhold på det reale niveau, får disse dele af det makroøkonomiske landskab en noget stedmoderlig behandling i afhandlingen. Dette gælder især de samfundsmæssige magtrelationer, institutioner, organisationer og sociale normer, (der hævdes at spille) ... en væsentlig rolle for de kausale relationer, der kan give en årsagsmæssig forklaring af observerede tendenser (s. 276). Udover sporadiske henvisninger til velfærdsstaten og til arbejdsmarkedets organisationer relateres slet ikke til sådanne institutioner m.v., hvilket er særlig problematisk i sammenhængen, da de hævdes at udgøre en væsentlig del af genstandsfeltets ontologi.

I denne forbindelse kunne Jespersen med fordel have skelet til nyere bidrag inden for institutionel økonomi (se bl.a. Hogdson 1997) og økonomisk sociologi (se bl.a Beckert 2000), hvor magtrelationer, institutioner, organisationer og sociale normer antages at influere afgørende på de økonomiske aktørers forventningsdannelse og deres håndtering af genuin usikkerhed.

I afhandlingens kapitel 4 og senere også i store dele af kapitel 5 tydeliggør Jespersen de makroøkonomiske implikationer af den betydning, som Keynes og post-keynesianerne tillægger fundamental usikkerhed og den skelnen, de foretager mellem usikkerhed og risiko. Analysen er klar og målrettet. Det er hensigten at vise, at neoklassiske rationelle forventningsmodeller er uforenelige med en erkendelse af, at verden er gennemsyret af fundamental usikkerhed. Analysen må dog kritiseres for en mangelfuld inddragelse af relevant litteratur. Der relateres således ikke til Ramseys kritik af Keynes. Det ville desuden have været en fordel, hvis forfatteren havde gennemgået og diskuteret de argumenter, som er fremført til forsvar for at arbejde med sandsynlighedskalkuler og subjektiv sandsynlighed, og som i en vis forstand i debatten har vundet over Keynes og hans synspunkter på usikkerhed med deres expected utility hypothesis (se b.a Camerer og Weber 1992). Jespersen kunne også med fordel have henvist til andre kendte bidrag til debatten om usikkerhed såsom Knight og Shackle, hvor usikkerhed erkendes på samme måde som hos Keynes og i afhandlingen, og som præciserer og uddyber, hvilken betydning dette har. Det ville i afhandlingen endvidere have været ønskeligt at med en oversigt over forskellige usikkerhedsbegreber og metoder som led i en afklaring af begrebsanvendelsen.

Sammenfattende evaluering

Afhandlingen afspejler dybtgående indsigt i makroøkonomisk teori og doktrinhistorie og forståelse for de vigtigste metodologiske forskelle mellem diverse økonomiske analyser. Her er der tale om en god sammenstilling/syntese, der fremover vil være brugbar som reference i mange forskellige sammenhænge.

Afhandlingen indeholder gode taksonomier og citater samt overbliksgivende sammenfattende figurer. Argumentationen suppleres undervejs med gode illustrative referencer til aktuelle økonomisk politiske problemstillinger, og flere af kapitlerne rummer afslutningsvis et eller flere appendicer, der på udmærket vis mere dybtgående behandler nogle særlige aspekter, der har relevans, men ikke er af central betydning for den gennemgående argumentation. Fremstillingen er klar og pædagogisk, omend der er lovlig mange gentagelser.

Som det fremgår af ovenstående gennemgang af afhandlingens forskningsmæssige bidrag, har den en række svagheder og mangler. Den metodologiske diskussion kunne være bedre forankret i den foreliggende litteratur, og brugen af Popper er problematisk. Begrebet abduktion bliver fremstillet noget smalt og utilfredsstillende, og også her kunne en inddragelse og diskussion af litteraturen på området have styrket afhandlingen. Diskussionen af usikkerhed og risiko er klar og præcis, men her gælder det på tilsvarende vis, at afhandlingen kun i mindre omfang relaterer til den eksisterende litteratur på området. Også i relation til diskussionen af repræsentative aktørmodeller og den atomistiske fejlslutning gælder det, omend i mindre omfang, at argumentationen kunne styrkes gennem mere fyldestgørende inddragelse af den eksisterende litteratur på området. Den konkrete udgave af det makroøkonomiske landskab er endvidere mindre overbevisende, og den successive brug af relevante afsnøringer i analysen af den effektive efterspørgsel forekommer ikke så klar og gennemført som argumentationen i de øvrige kapitler.

Der er originale træk og nyskabende elementer rundt omkring i afhandlingen, men nyhedsværdien er fortrinsvis på det syntetiske plan. Mht. analysens enkeltelementer er der fortrinsvis tale om kendt stof, men afhandlingens helhed er det nye. Også på dette punkt er helheden mere end summen af delene.

Generelt er det kritikken af neoklassisk og nykeynesiansk teori samt rekonstruktionen af Keynes metodologiske udgangspunkt, der er afhandlingens styrke, mens det postkeynesianske metodologiske alternativ fremstår mere svagt.

Det ville endvidere have kunnet styrke argumentationen i afhandlingen, hvis der var tilføjet et kapitel med en illustrativ anvendelse af metodologien på et udvalgt økonomisk politisk genstandsfelt. Et sådant case ville kunne være klargørende i forhold til visse træk af metodologien, der er fremstillet lidt abstrakt og vagt i afhandlingen, hvor arbejdsløshed i nogen grad fremstår som et gennemgående genstandsfelt, men dette er for fragmentarisk og skitsepræget til at tjene formålet.

Endelig savner man en problematisering af relevansen af Keynes teori set i lyset af den samfundsmæssige udvikling siden da. Det er eksempelvis indlysende, at internationalisering og globalisering virker ind på markedsstrukturer og på forholdet mellem en lønstignings relative effekter på omkostninger og (indenlandsk) efterspørgsel. Også deregulering af finansielle markeder og internationalisering af finansielle strømme skaber nye betingelser, som indvirker på relevansen af  Keynes teori.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at Jesper Jespersens disputats er et værdifuldt bidrag til videreudvikling af makroøkonomisk teori, ikke kun som følge af dens argumentation i sig selv, men også fordi den udgør et særdeles velegnet udgangspunkt for nuancering, præcisering og klargøring af forudsætninger og konklusioner.

Noter

Note 1  Afhandlingen blev forsvaret for dr.scient.adm.-graden d. 9. november 2007 på Roskilde Universitetscenter. Bedømmelsesudvalget bestod af Professor Lars Pålsson Syll, Malmö Högskola, Professor Gudmundur Magnusson, Islands Universitet, samt denne artikels forfatter, der var bedømmelsesudvalgets formand og opponent ved forsvaret.

Note 2  Afhandlingen er udgivet af Jurist- og Økonomforbundets Forlag (Jespersen 2007a).

Note 3  Artiklen er baseret på bedømmelsesudvalgets udtalelse samt forfatterens opposition under forsvarshandlingen. Bidrag fra den anden officielle opponent, Lars Pålsson Syll, og opponent ex auditorium, Niels Kærgård, samt et svar fra Jesper Jespersen er publiceret i Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 145, no. 3-December 2007, s. 327-356.

Note 4  Denne kritik er uddybet i Lars Pålsson Sylls bidrag til Nationaløkonomisk Tidsskift (se note 3)

Litteratur

Andersen, T.M. (2000). Makroteori, i C. Hjorth-Andersen (red.): Udviklingslinier i økonomisk teori. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Beckert, J. (1996). What Is Sociological about Economic Sociology? Uncertainty and the Embeddedness of Economic Action. Theory and Society 25, 803-840.

Camerer, C. F., and M. Weber (1992). Recent Developments in Modelling Preferences: Uncertainty and Ambiguity. Journal of Risk and Uncertainty, 5, 325-370.

Fleetwood, S. (ed.) 1999, Critical Realism in Economics: development and debate, London; Routledge.

Fullbrook, E. (ed.) (2007) Tony Lawson and His Critics. University of Michigan Press.

Hanson, N. R. (1958) Patterns of Discovery. Cambridge University Press: Cambridge.

Hartey, J.E. (1997). The Representative Agent in Macroeconomics, London: Routledge, 1997.

Hoover, K.D. ((2001). The Methodology of Empirical Macroeconomics. Cambridge: Cambridge University Press.

Jespersen, J. (2007a). Makroøkonomisk metodologi i et samfundsvidenskabeligt perspektiv. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Jespersen, J. (2007b). Fører et øget udbud af arbejdskraft til øget beskæftigelse? Samfundsøkonomen, 2007(6).

Jespersen, J. (2006a). Velfærdskommissionen på et neoklassisk vildspor. Samfundsøkonomen, (3), 13-17.

Jespersen, J. (2006b). , i Rochon, L., & Rossi, S. (red.). Monetary and Exchange Rate Systems: a Global View of Financial Crises (s. 232-254). Cheltenham, UK: Edward ElgarPublishing Ltd.

Jespersen, J., & Lang, D. (2006c). The Danish (un)employment Miracle: Aggregate Demand, profitability and Labour market policies. European Studies Review, 1(7), 71-91.

Jespersen, J. (2005a). Keynes-inspireret makroøkonomisk teori. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 143(1), 104-121.

Jespersen, J. (2005b). Introduction to Macroeconomic theory: A post-keynesian perspective (1. udg.). København: Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Jespersen, J. (2004). Introduktion til Makroøkonomisk teori (2. udg.). København: Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Jespersen, J. (2002a). Why do macroeconomics disagree on the consequences of the Euro?, i Dow, S. C., Arestis, P., & Desai, M. (red.). Money, macroeconomics and keynes: volume one (s. Kap 19). London: Routledge.

Jespersen, J. (2002b). John Maynard Keynes - den makroøkonomiske teoris oprindelse og udvikling, i serien Økonomiens konger. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 

Jespersen, J. (2001). Den atomistiske fejlslutning, i C. Fenger-Grøn og Jens-Erik Christensen: Kritik af den økonomiske fornuft. København: Hans Reitzels Forlag.

Jespersen, J. (1998). Miljøøkonomi.  København: Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Jespersen, J. (1996). Økonomi og virkelighed. København: Fremad.

Lawson, T. (1997). Economics and Reality, London and New York: Routledge.

Lawson, T. (2003). Reorienting Economics, London and New York: Routledge.

Lawson, T. (2007). Social Explanation and Popper, i Boylan, T. and P. OGorman (eds.), Popper and Economic Methodology: Contemporary Challenges, London and New York: Routledge.

Lipton, P. (2004). Inference to the Best Explanation, 2nd edition, London and New York: Routledge.

Runde, J. and S. Mizuhara (eds.) (2003). Perspectives on the Philosophical Underpinnings of Keyness Economics: Probability, Uncertainty and Convention, London and New York: Routledge.

Sayer, A. (2000). Realism and Social Science. Sage: London.

Snowdon, B. and H. R. Vane (1997). Modern Macroeconomics: Its Origins, Development And Current State. Edward Elgar Publishing: Aldershot.