16.04.2009

Retsfølelse - ret eller følelse?

Af: Torben Melchior

Det har været diskuteret mange gange tidligere, men vi kan nu give nye svar på gamle spørgsmål.

Det fortælles om professor Alf Ross, at han en dag sad på sit kontor på Københavns Universitet og skrev opgaver til eksamen. Da han var færdig, gav han dem til sin sekretær. Hun så på dem og sagde så: Jamen, hr. Professor er det ikke de samme spørgsmål, De stillede for et par år siden? Hertil svarede Ross: Jo, det er de samme spørgsmål, men svarene er nye.

Det er på samme måde med emnet retsfølelse. Det har været diskuteret mange gange tidligere,[1] men vi kan nu give nye svar på gamle spørgsmål. Det nye ligger især i, at vi nu ved mere om befolkningens kendskab til, hvordan nogle almindelige typer kriminalitet straffes. Mine bemærkninger er motiveret af en undersøgelse af befolkningens retsfølelse, som i 2006 blev iværksat af Advokatsamfundet og gennemført af en arbejdsgruppe med professor Flemming Balvig i spidsen.[2] Også den norske advokatforening har i 2007 foretaget en undersøgelse om den almene retsfølelses betydning for strafferetten.[3] Jeg havde under det Nordiske Juristmøde i København i august 2008 lejlighed til at redegøre for den danske undersøgelse, og det følgende er i vid udstrækning en gengivelse af disse bemærkninger, som redaktionen har opfordret mig til at mangfoldiggøre for Juristens læsere.

Kravet om strengere straffe

Den danske undersøgelse belyser danskernes syn på straf. Har politikerne befolkningen med sig, når de kræver strafskærpelse og nultolerance?

Det umiddelbare svar er: Ja, befolkningen vil have strengere straffe. En meningsmåling på internettet fra juni 2008 viste, at 75 % af danskerne vil have minimumsstraffe for vold. En ide, som formanden for Folketingets retsudvalg, der er fra Dansk Folkeparti, er helt enig i, men som den tidligere justitsminister heldigvis har været forbeholden overfor.[4]

Der er gennemført mange undersøgelser i de seneste 50 år, der viser, at folk synes, at vi dommere er for slappe.[5] Og det er rart at vide, at danskerne på det punkt er i godt selskab.[6] De fleste svenskere, nordmænd og finner synes det samme. Og det gælder også ude i den store verden: De fleste englændere, canadiere og amerikanere sukker over domstolenes blødsødenhed.

I regeringens program fra 2003 står der bl.a.: Straffesystemet skal afspejle den almindelige retsfølelse og følge med samfundsudviklingen.[7]

I Dansk Folkepartis program for retspolitik kan man bl.a. læse, at domstolene ofte er ude af trit med befolkningens holdning til straffe.[8]

Op gennem 1990erne fik den socialdemokratisk ledede regering vedtaget flere voldspakker med skærpet straf for voldsforbrydelser.[9] I 2002 tog den nye borgerlige regering initiativ til gennemførelse af markante strafskærpelser vedrørende personfarlig kriminalitet.[10] Disse initiativer har ført til, at strafniveauet faktisk er hævet. Hvis man som et typisk eksempel tager simpel vold, så er den gennemsnitlige længde af de ubetingede fængselsstraffe fra 1995 til 2006 øget med næsten 60 %, fra 53 dage til 84 dage.[11]

En væsentlig begrundelse for disse skærpelser har været hensynet til ofrene og til befolkningens retsfølelse.[12] Socialdemokraterne har tilsluttet sig skærpelserne. De vil også sætte hårdt ind over for kriminalitet og årsagerne til, at den opstår. Socialdemokraternes retsordfører har sagt, at hævn er et vigtigt element, når samfundet straffer.[13] Derimod har man fra lovgivningsmagtens side ikke lagt afgørende vægt på, om disse skærpelser rent faktisk har en samfundsmæssig nytte ved at mindske risikoen for fremtidig kriminalitet. Mange politikere er vist godt klar over, at et langvarigt fængselsophold ikke mindsker risikoen for ny kriminalitet - måske snarere tværtimod. Forskningen viser jo, at der ikke er en klar sammenhæng mellem straffens længde og kriminalitet,[14] men man prioriterer hensynet til retsfølelsen, herunder hensynet til ofrene, højere.[15]

Professor Stig Strömholm har kaldt retsfølelsen for et skalkeskjul för ängsliga utredningsmän, som man tyr til, når man ikke har reelle argumenter.[16] Men retsfølelse kan være af væsentlig betydning, også for dommere. Ofte giver loven ikke nogen præcis anvisning, og dommerens retsfølelse kan da have betydning. Min retsfølelse er påvirket af min opfattelse af, hvordan retssystemet bør indrettes. Her bygger jeg på vores retstradition og undertiden også på min egen retspolitiske opfattelse af, hvilken vej udviklingen bør gå - inden for lovens rammer. Også for lovgivningsmagten er det vigtigt, at befolkningen opfatter lovene som rimelige. Retsreglerne og straffene skal helst afspejle befolkningens retsopfattelse. Hvis retsudviklingen er ude af trit med befolkningen, har vi et problem.

Derfor er det væsentligt at se, hvordan retsfølelsen dannes. Hvorfor kræver folk strengere straffe? Og hvad ved folk om, hvilke straffe domstolene faktisk udmåler?

Folk får deres viden om straffesager fra medierne, og medierne påvirker samfundet gennem deres redaktionelle valg.[17] De omtaler ikke de mange almindelige lovovertrædelser, men kun de få alvorlige forbrydelser. Befolkningen tænker: Det er for galt, her er en alvorlig straf nødvendig. Medierne interesserer sig sjældent for nuancerne i en straffesag. De redegør ikke for, hvorfor retten er nået til en lavere straf end forudsat af den offentlige mening. Så det vil i medierne ofte blive præsenteret som, at domstolene nu igen har været for slappe.

Og nogle politikere er - med henvisning til retsfølelsen - hurtige til at kræve lovændringer, endda inden sagen er endeligt afgjort.[18] Vi har i Danmark et aktuelt eksempel. I en tragisk sag fra Aalborg blev en 16-årig dreng under en nævningesag for byretten frifundet for drab, men idømt 4 års fængsel for vold med døden til følge over for en mand, drengen tilfældigt havde mødt på gaden. Kort efter dommen mente retsordføreren for Danmarks største parti, at der var grundlag for at kræve en lovændring, og udtalte til pressen: Det er ikke godt for retsfølelsen, at man kan slippe så billigt for et så modbydeligt drab, og jeg har fået mange mails fra chokerede borger om det de sidste tre døgn.[19] Jeg synes, at det er betænkeligt, at politikere ud fra en fornemmelse af befolkningens retsfølelse og uden grundigt kendskab til sagen kritiserer strafudmålingen i konkrete sager, der endnu ikke er endeligt afgjort. Dette synspunkt ændres ikke af, men forstærkes vel nærmest af, at landsretten ændrede bevisbedømmelsen og idømte drengen 7 års fængsel for drab. Jeg tror ikke, at domstolene lader sig påvirke af den slags utidige tilkendegivelser, men man kan vel ikke fortænke en tiltalt i, at han kan have en nagende tvivl om dette. Dommernes afstandtagen fra politikeres udtalelser om verserende straffesager er i øvrigt af nogle politikere udlagt, som om domstolene ikke tåler kritik. Men det er forkert. Domstolenes holdning skyldes ikke hensynet til dommerne, men hensynet til tiltalte.

Den informerede retsfølelse

Befolkningens holdninger til straf kommer også til udtryk i meningsmålinger. I foråret 2008 havde vi dødstrusler mod en af Muhammed-tegnerne og omfattende uroligheder i København. I en meningsmåling ønskede nu ikke mindre end 86 % øget brug af udvisning ved strafbare forhold, og der er politikere, der straks kræver handling[20] - selv om det er almindeligt kendt, at meningsmålinger rummer mange fejlkilder.[21]

Hvad er retsfølelse? Der er den generelle retsfølelse, dvs. den opfattelse folk generelt har uden at kende noget nærmere til sagen. Og der er den informerede retsfølelse, dvs. den opfattelse folk får, når de kender til en sags konkrete omstændigheder.[22] Der er stor forskel på den generelle og den informerede retsfølelse.

I 2006 gennemførte et analyseinstitut en undersøgelse ved telefonisk at spørge 1000 personer om deres mening om strafniveauet i Danmark. 26 % mente, at niveauet var passende, men 62 % svarede, at straffene var for milde. Og det er navnlig ved voldsforbrydelser, at man synes, at domstolene er for milde. Ifølge en undersøgelse fra 2005 mente 79 %, at vold burde straffes langt hårdere.[23] Og det mente de, selv om der som nævnt er gennemført betydelige skærpelser i retspraksis.

Det viser sig imidlertid, at befolkningens generelle syn på straf i høj grad er løsrevet fra virkeligheden. Folk har forkerte forestillinger om, hvordan domstolene faktisk straffer.

Undersøgelsen har derefter belyst den informerede retsfølelse. Man udarbejdede 7 fiktive straffesager om bl.a. gadevold, uagtsomt manddrab i trafikken og salg af 3 gram kokain. Ifølge praksis ville normalstraffen i alle disse sager typisk resultere i ubetinget fængsel på mellem 40 dage og 6 måneder, hvis gerningsmanden ikke tidligere havde været straffet.

Jeg vil som eksempel tage sagen om uprovokeret gadevold:

En ung mand, Hans, er kl. 2 om natten på vej hjem fra en fest. Han har haft et opgør med sin kæreste, og han gik fra festen sammen ved sin ven. Hans er ked af det med kæresten, og han er også vred. De stopper ved en grillbar for at få noget at spise. På et tidspunkt går vennen uden at sige det til Hans. Der sidder to andre mænd i grillbaren, som Hans ikke kender. De 2 mænd snakker sammen, og Hans får indtryk af, at de griner ad ham. Han spørger dem, om de har set hans ven, og de svarer kort nej og fortsætter med at snakke med hinanden. Hans bliver nu gal og tager fat i den ene af de to mænd, og det ender med, at Hans slår ham med knytnæve på hovedet og kroppen. Manden får et sår i ansigtet, som skal sys med 2 sting.

Et dommerpanel vurderede, at Hans ville få 60 dages ubetinget fængsel, hvis han ikke tidligere havde været straffet.[24]

Socialforskningsinstituttet gennemførte så en undersøgelse ved at sende denne sag til et repræsentativt udsnit af befolkningen på 2800 personer. Sammen med sagen fik folk et spørgeskema, hvor man skulle svare på 2 spørgsmål:

• hvad tror De, at straffen ville blive ved en domstol, og
• hvad synes De selv, at straffen skulle være?

Samtidig fik man en vejledning i de forskellige former for straf, f.eks. bøde, betinget eller ubetinget fængsel og samfundstjeneste.

Der kom svar fra næsten 1400 personer. De fleste undervurderede domstolenes strenghed. Som nævnt ville Hans typisk få 60 dages ubetinget fængsel. Men 75 % mente, at Hans ved en domstol ville få en betinget dom eller en bøde. Kun 8 % ramte rigtigt og mente, at han ved en domstol ville få en ubetinget fængselsstraf. Sagen mod Hans er endda grovere end mange af de andre sager, hvor der idømmes ubetinget fængselsstraf, fordi volden var uprovokeret og gik ud over en helt ukendt person og også krævede lægebehandling. Sådan er det langt fra altid i de sager, der ender med ubetingede fængselsstraffe.

Det samme mønster kunne man se ved de andre fiktive retssager, der indgik i undersøgelsen. Folk tror altså, at domstolene er langt mildere, end de faktisk er.

Det er jo interessant. For det betyder, at de ønsker om strengere straffe, som kommer til udtryk, når man spørger om den generelle retsfølelse, ser ud til at skyldes uvidenhed om, hvilke straffe domstolene faktisk idømmer.

Det andet spørgsmål var, hvad man selv syntes, at straffen burde være. Her svarer 80 %, at de ikke mener, at der skal anvendes ubetinget frihedsstraf. Et flertal vil gerne se en nytte med straffen, f.eks. i form af betinget dom med samfundstjeneste, konfliktråd eller erstatning til offeret. Der er altså en klar tendens til, at folk ønsker at gøre noget, der nytter og er til gavn for alle parter: offeret, gerningsmanden og samfundet. Vi ser altså igen en klar forskel mellem, hvad dommerne ville gøre, og hvad de adspurgte selv ville dømme.

Sagen med Hans var alene ganske kort beskrevet, og resultaterne behøver derfor ikke at være rigtige. Man lavede derfor en videofilm på 25 minutter med den fiktive retssag mod Hans. Der medvirkede en rigtig byretsdommer, to lægdommere, en rigtig anklager og en forsvarer. Rollerne som Hans og som vidne blev spillet af skuespillere. Filmen virkede som en retssag og blev vist for en fokusgruppe på 30 tilfældigt udvalgte personer, der også havde deltaget i den første del af undersøgelsen.

Det viste sig nu, at knap ¼  bedømte sagen strengere, end da de blot kendte sagen fra et kort resume, men næsten ½ ville bedømme sagen mildere.[25]

Der er altså noget, der tyder på, at jo mindre man kender til sagen - f.eks. hvis man blot kender til en sag fra mediernes omtale - des strengere er bedømmelsen. Og omvendt: jo mere kendskab befolkningen har til en sag, des mildere ser de på den.

I undersøgelsen med videofilmen virkede forsøgspersonerne, som om de var lægdommere. Og vi har faktisk en vis viden om, hvordan lægdommere dømmer sammenlignet med de juridiske dommere. I 1988 blev der lavet en interviewundersøgelse af lægdommeres holdninger. Den viste, at lægdommere i langt de fleste sager er enige med de juridiske dommere vedrørende strafudmålingen. Lægdommerne skal repræsentere befolkningens opfattelse, og når de normalt er enige med den juridiske dommer, tyder det på, at domstolenes praksis ikke er ude af trit med befolkningens informerede retsopfattelse. Erfaringen viser i øvrigt, at når lægdommerne er uenige med den juridiske dommer, så trækker de ofte strafudmålingen i formildende retning.[26]

Ved lægdommeres medvirken i rigtige straffesager ser vi en konkret udmøntning af den informerede retsfølelse. Lægdommerne ser de tiltalte og ofrene som mennesker. De ser, at sagen har omstændigheder, som ikke kommer frem i mediernes gengivelser - og heller ikke altid er synlige i nogle politikeres henvisning til retsfølelsen som begrundelse for strengere straffe.

Resultaterne i den undersøgelse, jeg har omtalt, svarer til en undersøgelse fra 1997 i Danmark, der blev iværksat af Rockwool Fonden.  Også her havde man som eksempel en sag om gadevold, hvor man spurgte dels 122 dommere, dels 3000 almindelige mennesker. 2/3 i dommergruppen svarede, at sagen burde ende med en ubetinget fængselsstraf, men kun 21 % af de almindelige mennesker mente, at gerningsmanden skulle have en ubetinget straf.[27]

Man skal dog være forsigtig med at drage for vidtrækkende konklusioner af disse undersøgelser. De vedrører ganske vist en talmæssigt meget stor del af overtrædelser af straffeloven, men undersøgelserne vedrører ikke de alvorlige overtrædelser, hvor det er meget muligt, at befolkningens informerede holdning er strengere.

Men det er tankevækkende, at der er så stor forskel mellem, hvad folk tror, at straffen er for en lovovertrædelse, og hvilken straf der faktisk udmåles. Folk tror, at domstolene er meget mildere, end de er.

Det bør føre til tilbageholdenhed med at tillægge den generelle retsfølelse betydning som argument for lovgivningsmagtens valg af strafniveau. Den tidligere svenske justitsminister Laila Freivalds har endda anført, at man i straffelovgivningen skal undgå at henvise til retsfølelsen, da det alt for let anses for at være ensbetydende med strafskærpelser.[28] Og i Norge har professor Johannes Andenæs anført, at der er følelser i folkedybet som det er lett å mobilisere ved appeller om strengere straffe, og han tilføjer resigneret, at der ikke er mange stemmer at hente ved at tale for mildere straf.[29]

Jeg skal ikke her tage stilling til, om strafskærpelser er rimelige eller ikke, selv om man nogle gange kan have sin tvivl om nytten. Det tilkommer Folketinget at fastsætte strafferammerne og derigennem angive, om der er behov for at ændre praksis. Og jeg vil gerne understrege, at domstolene retter sig efter det. I debatten hører man ofte, at domstolene kører deres eget løb, men det er forkert. Vi følger naturligvis lovgivningsmagtens anvisninger.

Domstolenes formidlingsopgave

Men undersøgelserne viser, at det er tvivlsomt, om politikernes ønske om strafskærpelser kan begrundes med henvisning til den generelle retsfølelse i befolkningen, fordi den ser ud til at bero på misforståelser. Der er derfor et stort behov for at orientere befolkningen om, hvorledes domstolene rent faktisk dømmer i straffesager.

Medierne er afgørende for folks forståelse af domstolenes virksomhed. Men formidlingsopgaven er vanskelig. Vi jurister skriver ofte på en måde, der er vanskelig for almindelige mennesker at forstå - og nogle gange kan vi heller ikke selv forstå det.

Domstolene er i dag centralt placeret i samfundsdebatten, og det skal vi være glade for. Derfor er vi også mere i offentlighedens søgelys, og vi må finde os i kritik. Den kan endda være nyttig. Men tilliden til domstolene svækkes, når domstolene bliver kritiseret på et forkert grundlag. Den svækkes også, hvis der er stor forskel mellem befolkningens retsopfattelse og domstolenes afgørelser. Det er særlig uheldigt, når forskellen ser ud til at bygge på misforståelser.

Domstolene har derfor en opgave med hensyn til formidling af vores afgørelser. Det kan vi gøre ved at skrive vores domme i et forståeligt sprog og ved at udsende pressemeddelelser i sager, der har mediernes interesse. Men dommere er - og bør være - tilbageholdende med at udtale sig om konkrete sager, de selv har afgjort. Det skyldes, at en dommer som udgangspunkt alene udtaler sig gennem sin dom.[30]

Flere lande er imidlertid gået videre. I Sverige og Holland har man i flere år haft et system med pressekontaktdommere.[31] Det er dommere, der udpeges til at have ansvaret for kontakten til pressen. Pressedommere kan udtale sig om konkrete sager, som medierne interesserer sig for. I Norge er der dannet en Dommernes Mediegruppe, som er en kreds af dommere, der har påtaget sig at være tilgængelige for journalister, når der er behov for udtalelse eller forklaring fra en dommer.[32]

Vi overvejer i Danmark en tilsvarende ordning. Pressedommeren skal selvfølgelig ikke udtale sig om, hvorvidt dommen er rigtig eller rimelig, men alene forklare, hvad der er dømt for, og gengive dommens begrundelse og eventuelt også forklare, hvordan dommen forholder sig til retspraksis.

Men den store forskel mellem befolkningens generelle retsopfattelse og virkeligheden ved domstolene har endnu engang vist, at der er behov for oplysning - så at ret og følelse kan nærme sig hinanden.

Jeg vil slutte med at fortælle en lille historie, der viser, hvordan det kan gå, hvis vi ikke informerer om domstolenes arbejde:

To mænd står på gaden og taler sammen. Så kommer en tredje person hen til den ene mand og siger, at han er blevet bidt af hans hund, og at han kræver erstatning. Efter nogen diskussion betaler manden 1000 kr. i erstatning til ofret, som derefter går sin vej. Den anden mand, som har hørt på denne diskussion, spørger nu forundret: Hvorfor betalte du erstatning? Du har da ikke nogen hund? Manden svarede: Nej, jeg har ingen hund, men man kan aldrig vide, hvad der sker, hvis sagen kommer for retten.

[1].      Bl.a. på  29. og 35. Nordiske Juristmøde i hhv. Stockholm (1981) og Oslo (1999).

[2].      Danskernes syn på straf af Flemming Balvig 2006. Undersøgelsen er gennemført i maj til september 2006 af en bredt sammensat arbejdsgruppe, der i 2004 blev nedsat af Advokatrådet. Hele undersøgelsen (391 sider) er på nettet: Se linket i højre side. I det følgende citeret som Balvig. Se også Jesper Ryberg: Retsfølelsen (2006). I det følgende citeret som Ryberg.

[3].      Undersøgelsen findes på linket i højre side. Undersøgelsen er omtalt i Kritisk Juss 2008 s. 6-35: Den allmenne rettsfølelse - veiviser eller villeder i strafferetten? (Advokatforeningens Årstale 2007 ved Anders Ryssdal m.fl.) Se også Magnus Matningsdal i Lov og Rett 2004 s. 323-339: Straffutmåling - politiske direktiver og signaler.

[4].      Ritzaus Bureau 23. juni 2008.

[5].      Se f. eks. Jørgen Goul Andersen: Borgerne og lovene (1998) s. 363-395.

[6].      Balvig s. 11-12 og 320-321. Se også Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer (nr. 1424/2002) s. 109-115.

[7].      Re­geringsgrundlag. Linket findes i højre side

[8].      Dansk Folkeparti. Linket findes i højre side

[9].      Lov nr. 366 af 18. maj 1994 og lov nr. 350 af 23. maj 1997.

[10].     Lov nr. 380 af 6. juni 2002.

[11].     Opgørelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed december 2007.

[12].     Lovforslag L118 fremsat 26. februar 2002, Folketingstidende 2002-2003, 2. samling, tillæg A s. 2928, og Balvig s. 42.

[13].     Artikel på internettet den 21. januar 2008 og i Weekendavisen den 29. februar 2008.

[14].     Se f. eks. Flemming Balvig i: Hvad virker - hvad virker ikke? red. af Britta Klyvsgaard (2006) s. 109-133, Ryberg s. 74-75, Vagn Greve: Straffene (2. udg. 2002) s. 45-47, Knud Waaben: Strafferettens almindelige del. Sanktionslæren (5. udg. 2001) s. 10 og Britta Klyvsgaard: Den kriminelle karriere (1998) s. 172-207.

[15].     Se f.eks. Folketingstidende 2001-2002, 2. samling s. 3280 (Birthe Rønn Hornbech).

[16].     Svensk Juristtidning 2001 s. 105 og 108.

[17].     Anker Brink Lund: Kriminalitet i danske massemedier i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 2003 s. 160-177, Ryberg s. 96-98.

[18].     Se f.eks. Politiken 12. august 2008.

[19].     B.T. 11. august 2008.

[20].     dr.dk/Nyheder. Linket findes i højre side

[21].     Ryberg s. 113.

[22].     Ryberg s. 21-27 og Balvig s. 52.

[23].     Balvig s. 14-15 og s. 320-321.

[24].     Balvig s. 66.

[25].     Balvig s. 132.

[26].     Balvig s. 49 og i Kriminalistisk Årbog 1998 fra Københavns Universitet s. 25ff. Jf. også Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer (nr. 1424/2002) s. 111 med omtale af Preben Wilhjelms undersøgelse: Folkevalgte dommere (1988) og Peter Garde på 35. Nordiske Juristmøde Oslo 1999 s. 1194. Om tilsvarende erfaring i Norge, se Magnus Matningsdal i Lov og Rett 2004 s. 338.

[27].     Jørgen Goul Andersen: Borgerne og lovene (1998) s. 388 og Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer (nr. 1424/2002) s. 112-113.

[28].     Svensk Juristtidning 2001 s. 113.

[29].     Johs. Andenæs: Straff, almenprevensjon og kriminalpolitik (1990) s. 197-198. Jf. også Johs. Andenæs: Alminnelig Strafferett 5. udg. 2004 ved Magnus Matningsdal og Georg Frederik Rieber-Mohn, s. 80-81.

[30].     Jf. Henrik Zahle: Dommerens udtalelse om gældende ret uden for dommen, 37. Nordiske Juristmøde 2005, s. 423-440.

[31].     Danmarks Domstole nr. 37/2007 og 38/2007 og Advokaten nr. 10/2007. Om Sverige se endvidere linket i højre side

[32].   Norges Domstole. Se linket i højre side