26.10.2004
Biodiversitet og økonomi
Af:
Carsten Rahbek
Rationel naturforvaltning.
Indledning
Både på nationalt og internationalt plan er naturforvaltning et samfundsanliggende, der udspringer af det faktum, at menneskets interesse for sine om givelser rækker langt videre end tilfredsstillelse af sult og egen reproduktion. De fleste mennesker er nysgerrige og fascinerede af naturen og dens arter i alle størrelser, former og farver. I takt med menneskets øgede forbrug af jordens ressourcer har der været en stigende individuel og samfundsmæssig forståelse for det nødvendige og det ønskelige i at sikre og bevare jordens mangfoldighed af arter.
Bevæggrundene for ønsket er så mange og forskellige, som mennesker er. Men ønsket om at bevare de anslåede 10 til 15 millioner arter på jorden er globalt. 178 lande, inkl. Danmark har hidtil underskrevet Biodiversitetskonventionen (FN-konventionen fra Rio 1992). Underskriverne har forpligtet sig til at arbejde aktivt for at bevare den biologiske mangfoldighed. Danmark har indarbejdet forpligtelserne i en national strategi for forvaltning af den bio logiske mangfoldighed. Her er målet bl.a. at sikre bevarelsen af alle danske arter. EU har netop ved taget en målsætning, der fastslår, at al forringelse af biodiversitet inden for EU skal være bremset om senest 10 år.
Biologisk mangfoldighed er her og i Biodiversitetskonventionen defineret ud fra biologiske principper og indbefatter alle arter. Men de mange lande har ikke bare underskrevet for arternes "blå øjnes skyld". Som det vil fremgå af denne artikel, er der ud fra et langsigtet tidsperspektiv både samfundsmæssig og økonomisk fornuft bag konventionens målsætning. En såkaldt vind-vind situation - eller tab-tab, hvis man ingenting gør.
Selvfølgelig skal der i en forvaltning af biodiversitet foretages rationelle overvejelser baseret på et samspil mellem bl.a. biologiske og økonomiske prin cipper og viden. Og selvfølgelig skal der prioriteres. Ingen prioritering er også en prioritering. Dette er så indlysende, at ingen bestrider det (omend man som udenforstående i disse år kunne få et andet indtryk via medierne pga. nogle enkeltes højt-råberi, der postulerer det modsatte for derefter at nedgøre det). Faktum er, at prioriteringer er daglig praksis bag alle beslutningsniveauer i naturforvaltningen. Man kan derimod med nogen ret diskutere, om prioriteringerne tages på et tilstrækkeligt fagligt grundlag - ligesom man kan anlægge forskellige mere eller mindre hardcore rationelle overvejelser vedrørende bl.a. metodik og brug af data.
Uheldigvis har brydningen mellem biologien og økonomien afstedkommet en vis mediemæssig politisering blandt ikke fagfolk, der ofte afdækker uvidenhed frem for indsigt. Begreber som "cost-benefit", der i medierne tit forveksles med "cost-efficiency", har afstedkommet det mere populistiske slag ord "mere miljø for pengene" sammenkædet med en nedskæring af ressourcerne på området. Det sidste er en politisk beslutning, som ikke på nogen måde er en konsekvens af anvendelse af miljø-økonomiske redskaber. Resultaterne af sådanne "cost-efficiency" beregninger kan lige så vel vendes om (politisk) til en argumentation for øgede ressourcer, da man får mere for pengene (er mere effektive). Desuden viser stort set alle sådanne analyser, at man rent faktisk ikke kan nå de givne "gyldne politiske målsætninger" med de afsatte ressourcer. Dette er i sig selv ikke et fagligt argument for en for øget bevilling. Alternativt kunne man også justere målsætningerne, så de var realistiske i forhold til de afsatte ressourcer.
Hvad angår naturforvaltningen ser jeg i princippet ingen konflikt mellem biologer og økonomer og deres respektive faglige referencerammer - tvært imod. De meget skarpe fronter, der i de seneste år er skabt og trukket op i de danske medier, er primært af polemisk oprindelse og uden faglig indsigt - især mht de indirekte værdier af biodiversitet. Medie-fronterne er ude af proportion i forhold til den faglige diskussion, der naturligvis foregår mellem biologer og økonomer i den stadigt stigende grad af national og international tværfaglig forskning på området.
Hvad er biodiversitet?
Før jeg går nærmere ind på, hvorfor biodiversitet er vigtig - også ud fra et rent menneskeligt ressource-forbrugende synspunkt - og de rationelle principper for forvaltningen af denne, er det nok nødvendigt først at klargøre, hvad biodiversitet er. Ifølge Biodiversitetskonventionen er det "mangfoldigheden af levende organismer fra alle kilder, herunder bl.a. terrestriske, marine og andre akvatiske økosystemer og de økologiske strukturer, de indgår i; dette omfatter mangfoldigheden inden for de enkelte arter og mellem arterne samt økosystemernes mangfoldighed". Kompleksiteten i denne definition er enorm, især når man skal forstå sammenhængen imellem alle arter og systemer i tid og rum. Det er derfor, biologer og naturforvaltere, når de kommunikerer, forsimpler problemstillingen til at handle om "arter" og "økosystemer". (Et økosystem omfatter samspillet mellem et områdes arter og deres geofysiske og kemiske omgivelser). Alt andet lige har et naturligt økosystem en større stabilitet end et forstyrret system. Det er derfor bedre i stand til at klare ekstreme klimaudsving o.lign. (f.eks. perioder med massiv nedbør uden at det medfører katastrofale over svømmelser). Stabiliteten er afhængig af samspillet mellem naturligt hjemhørende arter - og især af alle de små arter (bakterier til insekter), som får det hele til at hænge sammen.
Derfor er det fagligt nonsens, hvis man, som det har været fremme i den danske mediedebat, siger man gerne vil have menneskeaber i naturen, men at der derudover ingen grund er til at bekymre sig om evt. uddøen af alt småkrybet af insekter. Ingen bakteriefauna i de kinesiske bambusskove - ingen stor og nuttet, sort-hvid panda. Ingen myggebefængte sump- og småvandhuller - ingen syngende nattergale i den lune danske sommeraften. Sådanne sammenhænge er ikke relative "sandheder".
Tidens løsning synes for nogen at være, at mennesket skal træde til og overtage de økosystem-funk tioner, som vi evt. ødelægger. Ud over de rent praktiske problemer med at komme i nærheden af en nattergal for derefter at håndfodre den med pincet-holdte menneske-kultiverede myg, vil lønomkostningerne nok hurtigt sætte en stopper for et sådant projekt. Det klarer naturen billigere - også når man medregner prisen for det areal, den kræver for at kunne fungere. Samtidig får man alt det andet med, som området indeholder - også de ydelser, øko sy stemet giver (jvf. næste afsnit) - for samme pris. Derfor er det langt hen ad vejen nonsens at værdisætte enkeltarter - mens det principielt kan give mening at værdisætte økosystemer og alle dets arter. Skulle man endelig ud fra en stringent økonomisk tankegang prissætte arter, var det i sidste ende alt små krybet og bakterierne, der ville blive vurderet højest. Disse er selve forudsætningen for, at øko systemerne fungerer, og for at pandaen og natter galen kan sidde på toppen af kransekagen og fryde det menneskelige øje. Men dybest set lukrerer de, som mennesket, på de økosystem-ydelser, som alt småkravlet skaber og vedligeholder.
Biodiversitet og økosystem-ydelser
Ud over det rent etiske spørgsmål om, hvor græn serne går for menneskets forbrug af naturen (med udryddelse af andre arter som konsekvens), nyder mennesket godt af biodiversitet på mange måder. Dette opgør man oftest i mere eller mindre målbare enheder under fællesbetegnelsen "økosystem-ydelser". Man inddeler typisk økosystem-ydelser i tre hovedgrupper, der er indbyrdes overlappende og gen sidigt påvirkende: de berigende (moralske og etiske), de ydende (anvendelige og forbrugelige) samt de indirekte og ikke-forbrugelige (støttende).
De berigende er typisk friluftsværdien af at bruge naturen (sejle i kano, vandre, gå en tur i skoven, kigge på fugle, tage på friluftsferie osv.), men også kulturelle og sociale værdier (spirituelle, tilhørs forhold og sociale relationer) samt de æstetiske.
De anvendelige og forbrugelige er dem, der er nemmest at forholde sig til umiddelbart. De udgøres af den rene høst af vilde arter for føde (f.eks. fisk og vildt), produktion af domesticerede dyr på naturlige græsningsarealer - men også af andre biologiske produkter (f.eks. biokemikalier, farmaceutiske råstoffer, fibre, brændstof, energi) samt tilgængeligheden, kvaliteten og kvantiteten af fersk vand.
De støttende er enten regulerende funktioner (kvæl stof/nærings-cirkulation inkl. karbon-opbevaring og frigørelse, biologisk kontrol, afgiftning og affaldsbehandling), organisatorisk (fra gener til land skab) eller rumlig brug af land og vand (areal-tilgængelighed for strukturer f.eks. til urbane centre, transport og industri).
Hvad er det værd?
I et forsøg på at udregne, hvad sådanne økosystem-ydelser beløber sig til på global skala, fremkom en gruppe amerikanske økonomer i tidsskriftet Nature, på basis af en meta-analyse af ca. 100 økonomiske prissætningsstudier, med et beløb på mellem 18 og 61 billioner US $ per år. Et rundt gennemsnit på ca. 38 billioner US $ per år svarer omtrent til det globale menneskeskabte BNP. Disse regnestykker rummer mange antagelser og stor usikkerhed og har derfor med rette været kritiseret af andre økonomer (se Balmford et al. 2002 for diskussion og referencer). Det er nemt at kritisere ethvert sådant regnestykke - kunsten er at forbedre udregningerne. I denne sammenhæng er pointen blot, at uanset usikkerheden er de globale økosystem-ydelser af en størrelse og vigtighed, som bør tages med i enhver økonomisk cost-benefit analyse af naturforvaltningen, hvis det skal give mening.
I lyset af den store negative påvirkning mennesket ved sin blotte tilstedeværelse (vi fylder ret meget på jorden) og forbrug har på de naturlige øko systemer og deres arter, burde vores begyndende ind sigt i værdien af deres ydelser være et stærkt incitament for at se mere positivt på værdien af at bevare naturen. Det er ikke blot en udgift - det er en investering. Ydermere er den økonomiske værdi af økosystem-ydelserne i takt med ødelæggelserne af hovedparten af jordens økosystemer, ifølge gængs ressource-økonomisk tankegang mere og mere værd, da efterspørgelsen er stigende og udbudet bliver mindre og mindre (i det omfang menneskeskabte ydelser ikke kan erstatte disse).
Problemet er blot, at disse enorme værdier har vist sig vanskelige at fange ved brug af konventionelle markedsbaserede økonomiske analyser. Derfor har økonomer - ofte i nært samarbejde med biologer - i de senere år udviklet og i stigende grad beskæftiget sig med alternative metoder til at værdisætte disse ydelser (f.eks. hedonisk prissætning, betinget og omkostningsbaseret værdisætning). Det er ved hjælp af sådanne økonomiske principper, at ovenstående regnestykke for økosystemernes BNP er udregnet.
I forbindelse med topmødet i Johannesburg, 10 år efter biodiversitetskonferencen i Rio, offentliggjorde Science en stor artikel udarbejdet af en gruppe bestående af 19 biologer og økonomer (Balmford et al. 2002). Artiklen var det konkrete konsensus-resultat af en workshop, der forsøgte at lave en global cost-benefit analyse af jordens tilbageværende naturlige levesteder. Status viste, at 10 år efter udfærdigelsen af Biodiversitetskonventionen blev de naturlige økosystemer ødelagt med uformindsket hastighed. Hovedanalysen var en økonomisk cost-benefit analyse, hvor "cost" blev beregnet som den manglende indtægt, hvis man helt stoppede med at konvertere naturområder til markedsbaseret udnyttelse, og "benefit" var de økonomiske indtægter, man fik indirekte via økosystem-ydelser. Resultatet, med al dets usikkerhed, var, at den globale cost:benefit ratio for et globalt program til bevarelse af den tilbageværende vilde natur var 1:100. Artiklen var som følge heraf også en gennemgang og diskussion af de økonomiske fordele ved bevarelsen af vild natur.
I langt mindre målestok, med en lidt anden indfaldsvinkel, men dog den samme type miljø-økonomiske tankegang bag, er regnestykket for Danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekt, Skjern Ådalen. Ifølge økonomerne bag analysen var projektet, på trods af de store udgifter, på bundlinien en økonomisk sund investering ud fra en samfundsmæssig helhedsvurdering (Dubgaard et al. 2000).
Sammenhæng mellem økosystemer og arter
Ovenstående vedrører jo økosystemer og deres ydelser - hvorfor så al bekymringen for biodiversitet? Fordi økosystemer og arter er to alen af samme stykke. Vi har stadigvæk en umådelig ringe biologisk og geofysisk forståelse af, hvordan økosystemer virker med deres multi-trofiske interaktioner imellem tusindvis af forskellige enheder med et virvar af positive, negative og lukkede feedback-mekanismer på kryds og tværs. Vi ved for lidt til at kunne kvantificere, hvor meget niveauet af økosystem-ydelser forandres ved en given belastning/forandring - f.eks. det at en art forsvinder. Det er ikke det samme som, at økosystemerne ikke kan tåle forandringer per se. Men vor viden i dag begrænser sig endnu mest til empiriske efter-reflektioner.Vi mangler tilstrækkelig indsigt til at kunne forudsige effekten af en given hændelse. Området er selvsagt fokus for megen biologisk forskning, da det er af vital betydning for samfundet. Men selvfølgelig ved vi noget. Vi ved fra utallige meta-analyser af hundredvis af empiriske datasæt, økologiske teorier og matematiske modeller, at naturligt hjemmrhørende arter og disses bestandstørrelse er gode indikatorer for økosystemernes tilstand og stabilitet. Da videnskaben har beskæftiget sig med arter som undersøgelsesenheder igennem to århundreder, ved vi trods alt mere om disse end om de mere komplekse økosystemer. Desuden er arter meget lettere at overvåge, hvorfor det er nemmere at registrere eventuelle ændrin ger.
Biodiversitetskrisen
Målt på basis af status for jordens arter har vi en bio- diversitetskrise. Ifølge konsensus af den videnskabelige litteratur er den nuværende rate af uddøen 100 til 1.000 gange større end den normale baggrundsrate før menneskets tilsynekomst på jorden (Pimm et al. 1995). Raten af uddøen vil ifølge UNEP stige til mellem 1.000 og 10.000 gange baggrundsraten, hvis den nuværende udvikling fortsætter (se også Pimm et al 1995). Dette niveau og has tigheden af uddøen er på højde med de perioder i jordens historie, hvorom naturvidenskaben bruger definitionen masseuddøen.
I tillæg til uddøen af arter har vi gennem de seneste 100 år set en drastisk reduktion af bestandene af de fleste plante- og dyrearter. Således er hver tiende art inden for alle de organisme-grupper, man har data på, opført på IUCNs internationale lister over truede dyr og planter. Det er beregnet, at antallet af fugle på jorden er faldet fra ca. 125 milliarder individer fra før menneskets systematiske opdyrkning af jorden til ca. 85 milliarder i dag. Alt sammen en logisk følge af befolkningseksplosionen og menneskets forbrug af den energi, solen skaber.
Det er også opgjort kvantitativt, hvad årsagerne er til de enkelte arters truede status. Disse kan for 95%s vedkommende henføres til enten følgerne af "introduktion af fremmede arter" (enten passivt eller aktivt forårsaget af mennesket), "jagt og udnyttelse" (mere tidligere end nu og i fremtiden) og "ødelæggelser af levesteder".
Ovenstående er i grove træk en del af den faglige baggrund for den internationale politiske opbakning omkring Biodiversitetskonventionen. Krisen er videnskabeligt veldokumenteret og analyseret og byg ger ikke på tilfældige menneskers og grønne orga nisationers postuleringer, sådan som visse sam funds debattører har hævdet i medierne de sidste par år.
Hvordan bør vi forvalte biologisk mangfoldighed?
Hvordan afvejer vi samfundsmæssigt de positive og negative sider af en given naturforvaltning (for dyr og mennesker) og forvaltningen af økosystem-ydelserne (for mennesker og dyr)? Hvordan takler vi dette problem?
Først er det nødvendigt at gøre sig nogle helt grundlæggende præmisser klart: Vi kan ikke forvalte biodiversitet, hvis vi ikke ved noget om den. Vi har brug for viden, data og overvågning af ændringer. Vi har ikke råd til at vente, til vi har indsamlet perfekte data: Vi har brug for genveje. Vi har ikke råd til at tage fejl: Vi behøver data- og vidensbaserede analyser. Vi skal ikke basere beslutninger på dogmatisk tankegang; beslutninger er ofte irreversible (eller meget dyre at omgøre). Det lyder måske indlysende - men i praksis mangler vi endnu at se en dansk naturforvaltning af artsmangfoldighed og økosystemer, der bygger på en sammenhængende realisering af disse punkter.
Den nemmeste og billigste information at indsamle og håndtere, og som stadigvæk kan udgøre et meget stærkt fundament i en rationel naturovervågning og -forvaltning, er kendskab til identiteten af arter og deres udbredelse. For hele jorden er beskrevet ca. 1,7 millioner arter - men det sande tal formodes at ligge mellem 10 til 15 millioner. Selv for et så lille og formodet velundersøgt land som Danmark er det et faktum, at vi ikke ved, hvor mange arter der er (gættet lyder på ca. 30.000). For kun knapt 5% af disse har vi en rimelig viden om deres nationale udbredelse. Danmark har endnu ikke haft en forvaltningsstrategi, hvor der forinden har været udarbejdet et fagligt beslutningsgrundlag med en begrundet målsætning for, hvilket niveau af minimumsviden, der er nødvendig for at opnå en forsvarlig forvaltning af den danske natur.
Det groteske i forhold til den økonomiske omsætning, der er relateret til biodiversitet og økosystem-ydelser, er, at selv om Danmark på mange områder er et foregangsland på miljøområdet, er realiteterne når det gælder forvaltning af vores flora, fauna og økosystemer knapt så rosenrødt. OECD - og sidenhen De økonomiske Vismænd - og mange danske forskere har tidligere kritiseret dele af den danske indsats (OECD 1999, Det Økonomiske Råd 2000, Rahbek 2000)
Nødvendighed af en mere data- og vidensbaseret naturforvaltning skal også ses ud fra, at den danske naturforvaltning af artsmangfoldighed op igennem 1980erne og 1990erne var præget af dogmatiske valg, truffet på et beslutningsgrundlag, der var uigennemskueligt og uden tilstrækkelige data. En kon sekvens heraf var ikke (målt koldt og kynisk på biologiske og økonomiske parametre) en opprioritering af området i forhold til indsatsen i vore nabo lande - snarere, i strid med de politiske hensigter, det modsatte.
Det er yderst glædeligt, at Danmarks Miljø undersøgelser netop har barslet med en ny national overvågningsplan, der for første gang forsøger at håndtere forvaltningen af artsmangfoldighed, også på land, på et mere rationelt grundlag (de danske vandmiljøer har igennem årtier været prioriteret).
Det er glædeligt - og forhåbentlig blot starten - da de i finansloven afsatte midler ikke er i nærheden af at kunne opfylde de politisk bestemte mål og hensigtserklæringer.
Hvordan og hvorfor skal der prioriteres?
Værdien af biodiversitet og dennes vigtighed er ikke en af naturvidenskaben given ting. Hvorfor biodiversitet er vigtig bør begrundes - også rationelt. Forvaltningen af den biologiske mangfoldighed er primært begrænset af tre faktorer: 1) mængden af areal, der kan forvaltes med henblik på biodiversitet, 2) det eksisterende datagrundlag og vidensniveau, og 3) omfanget af de økonomiske ressourcer, som samfundet vil investere i forvaltning, erhvervelse og naturgenopretning. Biodiversitet konkurrerer om plads og midler, hvorfor naturforvaltningen selvfølgelig skal sætte midler og omkostninger i forhold til de politiske målsætninger med den hensigt at minimere omkostningerne og maksimere effektiviteten.
Naturforvaltningen bør baseres på metodikker, hvorved f.eks. vigtige områder udpeges på basis af en fleksibel procedure med valgmuligheder. Man skal kunne udforske konsekvenserne af at benytte forskellige værdier, målsætninger og data og derved erkende konsekvenserne af trufne valg. Man skal kunne måle effekten af, hvad vi gør, og man skal kunne justere. Det vil give det bedste grundlag for en samfundsdiskussion og for beslutningstagernes afgørelser.
For at samfundsdebatten kan blive reel, er det vigtigt, at prioriteringsprocessen (af f.eks. naturområder) er gennemskuelig (dvs. kan gentages) og fleksibel, således at det på ethvert tidspunkt er muligt at fastslå f.eks. hvilke vigtige arter de enkelte områder bidrager med, hvorfor de er vigtige fra et overordnet forvaltningssynspunkt, og hvilke eventuelle alternativer til disse områder, der kan findes (samt hvad meromkostningerne evt. måtte være).
Den biologiske forskning i prioritetsmetoder
Ovenstående "krav" til en rationel naturforvaltning lyder meget store. Den gode nyhed er, at forskningen er meget langt fremme med henblik på at udvikle metoder, der opfylder alle disse krav. Biodiversitetskonventionen forårsagede ikke, at den biologiske forskning gik i selvsving over, at alt skulle beskyttes. Tværtimod begyndte man allerede i starten af 1980erne - ofte i et tværgående samarbejde med matematikere og dataloger - at arbejde med udvikling af kvantitative metoder til prioriterings-, cost-effeciency-, og cost-benefit-analyser, der var specifikt designede til at håndtere forvaltningen af biologisk mangfoldighed i forhold til de ovenfor skitserede samfundskrav.
Forskningen led bestemt ikke af berøringsangst, men gik så hurtigt, at landvindinger bragte den biologiske forskning mere ud af takt end normalt med den anvendte side af naturforvaltningen. Dette medførte en til tider højlydt (men givtig) debat forskere og forvaltere imellem. Denne debat var primært for årsaget af den erkendelse, som forskningen også førte med sig, og som så rammende var udtrykt i titlen på en af de mest indflydelsesrige oversigtsartikler på området: "What to protect? - systematics and the agonies of choice" (Vane-Wright et al. 1991).
I dag - især med den nye strategi fra DMU - begynder gabet mellem forskning og forvaltning at mindskes. Ligeledes har metodeforskningen medført en slags fælles referenceflade mellem biologien og økonomien, hvor de respektive fags data og indsigt naturligt smelter sammen.
Hvad kan metoderne?
Der er stort set ikke nogen begrænsninger i metoderne på de parametre, der kan indkorporeres som cost eller benefit i forhold til bevaringseffektivitet af biodiversitet (uanset hvordan den måles). Selv kulturelle og etiske værdier kan nu, i det omfang de kvantificeres, inddrages i sådanne analyser.
Optimale løsningsalgoritmer på standard-prioriteringsanalyser på nærmest ubegrænsede data-stør relser er ikke længere begrænset af computerkraft. Den dårlige nyhed er, at manglen på empiriske data så udpræget er den begrænsende faktor for en rationel naturforvaltning.
I tillæg til de meget avancerede analysermuligheder findes brugervenlige programmer (med statistisk såvel som formidlende grafisk out-put), der med meget stærke og robuste heuristiske algoritmer kan bruges til "simple" prioriterings-analyser af indsatsen for forvaltning af arter og økosystemer. Sådanne metoder blev introduceret på det danske naturforvaltningsområde i forbindelse med en evaluering af dansk naturforvaltning i vismandsrapporten fra Det økonomiske Råd efteråret 2000. Denne del af vismandsrapporten byggede bl.a. på et arbejdspapir udarbejdet af Mette P. Lund og undertegnede (for Det økonomiske Råds sekretariat), hvori vi analyserede effektiviteten af den eksisterende naturforvaltning af artsmangfoldigheden (Lund og Rahbek 2000).
De anvendte metoder kunne på basis af kvantitative data for artskendskab og udbredelsesdata kombineret med komplementaritets-analyse give en data- og vidensbaseret indfaldsvinkel til forvaltning af biodiversitet (arter) som er målorienteret og kan bru ges til at minimere omkostninger og maksimere effektivitet, evaluere "genvejs"-rentabilitet, identificere "huller" i forvaltningen, evaluere effektiviteten af nuværende strategier, tilbyde fleksibilitet i planlægningsprocessen og muliggøre udforskningen af alternative værdier, målsætninger og fleksibilitet i løsninger. Desuden er metoderne relativt lette at kommunikere, gennemsigtige og gennemskuelig.
Kort skitseret kan metoderne bruges til tre typer af analyser:
Minimum-analyse - der besvarer spørgsmål så som: "Hvad kræves der som minimum for at opnå en given målsætning?" (f.eks. repræsentation af alle arter i Danmark i et netværk af naturforvaltede om råder).
Maksimum-analyse - der besvarer spørgsmål så som: "Hvordan får man mest muligt for en given mængde ressourcer: land eller penge?". (F.eks. hvor mange af de danske arter ville kunne repræsenteres på en given arealmængde for en given sum penge. Metoden kan også bruges som redskab til løbende at måle effektiviteten af nuværende strategier eller brugen af indikator-arter).
GAP analyse - der besvarer spørgsmål så som: "Hvad mangler man for at opfylde en given målsætning, og hvordan opnår man det bedst (mest/billigst) muligt?" (F.eks. hvor effektivt er det nuvæ ren de netværk af naturforvaltede områder i Danmark, og hvilke arter er ikke dækket af en given forvaltning?)
Mulighederne ved sammenkædning
af biologiske og økonomiske makro-data
Metoder kan kombinere biologiske og økonomiske kvantitative data såsom f.eks. en national areal-analyse baseret på artssammensætning, jordpriser, graden af forvaltning (evt. kombineret med tal for indtægtskilder og værdien af økosystem-ydelserne). Hermed ville man kunne beregne effektiviteten af den nuværende indsats og omkostningerne ved dækning af de arter, der p.t. ikke forvaltes. Netop sådanne preliminære analyser er foretaget af Jacob Kahl Jepsen, Claus Kjær Sørensen og Niels Strange fra Institut for Økonomi og Landskab, KVL, i forlængelse af Mette Lund og undertegnedes analyse til Det økonomiske Råd (2000). Prisen for at dække alle hidtil udækkede arter i undersøgelsen afhænger af graden af sikkerhed i effektivitet - men beregner sig til ca. 2,1 milliarder kr. (uden mulighed for fleksibilitet i valg af områder) og 2,5 milliarder, altså 400 millioner kr. ekstra, for at opnå 3.600 fleksible løsninger.
Ligeledes kan man v.hj.a. samme principper beregne omkostningerne, hvis en sådan national målsætning sker via nationale prioriteringer eller ukoordinerede amtslige prioriteringer. Det sidste ville koste, i grove skønstal, ca. 20 gange mere end oven stående tal. Måske et argument for værdien af at bevare praksis med nationalt (og EU) koordinerede strategier på naturforvaltningsområdet.
Disse sidste to eksempler illustrerer potentialet for afklaring af spørgsmål vedr. effektivitet og omkostninger ved naturforvaltning på basis af rationelle metoder. Selvfølgelig er der utallige andre faktorer, der som ved alting her i samfundet også spiller ind, og som skal tages med i overvejelserne før de endelige beslutninger tages. Men det er næppe noget argument mod brugen af rationelle metoder til at belyse enkeltelementer af komplekse problemstillinger og for at basere beslutninger på naturforvaltningsområdet alene på subjektiv vurdering og konsensus-drevne konklusioner.
Litteratur
Balmford A, Bruner A, Cooper P, Costanza R, Farber S, Green RE, Jenkins M, Jefferiss P, Jessamy V, Madden J, Munro K, Myers N, Naeem S, Paavola J, Rayment M, Rosendo S, Roughgarden J, Trumper K, og RK Turner (2002). Ecology - Economic reasons for conserving wild nature. Science 297: 950-953
Det Økonomiske Råd (2000). Dansk Økonomi, Efterår 2000. København
Dubgaard A., Kallesøe MF, Petersen ML og J Ladenburg (2000). Cost-benefit analyse af Skjern-Å-projektet. Den Kon ge lige Veterinær- og Landbohøjskole, Institut for Økonomi, Skov og Landskab, København.
Lund MP og C Rahbek (2000). En kvantitativ biologisk analyse af dansk naturforvaltning med fokus på biologisk mangfoldighed. Arbejdspapir 2000:1 Det Økonomiske Råds Sekretariat, København.
Pimm SL, Russell GJ, Gittleman, JL og TM Brooks (1995). The future of Biodiversity. Science 269: 347-350.
OECD (1999). Environmental performance reviews Den mark. OECD, Paris
Rahbek C. (2000). Naturens data. Kronik i Politiken, 29/11-2000.
Vane-Wright RI, Humphries, CJ og PH Williams (1991). What to protect - systematics and the agony of choice. Biological Conservation 55: 235-254.