03.07.2008

Rustilstande og (u)tilregnelighed

Af: Peter Gottlieb, Poul Dahl Jensen, Mette Brandt-Christensen og Peter Kramp

Straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., åbner mulighed for at pålægge straf trods sindssygdom på gerningstiden, når sindssygdommen er en følge af indtagelse af alkohol eller euforisende stoffer.

1.     Sindssygdom og rustilstand

I mere end 2000 år har psykisk syge, der begår kriminalitet, været omfattet af særlige regler. Blandt de psykiske lidelser er sindssygdommene, psykoserne, særligt indgribende, idet de forvrænger den syges virkelighedsopfattelse - realitetssansen bryder sammen. Når man i Antikkens Rom sagde: En gal er ikke til stede, mente man således, at en sindssyg person ikke kunne bruges som vidne, selv om han havde overværet en forbrydelse. Citatet er fra De tolv tavler, som er de ældste bevarede, nedskrevne love - fra 5. årh. f. Kr. De gale eller sindssyge (furiosi) var, med et juridisk udtryk hentet fra vor aktuelle straffelov, utilregnelige. Hvis sindssyge ikke kan vidne, er det logisk, at de heller ikke kan straffes, hvis de overtræder loven. De har jo ikke været til stede. Sindssyges straffrihed kan desuden begrundes af humanistiske synspunkter, for eksempel [sinds]syg­dommen bærer straffen i sig selv, formuleret af Marcus Aurelius, kejser i Rom 161-180 e. Kr. (Waaben 1997).

Op igennem tiderne har ideen om straffrihed eller strafnedsættelse for sindssyge lovovertrædere bestået, og ifølge Europarådets fængselsregler (1987 og 2006) skal sindssyge som udgangspunkt ikke sidde i fængsel. I overensstemmelse hermed idømmes sindssyge gerningsmænd i Danmark og mange andre lande behandlingsforanstaltninger i stedet for straf.

Blandt de forskellige sindssygdomme (psykoser) er skizofreni og maniodepressiv psykose (bipolar affektiv sindslidelse) nok de bedst kendte. Sindssygdom eller psykose - forstået som overbegreb for samtlige forskellige sindssygdomme - er kendetegnet ved tab af realitetssansen, men derudover vanskeligt at definere præcist. Villars Lunn (1979) har anført, at alene derved, at de psykotiske tilstande indbyrdes er meget forskellige, må overbegrebet psykose nødvendigvis blive vidt og vagt. Desuden indgår i beskrivelsen af de forskellige sindssygdomme såvel ydre iagttagelige fænomener som indre private fænomener, dvs. der er tale om en blanding af objektive og subjektive kriterier. Ralf Hemmingsen (2000) har sammenfattende defineret psykose som en tilstand, hvor patienten har mistet evnen til at teste virkelighedspræget af sine oplevelser, følelser, forestillinger og adfærd.

I praksis vil symptomer som vrangforestillinger, hallucinationer eller tankeforstyrrelser for psykiateren kunne afgøre, at der er tale om en psykotisk tilstand. Der vil blandt psykiatere i langt de fleste tilfælde være enighed om, hvorvidt en given person på et givet tidspunkt er psykotisk - og også om hvorvidt en person på et givet, tidligere tidspunkt har været psykotisk. En sådan tilbageskuende diagnosticering er nødvendig ved mentalobservation, hvor retspsykiateren skal vurdere den sigtedes psykiske tilstand på gerningstidspunktet.

En person kan ved at indtage rusmidler få forringet evnen til at håndtere frustration og aggression, således at risikoen for kriminalitet bliver øget. Denne forøgelse af risikoen indebærer dog ikke, at personen kan anses som sindssyg, og de fleste rustilstande er ikke sindssygelige. Enkelte rustilstande er imidlertid præget af en så udtalt psykisk afvigelse, at de er sindssygelige. Sindssygdom opfattes almindeligvis som uforskyldt, men hvis man med Antikkens terminologi var til stede, da man bragte sig i en tilstand, hvor man ikke længere er det, hvad så med straffriheden?

Rusmidler kan inddeles i alkohol og euforiserende stoffer. Efter indtagelse af et rusmiddel i en vis mængde opstår en rustilstand, dvs. en akut og forbigående virkning på organismen af det pågældende rusmiddel. Som anført er nogle få rustilstande af sindssygelig art, men de fleste er ikke. Efter en vis tids misbrug kan rusmidler give anledning til forskellige andre, kortere eller længere varende, psykiske abnormtilstande og sygdomme, der ikke har rustilstandens hastigt forløbende karakter. I denne artikel vil forskellige rusmidler, rustilstande og rusmiddelrelaterede psykiatriske sygdomsbilleder blive omtalt, og disse tilstandes betydning for strafansvaret vil blive behandlet. Vægten er primært lagt på de akutte, forbigående, sindssygelige rustilstande og deres betydning for strafansvaret.

2.     Generelt om rustilstandes betydning for strafansvaret

Strafansvar forudsætter, at gerningsmanden besidder en vis psy­kisk normalitet. I strafferetten betegner udtrykket utilregnelig­hed normalt de tilstande, hvor denne betingelse for strafansvar ikke er opfyldt. Det, der behandles i denne artikel, er spørgs­målet om, hvordan det efter gældende ret påvirker muligheden for at pålægge strafansvar, hvis gerningsmanden i gerningsøjeblikket befandt sig i en rustilstand. Indebærer tilstedeværelsen af en rustilstand, at gerningsmanden anses for så psykisk afvigende, at strafansvar ikke pålægges?

Det klare udgangspunkt er, at gerningsmænd, der på gerningstids­punktet var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, ifalder sædvanligt strafansvar. Kun i særlige tilfælde er ruspåvirkede ger­ningsmænd straffri.

Området for straffrihed er nærmere reguleret i straffelovens § 16. De dele af bestemmelsen, der er relevante for den her be­handlede problemstilling, er bestemmelsens stk. 1, 1. og 3. pkt., der er såly­dende:

Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sinds­sygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Bestemmelsen stammer fra 1975 (lov nr. 268 af 26. juni 1975), og den bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 667 fra 1972 om de strafferetlige særforanstaltninger.

En gerningsmand, der på gerningstidspunktet er sindssyg (eller i en dermed ligestillet tilstand) og utilreg­nelig som følge af indtagel­sen af rusmidler, er om­fattet af straffelovens § 16, stk.1, 1. pkt., og dermed ligesom andre sindssyge gerningsmænd som ud­gangs­punkt straffri. Der kan så blive tale om at anvende foran­staltnin­ger efter § 68.

Det forhold, at den strafbare handling er begået i en rusmiddelrelateret, sindssygelig tilstand, fører imidlertid ikke i alle tilfælde til straffrihed. I § 16, stk. 1, 3. pkt., er der således udskilt en delmængde af de rusmiddelrelaterede sindssygelige tilstande, og for så vidt angår disse udskilte tilstande, har man forbeholdt sig at kunne anvende almindelig straf på samme måde som ved gerningsmænd i en normal rus. Bestemmelsens 3. pkt. indebærer således en mulighed for at straffe visse personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller ligestillet tilstand, og som derfor ellers ville være straffri efter 1. pkt.

Det er en betingelse for at anvende særreglen, at den sindssyge­lige tilstand er en følge af rusmiddelindtagelse. Hvis en person, der i forvejen lider af en sindssygdom, f.eks. skizofreni, begår kriminalitet i rusmiddelpåvirket tilstand, er den pågældende - forudsat utilregnelighed - straffri efter § 16, stk. 1, 1. pkt., uanset om rusen isoleret set er normal eller sindssygelig. Her er det den uafhængigt af rusen bestående sindssygdom, der betinger straffrihe­den, og selv om rusen måtte være sindssygelig, kan 3. pkt. ikke bringes i anvendelse.

Særreglen, der giver mulighed for at anvende straf, selv om ger­ningsmanden var sindssyg og utilregnelig på gerningstidspunktet, skal ses på baggrund af, at den sindssygelige tilstand i disse til­fælde kan anses for selvforskyldt. Strafansvaret kan siges at være begrundet i den bebrej­delse, der kan rettes mod en person for - mens han eller hun var i en psykisk normaltilstand - at have bragt sig i en sindssygelig tilstand, hvor den pågældende har mi­stet kontrollen over sig selv med kriminalitet til følge. Hertil kommer, at der typisk ikke vil være noget påtrængende behand­lingsbehov - ud over eventuel afvænningsbehandling - der ellers kunne gøre en behandlingsforanstaltning nærliggende.

Den nærmere afgrænsning af de tilstande, der er omfattet af sær­reglen, behandles nedenfor i afsnit 5.

Forinden vil det i afsnit 3 og 4 blive beskrevet, hvordan rusmidlerne, dvs. alkohol og euforiserende stoffer, kan påvirke menneskers psykiske tilstand.

3.     Alkohol

3.1. Rustilstande udløst af alkohol

Den almindelige alkoholrus kendes af de fleste, og den beskrives kun sjældent psykiatrisk. Den patologiske rus har derimod siden sidste halvdel af 1800-tallet vedvarende påkaldt sig psykiatrisk interesse. Ifølge den tyske rets­psykiater Krafft-Ebings beskrivelse fra 1875 er den patologiske alkoholrus karakteriseret ved et misforhold mellem indtagelse af en ringe mængde alkohol og en svær grad af påvirkning. Yderligere er denne påvirkning kvalitativt forskellig fra den almindelige rus og har et psykotisk præg. Efter rusen er der hukommelsestab. En række disponerende faktorer af såvel legemlig som psykisk art kan øge risikoen for, at en patologisk rus opstår. Krafft-Ebing fandt det ud fra en psykiatrisk betragtning urimeligt at tillægge personer, der i en tilstand af abnorm rus havde begået kriminalitet, fuld ansvarlighed. Siden slutningen af 1800-tallet er den patologiske alkoholrus omtalt i de fleste større danske psykiatriske værker (Pontoppidan 1893, Wimmer 1936, Helweg 1949, Strömgren 1969). Diagnosen har været omdiskuteret, men Krafft-Ebings beskrivelse har stort set holdt sig uændret i europæisk retspsykiatri (Bluglass 1990, Gunn og Taylor 1993, Kramp et al. 1996, Lidberg 2000, Høyer 2002).

Forsøg på at reproducere den patologiske rustilstand ved at indgive forsøgspersoner alkohol har givet forskellige, til dels indbyrdes modstridende resultater (Bach-y-Rita 1970, Maletzky 1976). Kun Maletzky, der brugte de højeste doser, så efter indgivelse af alkohol hos nogle af sine forsøgspersoner forbigående sindssygelige tilstande med hallucinationer og vrangforestillinger. Han betvivlede relevansen af den uforholdsmæssigt ringe mængde alkohol som diagnostisk kriterium for den patologiske alkoholrus, men fastholdt, at der for visse af hans forsøgspersoner havde været tale om en tilstand, der var afgørende i modstrid med deres personlighed, når de var ædru. Blandt kritikerne af diagnosens validitet har Adserballe (2000) anført, at tilbageholdenhed med hensyn til at fastslå patologisk rus er velbegrundet, blandt andet fordi der efter hans opfattelse ikke sikkert er forskel på patologisk alkoholrus og blackout, dvs. et efter en normal, om end kraftig alkoholrus indsættende hukommelsestab for det under rusen hændte.

I WHOs diagnoseliste, ICD-10 (1994), som anvendes i Danmark, er den patologiske alkoholrus (F 10.07) karakteriseret som en pludseligt indsættende aggressiv og ofte voldelig adfærd, som er atypisk for den pågældende i ædru tilstand, og som optræder meget hurtigt efter indtagelse af en mængde alkohol, som hos de fleste ikke ville fremkalde tegn på alkoholpåvirkning. Diagnosen var tidligere også med i den amerikanske psykiatriske diagnoseliste DSM, men er udeladt i den seneste udgave fra 1994, DSM IV.

Her i landet anmodede Straffelovrådet som led i arbejdet med betænkningen fra 1972 om de strafferetlige særforanstaltninger Retslægerådet om en beskrivelse af den patologiske rus. Retslægerådet svarede (betænkningens s. 177), at patologisk rus er en akut sindssygdom - i sjældne tilfælde en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom - der kan optræde i tilslutning til alkoholindtagelse. Som andre sindssygdomme er tilstanden karakteriseret ved en personlighedsændring, der er indgribende indtil det totalt personlighedsfremmede. Tilstanden indsætter og ophører pludseligt, og der er efterfølgende hukommelsestab for det under rusen oplevede. Den patologiske rus kan have et exciteret præg eller forme sig som en tågetilstand. Typisk indsætter den efter indtagelse af en ringe mængde alkohol, men alkoholindtagelsen vil ofte fortsætte under den patologiske rus, hvorfor en høj promille ikke udelukker diagnosen. I de diagnostiske overvejelser indgår oplysninger om personlighedsfrem­med adfærd, mængden af indtaget alkohol, arten af erindringstabet, forekomsten af disponerende faktorer som udmattelsestilstande og organiske hjernelidelser samt oplysninger om tidligere, lignende tilstande. Om den patologiske rus varighed udtalte Retslægerådet: Det, at tilstanden er ganske kortvarig, strider ikke mod eksistensen af en sindssygdom. Der jævnførtes med en epileptisk tågetilstand, som er af fra få timers varighed. Retslægerådet tilføjede, at det ikke skulle udtale sig imod, at patologisk rus strafferetligt eventuelt fik en særstilling, for eksempel ved at loven gav retten mulighed for at afvige fra reglen om straffrihed ved sindssygdom på gerningstidspunktet, når der i udviklingen af en forbigående sindssygdom på væsentlig måde var indgået indtagelse af alkohol eller andre afhængighedsskabende stoffer.

I Retslægerådets Årsberetning fra 1992 er s. 56 ff. omtalt en 23-årig mand, der aldrig tidligere havde frembudt noget psykiatrisk behandlingskrævende, og som var vant til hver lørdag at drikke mellem 10 og 15 genstande. En lørdag, hvor han formentlig ikke havde drukket hverken mere eller mindre end andre lørdage, kom han ret pludseligt i en for ham hidtil ukendt tilstand, præget af voldsomme emotionelle udsving og personlighedsfremmed adfærd, hvorunder han var voldelig over for tilkaldt politi. Efterfølgende havde han totalt hukommelsestab. Retslægerådet var enig med den mentalundersøgende overlæge i, at det på grund af de anførte karakteristika havde drejet sig om en patologisk rus, også selv om de for denne tilstand hyppigt tilstedeværende disponerende faktorer i form af fysisk eller psykosocial belastning ikke kunne påvises. Der kunne lægeligt ikke peges på foranstaltninger som egnede til at forebygge en helt ubetydelig risiko for fornyet kriminalitet, men der kunne eventuelt foreslås dom til ambulant psykiatrisk behandling. Sagen endte med tiltalefrafald.

I Retslægerådets Årsberetning fra 1995 nævnes s. 81 ff. to sager med alkoholudløst psykisk abnormtilstand på gerningstiden. I det ene tilfælde fandtes de klassiske kriterier for patologisk rus opfyldte, bl.a. var der belastning i form af læsning til en eksamen, som den pågældende 26-årige mand (A) to gange tidligere var dumpet til. Han udviklede under alkoholindtagelse vrangforestillinger af storhedskarakter og personlighedsfremmed adfærd med hyperaktivitet og aggressivitet, herunder kvælertag på en taxachauffør. Den anden sag vedrørte en 28-årig mand (B), der ligeledes i alkoholpåvirket tilstand fik vrangforestillinger og i påvirket bevidsthedstilstand med forstyrret tidsfornemmelse angreb en ham ukendt person med en slange fra en gasflaske som flammekaster. Begge fik målt en blodalkoholkoncentration et par timer efter den voldelige adfærd, As var 1,5 promille, og Bs var 1,14 promille. Imidlertid var As abnormtilstand udviklet tidligt i forløbet, dvs. efter indtagelse af en kun ringe mængde alkohol, hvorefter han havde drukket videre, mens B havde drukket meget, før hans abnormtilstand opstod. Efterfølgende havde A næsten total glemsel, mens B havde en vis erindring.

Sagerne om A og B dannede baggrund for en redegørelse for Retslægerådets opfattelse af patologisk alkoholrus. De klassiske krav til diagnosen var fremdeles:

• Jeg-fremmed, aggressiv, eventuelt svært personfarlig adfærd
• Forudgående så ringe alkoholindtagelse, at der normalt ikke ville være tegn på alkoholrus
• Få timers varighed
• Efterfølgende totalt hukommelsestab for perioden - eventuelt fragmentarisk, usystematisk erindringsmateriale
• Hyppig forekomst af disponerende faktorer i form af fysisk eller psykosocial belastning

As tilstand på gerningstiden blev af Retslægerådet opfattet som en klassisk patologisk rus, og han blev som anbefalet af rådet efterfølgende dømt til psykiatrisk behandling.

Blandt andet under henvisning til B anførtes, at der findes andre akut opståede og forbigående, sindssygelige alkohol-rustilstande end den klassiske patologiske rus. Denne må således betragtes som en enkel, specifik type blandt andre alkoholfremkaldte sindssygelige rustilstande, som blot (endnu) ikke har fået nogen selvstændig(e) diagnostisk(e) betegnelse(r). Bs sag omtales nærmere i afsnit 5.1.2.

I Årsberetningen fra 2000 afviste Retslægerådet i en sag, at der havde været tale om patologisk rus, selv om der efter indtagelse af alkohol havde været vrangforestillinger, som dog kun var flygtige. Baggrunden for afvisningen var især, at der havde været tale om en meget høj alkoholpromille. I denne sag, der omhandlede en alkoholmisbruger, vurderede rådet, at tilstanden havde været inden for rammerne af den normale alkoholrus - til trods for tilstedeværelsen af et psykotisk symptom.

3.2.   Psykiske følgetilstande efter længerevarende alkoholmisbrug

Alle misbrugere af alkohol har ved pauser i drikkeriet risiko for at udvikle symptomer på alkoholabstinenstilstand. I mildere tilfælde er der blot morgendrikketrang med sveden og rysten, men i mere alvorlige tilfælde kan kredsløb og temperatur påvirkes, og eventuelt kan krampeanfald forekomme. Alkoholabstinens er ikke en psykotisk tilstand.

Delirium tremens (DT) er en livsfarlig psykotisk tilstand, karakteriseret af bl.a. voldsom rysten, eventuelt krampeanfald, bevidsthedsuklarhed og livlige, angstprovokerende synshallucinationer. DT varer ubehandlet tre til fem døgn, og dødeligheden (ubehandlet) er ca. 20 %. Optimal behandling nedsætter dødeligheden til (næsten) nul og afkorter den psykotiske fase, men ophører behandlingen for tidligt, blusser symptomerne op igen. DT udvikles typisk efter 15-20 års svært alkoholmisbrug med et gennemsnitlig dagligt forbrug svarende til en flaske spiritus (20-25 genstande). Et langvarigt, svært alkoholmisbrug, der pludseligt ophører eller brat reduceres, dvs. en - eventuelt relativ - abstinens, er således en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for DT. Tilstanden er ligesom den patologiske alkoholrus forårsaget af alkohol, den er forbigående (varer dog dage og ikke kun timer), og ligesom for den patologiske rus må man antage, at disponerende faktorer er af betydning. DT kan imidlertid ikke opfattes som en rustilstand, da alkoholrus forudsætter tilstedeværelse af alkohol i blodet, hvilket ikke er nødvendigt for opståelsen af DT.

Langvarigt alkoholmisbrug kan give anledning til alkoholhallucinose, der er karakteriseret ved hørelseshallucinationer, ofte i form af udskældende, bebrejdende stemmer. Alkoholforrykthed (paranoia alcoholica) er karakteriseret ved vrangforestillinger, typisk med vrangagtige jalousi-ideer og deraf betingede beskyldninger mod partneren. Begge lidelser er af måneder til års varighed. Afholdenhed er en nødvendig, men ikke altid tilstrækkelig betingelse for helbredelse af de to lidelser.

Alkoholisme indebærer risiko for B1-vitamin-mangel, der er årsagen til Wernickes syndrom, der bl.a. ytrer sig ved bevidsthedsforstyrrelse, koordinationsforstyrrelse (ataksi) og lammelse af øjenmusklerne, og som oftest ud­vikles akut i forbindelse med delirium tremens. Behandlingen består i det væsentlige i hurtig indgivelse af B1-vitamin. Undlades dette, er der stor risiko for udvikling af Korsakoffs psykose, som er en kronisk hjerneskade, der medfører svækkelse af hukommelse og indlæringsevne.

Årelangt alkoholmisbrug vil ofte resultere i gradvis tiltagende svækkelse af åndsevnerne, alkoholisk demens, jo mere udtalt desto større forbruget har været. Er åndsevnerne så sløvede, at realitetssansen bryder sammen, er personen blevet psykotisk.

Sammenhængen mellem alkohol, sindssygdom og kriminalitet kan illustreres af et materiale bestående af samtlige 92 mænd i Sverige, der efter mentalundersøgelse i 1967 blev dømt til psykiatrisk behandling pga. sindssygdom på gerningstiden (Wode-Helgodt 1977). I alt 14 havde på gerningstiden lidt af en alkoholforårsaget psykose, heraf havde 12 haft længerevarende psykoser, mens en havde haft delirium tremens, og kun en, dvs. ca. 1 % af de samtlige 92 sindssyge, havde været i en akut og forbigående, alkoholfremkaldt, psykotisk rustilstand.

4.     Euforiserende stoffer

4.1.   Rustilstande udløst af euforiserende stoffer

Euforiserende stoffer kan inddeles i opioider, benzodiazepiner, cannabis, centralstimulantia og hallucinogener. De euforiserende stoffer påvirker ligesom alkohol hjernens stofskifte. De biologiske virkningsmekanismer er meget forskellige for de forskellige stoffer og i øvrigt kun delvist kortlagte.

4.1.1. Det dominerende misbrugsstof blandt opioiderne er heroin, som findes i forskellige former, men overordnet er virkningen ens. Legale lægemidler som Ke­togan, Metadon og andre indgår ligeledes i gruppen af opioider. Rusvirkningen er eufori i kombination med en let apati. Psy­kotiske eller psykoselignende symptomer forekommer som udgangspunkt ikke.

4.1.2. Benzodiazepiner er legale lægemidler, som ofte misbruges. Mest kendt er nok diazepam, der bl.a. forhandles under navnet Stesolid. Herudover findes en række forskellige præparater, hvoraf nogle overvejende er angstdæmpende, andre mere søvnbefordrende; nogle er korttids-, andre langtidsvirkende. Især korttidsvirkende benzodiazepiner kan have en modsatrettet, stimulerende effekt i form af en tilstand præget af uro, søvnbesvær, anspændthed, formålsløs foretagsomhed og irritabilitet. Et enkelt præparat, flunitrazepam, skulle kunne øge aggressionsniveauet (Dåderman 2000). Indtaget som misbrugsstof minder benzodiazepiner meget om alkohol, og mange alkoholmisbrugere anvender også benzodiazepiner. Udtalt påvirkning af et benzodiazepin fører til bevidsthedspåvirkning stigende til bevidstløshed (ligesom meget svær alkoholpåvirkning).

Sindssygelig rustilstand pga. påvirkning af benzodiazepiner kendes ikke. Imidlertid nævnes i Retslægerådets Årsberetning fra 1957, s. 87 ff., en sag om en 52-årig kvinde, der var sigtet for - under påvirkning af et andet beroligende middel (af barbituratgruppen) - at have slået sin samlever med en skruenøgle i hovedet, mens han sov. Retslægerådet fandt, at hun pga. medicinpåvirkningen havde været i en forbigående psykisk undtagelsestilstand, hvorunder hun ikke har haft herredømme over sine handlinger. Efterfølgende var hun atter kommet i sin normale tilstand, og rådet vurderede, at risikoen for lignende handlinger var ringe. Anklagemyndigheden undlod påtale på bevisets stilling.

4.1.3. Cannabis- eller hashrusen kendetegnes af afslappet eufori og forstærket oplevelse af almindelige sanseindtryk, f.eks. musik. Endvidere ses reduktion af angst og aggressivitet samt svækket hukommelse, koncentration og indlæringsevne. Der kan forekomme sanseforstyrrelser, typisk i form af forvrænget kropsoplevelse og ændret oplevelse af tid og rum, humørsvingninger samt mistydningstendens, som regel uden at disse forstyrrelser har psykotisk karakter. Endelig kan der forekomme de ofte flygtige såkaldte pseudohallucinationer, dvs. sansebedrag, som personen erkender som stofudløste, således at personens virkelighedsopfattelse eller realitetssans er bevaret. Under forløbet af den akutte rus kan optræde angst og panikreaktioner, som i sjældne tilfælde, og især efter indtagelse af store doser, kan udvikle sig til kortvarige psykotiske tilstande med hallucinationer, vrangforestillinger og bevidsthedsforstyrrelser.

I de seneste årtier er hashmisbrug blevet udbredt til vide kredse, og i talrige straffesager har gerningspersonen været påvirket af hash på gerningstiden. Hidtil er dog ikke registreret noget tilfælde af akut og forbigående, sindssygelig hash-rustilstand på gerningstiden.

4.1.4. De centralstimulerende rusmidler, der misbruges i Danmark, er især amfetamin og kokain. Kokain indsnuses eller præpareres til crack, som kan ryges - og dermed give en mere intens, men også mere kortvarig påvirkning. Amfetamin kan indtages som tabletter, indsnuses, ryges eller sprøjtes direkte i en blodåre. De såkaldte party-drugs eller designerdrugs, f.eks. ecstasy, henregnes til de centralstimulerende stoffer. Ketamin (som stort set ikke anvendes i Danmark) og khat, som især anvendes af emigranter fra Østafrika, inkluderes ofte i denne stofgruppe, ketamin med en stærkere, khat med en væsentlig svagere virkning end ecstasy. Enkelte lægemidler, for eksempel appetitsænkende midler mod overvægt, indeholder centralstimulerende stoffer og har et vist misbrugspotentiale.

Rusvirkningen af centralstimulantia er øget energi og selvfølelse, hyperaktivitet, eufori, udvidet opmærksomhedsfelt og nedsat søvnbehov, men der kan også optræde anspændthed, vagtsomhed og mistydningstendens samt vrangforestillinger eller vrangforestillingslignende oplevelser af forfølgelseskarakter. Typisk vil misbrugere (i et retspsykiatrisk klientel) kunne be­skrive en fornemmelse af, at for eksempel politiet holder øje med dem, hvorfor de jævnligt må se sig tilbage over skulderen, skygger kan blive til personer, der lurer bag et træ, og lignende. De fleste vil under rusen imidlertid være klar over, at disse fænomener, som nok kan have et angstprovokerende realitetspræg, er en del af rusvirkningen, og sådanne tilfælde vil almindeligvis ikke blive karakteriseret som psyko­tiske tilstande. Tilsvarende kan der opstå ikke-psykotiske pseudohallucinationer på syns-, hørelses- og følesansen. Ved indtagelse af store doser kan der imidlertid indtræde desorientering, hallucinationer og vrangforestillinger, således at personen bliver psykotisk med sammenbrud af realitetstestningen, og vrangforestillingerne kan eventuelt udløse kriminelle handlinger, f.eks. angreb på sagesløse, der opfattes som forfølgere.

Retslægerådets Årsberetning fra årene 2003-2005 omtaler s. 151 ff. en mand, der misbrugte cannabis, amfetamin og kokain, og som under afsoning af en kort bødeforvandlingsstraf indtog særlig store mængder amfetamin. Umiddelbart i tilslutning hertil blev han psykotisk med vrangforestillinger. Alt var tåget for ham, og han blev angst og troede, at han skulle dø, men kunne redde sit liv ved at slå en anden ihjel. I denne tilstand overfaldt han en medindsat og en fængselsfunktionær. Efter få timer blev han atter sig selv og tog afstand fra de tidligere sindssygelige symptomer. Sagen er nærmere omtalt i afsnit 5.1.3.

I Retslægerådets Årsberetning fra 2006 indgår s. 97 ff. en sag om en mand, der blev mentalundersøgt i anledning af en sigtelse for bl.a. at have skudt ud gennem vinduerne fra en 6. sals lejlighed. Han havde gennem en årrække haft et veks­lende misbrug af kokain, men han havde aldrig tidligere udviklet psykotiske eller psykoselignende symptomer i forbindelse hermed. I timerne før de påsigtede forhold havde han indtaget store mængder kokain, nogle tabletter med ukendt indhold (kinesisk viagra) samt fire sovetab­letter med korterevarende virkning. Han blev herefter synshallucineret, idet han så nogle gøglere komme ind gennem vinduet, hvorefter han skød mod dem. Efter­følgende ledte han, iført skudsikker vest og pistol, efter gøglerne i en nærliggende park. Han blev anholdt i parken og da beskrevet som forvirret, men efter at politiet havde bragt ham tilbage til hans lejlighed, kom han til sig selv. Han fandtes ved mentalundersøgelsen personlighedsmæssigt afvigende, men han var, som i øvrigt habituelt, helt uden sindssygelige symptomer. Erklæringen konkluderede, at der mest sandsynligt var tale om en toksisk psykose, og Retslægerådet fandt ligeledes, at der havde været tale om en som følge af indtagelse af misbrugsstoffer korterevarende sindssygdomstilstand, som svandt efter få timer. Da den tiltalte efterfølgende ikke frembød tegn på nogen behandlingskrævende psykisk lidelse, kunne rådet ikke pege på behandlingsmæssige foranstaltninger. Han blev idømt 4 måneders fængsel, heraf to måneder betinget. Sagen er også nævnt i afsnittene 5.1.3 og 6.

4.1.5. De mest kendte hallucinogene rusmidler er lsd, meskalin og psilocybin. Betegnelsen hallucinogen henviser til, at stofferne ændrer den normale sanseopfattelse. Syns- og andre sanseindtryk bliver mere intense og detaljerede, omgivelserne kan opleves med grotesk forandrede former, og farver bliver klarere. Synsoplevelserne har som oftest karakter af pseudohallucinationer. Tidsfornemmelsen forsvinder, tænkningen præges af livlige associationer med en fornemmelse af ikke at kunne beherske bevidsthedsstrømmen, og følelser veksler tilsvarende hurtigt. Som hovedregel er hukommelse og orientering upåvirkede. Den akutte rusvirkning efterfølges ofte af en afslappet, kosmisk lykkefølelse. Under rusen kan der udvikles en akut panikreaktion (bad trip), som regel af få timers varighed og præget af voldsom angst med rædselsvækkende fantasier samt vage forestillinger om forfølgelse. I nogle tilfælde vil realitetstestningen herunder kunne bryde sammen i en akut og kortvarig psykotisk tilstand. De illusionære oplevelser antager da karakter af egentlige synshallucinationer, ligesom de vage forestillinger om forfølgelse ændres til egentlige vrangforestillinger.

En 19-årig mand blev i 1970 (Ugeskrift for Retsvæsen 1971, s. 560), dvs. før ændringen af straffelovens § 16 i 1975, under påvirkning af cannabis og lsd hallucineret, angst og urolig, og i denne tilstand dræbte han en ham ubekendt kvinde på åben gade med knivstik i ryggen. Han havde efterfølgende hukommelsestab for det passerede. Retslægerådet fandt, at den unge mand på gerningstiden havde været sindssyg pga. forgiftning med euforiserende stoffer. Fremtidige, ligeartede handlinger var ikke usandsynlige, og både hensynet til retssikkerheden og til den 19-årige selv talte for længerevarende afvænningsbehandling. Landsretten dømte ham til anbringelse i hospital for sindslidende. Sagen gav anledning til debat og er nævnt i Straffelovrådets betænkning fra 1972 (s. 47 og 49).

I Retslægerådets Årsberetning fra 2000 omtales s. 63 ff. en 17-årig mand, der efter at have indtaget psilocybinholdige svampe var blevet mærkelig og syntes, at lydene var skærpede og omgivelserne forandrede. Han forsøgte at ringe til alarmcentralen for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Herefter ville nogle bekendte køre ham hjem til hans forældre. På vejen sprang han ud af bilen og brød ind hos en ham ukendt kvinde, som han fik til at kontakte alarmcentralen, hvorefter han dræbte kvinden med flere knivstik. Ved politiets ankomst lå han nøgen i en seng indsmurt i blod og svarede forvirret på spørgsmål, og han kom først i løbet af et døgns tid tilbage til sin sædvanlige ikke-psykotiske tilstand, men var vedvarende uden hukommelse for det under rusen passerede. Urinanalyser viste indhold af psilocybin og cannabis. Retslægerådet mente, at tilstanden på gerningstiden havde været ligestillet med sindssygdom. Sagen er nærmere omtalt i afsnit 5.1.3.

4.1.6. Ligesom alkoholindtagelse som oftest blot fører til mindre eller større grad af ruspåvirkning og kun sjældent til en sindssygelig rustilstand, vil indtagelse af euforiserende stoffer langt fra altid medføre en sindssygelig tilstand. Indtagelse af cannabis, men især indtagelse af centralstimulantia eller hallucinogener kan imidlertid i nogle tilfælde udløse en akut, forbigående sindssygelig rustilstand. For disse stoffer opereres ikke - som ved alkohol - med en patologisk rustilstand udløst af en så lille dosis, at der normalt ikke ville udløses nogen særlig ruspåvirkning, og diagnosen patologisk rus på grundlag af indtagelse af euforiserende stoffer findes da heller ikke i de internationale diagnoseklassifikationer. I Retslægerådets Årsberetninger er i et par tilfælde (2000, s. 63 og 2003-2005, s. 151) diskuteret, om patologisk rus var den rette diagnose til psykotiske tilstande, udløst af hhv. svampe og amfetamin. Hverken Retslægerådet eller andre har imidlertid anført nogen sikker definition af patologisk rus udløst af euforiserende stoffer. Det forekommer således, at diagnosen patologisk rus ikke kan overføres fra alkohol til euforiserende stoffer, men som udgangspunkt kun kan anvendes, når rusmidlet er alkohol. En akut opstået, forbigående sindssygelig tilstand udløst af euforiserende stoffer - som i de ovenfor refererede sager - kan herefter benævnes en toksisk psykose.

For alle tre typer af euforiserende stoffer, cannabis, centralstimulantia og hallucinogener, synes der at være tale om en dosisrespons-virkning, dvs. øget indtagelse giver øget risiko for at udvikle en sindssygelig rus­tilstand, en toksisk psykose. Andre faktorer - som træthed eller anden svækkelse - vil formentlig også kunne disponere. Der er for de forskellige rusmidler forskellige forløb af rustilstandene. Kokain omsættes eksempelvis hurtigt, og en eventuel toksisk psykose vil derfor kunne udløses ganske kort efter stofindtagelsen. Da det tager en vis tid for hjernecellerne efter ruspåvirkningen at genoprette deres normale funktion, vil en sådan toksisk psykose kunne vedvare, også efter at kokainet ikke længere kan måles i organismen.

4.2.   Psykiske følgetilstande efter længerevarende misbrug af euforiserende stoffer

Brat ophør eller reduktion af et misbrug af euforiserende stoffer kan give anledning til abstinenstilstande.

Abstinensfasen efter opioider er på 8-14 dage og præget af ængstelse, uro og anspændthed samt en række fysiske symptomer, men der optræder ikke psykotiske symptomer.

Afbrydes et benzodiazepinmisbrug, kan der - som ved afbrydelse af alkoholmisbrug - udvikles en abstinenstilstand med sveden og rysten mv. Tilstanden kan udvikle sig til en abstinens-psykose, som på en del punkter ligner det tidligere omtalte delirium tremens, idet der ud over hallucinationer og vrangforestillinger kan være rysten, kredsløbspåvirkning og bevidsthedsuklarhed. Behandling af abstinenspsykoser er livsvigtig og kræver hospitalsindlæggelse.

Der optræder ikke fysiske abstinenssymptomer efter ophør med indtagelse af cannabis, centralstimulerende stoffer og hallucinogener. Der er imidlertid en psykisk abstinensfase efter misbrug af centralstimulerende stoffer, der som regel varer nogle dage og som karakteriseres af bl.a. depression, anspændthed og irritabilitet, men uden at disse symptomer har psykotisk sværhedsgrad. Såkaldte flash-backs er spontant forekommende sanseforstyrrelser, ofte synsindtryk, der ses i op til flere år efter ophør af misbrug af et hallucinogen. Flash-backs har ikke psykotisk karakter.

Ud over de akutte sindssygelige rustilstande (de toksiske psykoser) er der efter længerevarende misbrug af cannabis, centralstimulantia samt hallucinogener risiko for udvikling af lidt længere varende, men dog potentielt helbredelige såkaldte stofpsykoser. Efter ICD-10 defineres stofpsykose (F1x.5) som en psykotisk tilstand, der er opstået under rusen eller inden for 2 uger efter ophør af rusmiddelindtagelsen, og som vedvarer i mere end 48 timer, men mindre end 6 måneder. De to sygdomstilstande, den timer til dage varende toksiske psykose og den dage til uger, eventuelt måneder varende stofpsykose, kan ikke altid sikkert adskilles. Vurderingen vanskeliggøres bl.a. af, at den mentalobserverende psykiater først ser den tiltalte efter gerningstiden og skal stille dia­gnosen tilbageskuende, dvs. på et tidspunkt, hvor en eventuel tidligere tilstedeværende toksisk psykose vil være klinget af, og hvor det kan være usikkert, hvor meget, hvilket eller hvilken blanding af euforiserende stoffer der har været tale om. Det må antages, at ophør af misbruget er en nødvendig, men ikke altid tilstrækkelig forudsætning for helbredelse af en stofpsykose.

Ganske mange af de personer, der en eller flere gange udvikler toksisk psykose eller stofpsykose, viser sig på lidt længere sigt at lide af skizofreni eller en anden længerevarende sindssygdom. Der har tidligere været tilbageholdenhed med at anerkende misbrug af euforiserende stoffer som (med)årsag til længerevarende sindssygdom, idet misbruget snarest har været opfattet som en komplikation til skizofrenien (Rosenberg 2000, Gelder et al. 2000). Allerede japanske undersøgelser fra 1950erne viste dog en overrisiko for udvikling af skizofrenilignende psykoser blandt krigstidens mange amfetaminmisbrugere (Lemere 1966). Nyere undersøgelser dokumenterer, at misbrug af cannabis, og måske også af centralstimulantia og hallucinogener, indebærer øget risiko for udvikling af kroniske psykoser (Curran et al. 2004, Ahrendt 2005, Moore et al. 2007).

5.     Nærmere om anvendelsesområdet for straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt.

5.1.   Afgrænsning af de omfattede tilstande

5.1.1. Som anført ovenfor i afsnit 2 er der med bestemmel­sen i straffelovens § 16, stk. 1, 3 pkt., åbnet mulighed for, at per­soner, der på gerningstiden befandt sig i en sindssygelig tilstand som følge af indtagelse af rusmidler, kan pålægges almindelig straf.

Som det er fremgået af afsnit 3 og 4, forekommer der i klinisk praksis en række forskellige rusmiddelrelaterede sindssygelige tilstande. Selv om de fleste af tilstandene kan siges at være selvforskyldte, er det langt fra dem alle, der er omfattet af særreglen. Der må derfor foretages en nærmere afgrænsning af de tilstande, der er omfattet.

Ved tilblivelsen af særreglen fokuserede man, for så vidt angår alkoholindta­gelse, på de patologiske rus­til­stande (Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, s. 44-46, 143, 168 og 177). De tilstande, der er omfattet af sær­reglen i § 16, stk. 1, 3. pkt., betegnes i overensstemmelse hermed ofte som pa­tologiske rustilstande. Denne afgrænsning er imidler­tid ikke dæk­kende, hvis der ved patologisk rus alene forstås en sindssy­gelig rustilstand frem­kaldt af en forholdsvis ringe mængde alko­hol (patologisk rus i klassisk forstand).

Der findes som beskrevet således andre typer sindssygelige rustilstande end den klassiske patologiske alkoholrus, og anvendelsesområdet af § 16, stk. 1, 3. pkt., er ikke knyttet til be­stemte psyki­atriske diagnoser, heller ikke for så vidt angår alko­holudløste til­stande. Efter ordly­den af og formålet med bestem­melsen omfatter den enhver for­bigående sindssygelig til­stand, der er en følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmid­ler. Det er uden betydning, om tilstanden kli­nisk psykia­trisk beteg­nes som en patologisk rus eller som en an­den form for forbigående sinds­sygelig rustilstand. Det er ligeledes uden betydning, om det er en lille eller en stor mængde alko­hol/euforiserende stof, der har ud­løst tilstanden. Det afgørende er alene, om der er tale om en for­bi­gående sindssy­gelig tilstand, der skyldes indtagelse af rusmid­ler.

I overensstemmelse hermed er det i praksis lagt til grund, at sær­reglen ikke er begrænset til den patologiske rus, således som denne forstås klinisk psykiatrisk, men at reglen også omfatter andre alkohol- og stofudløste forbigående sindssyge­lige tilstande. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at bruge patologisk rus som samlebegreb for de tilstande, der er omfattet af straffe­lovens § 16, stk. 1, 3. pkt. Det vil være mere dækkende som sam­lebetegnelse for de tilstande, der er omfattet, at anvende det lidt bredere udtryk sindssyge­lige rustilstande, hvor der i udtrykket rustilstand ligger, at tilstanden er rusmiddeludløst, akut opstået og forbigå­ende.

5.1.2. Til belysning af afgrænsningen af de alkoholudlø­ste sinds­sygelige tilstande, der er omfattet af særreglen, kan bl.a. henvises til Retslægerådets årsberetning 1995, s. 81 ff., omtalt ovenfor i afsnit 3.1. Sa­gen angik en 28-årig mand (B), der var sigtet for far­lig vold ved at have angrebet en person med en slange fra en gasflaske som flammekaster og ved at have slået to betjente med en trælægte, da de ville an­holde ham. To timer efter hændelsen havde han en alkoholpro­mille på 1,14. Retslægerådet udtalte bl.a.:

Forud for det påsigtede havde han ikke sovet gennem en længere periode og kombinationen af søvnmangel, alkoholindtagelse og de påsigtede handlingers ejendommelighed og personligheds­fremmede karakter kunne støtte antagelsen af, at en af alkohol fremkaldt abnorm rustilstand har foreligget. Imidlertid skal Retslægerådet bemærke, at den typiske patologiske rustilstand oftest beskrives efter indtagelse af en mindre dosis alkohol, lige­som denne tilstand efterlader fuldstændigt eller en betydelig grad af hukommelsestab (amnesi). Retslægerådet finder derfor ikke, at kriterierne for patologisk rustilstand foreligger opfyldt for Bs vedkommende. Uanset dette finder Retslægerådet, efter beskrivel­sen af Bs psykiske tilstand på tiden for det påsigtede, at han da befandt sig i en af alkohol udløst abnorm bevidsthedstilstand, led­saget af vrangforestillinger og med påvirkninger på handlelivet. Han var således på tiden for det påsigtede sindssyg eller i en til­stand, der kan sidestilles hermed.

Retslægerådet anså ham for omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og anbefalede - såfremt han fandtes skyldig - en behandlings­dom. Sagen blev afgjort med et tiltalefrafald.

Som det fremgår, betegnede Retslægerådet tilstanden som en sindssygdom eller hermed ligestillet tilstand udløst af alkohol­indtagelse, men ikke som en patologisk rustilstand. I en kom­mentar til sagen anføres i årsberetningen, at Rådet finder det na­turligt også at henføre en sådan forbigående alkoholudløst sinds­sygelig tilstand til straffelovens § 16, stk. 1, 2. pkt. (nu 3. pkt.). Rådet tilføjede, at denne rubricering ikke medfører, at flere alko­holpåvirkede gerningsmænd vil blive henført til straffelovens § 16. Der er alene tale om at reservere begrebet patologisk rus til de tilfælde, der opfylder kravene til denne diagnose, samtidig med at mere atypi­ske tilfælde af forbigående alkoholudløste psykoser, hvis retspsy­kiatriske placering inden for § 16 hidtil havde voldt van­skelighe­der, fremover - ligesom patologiske rustilstande - henfø­res under § 16, stk. 1, 3. pkt.

Spørgsmålet om afgrænsningen af § 16, stk. 1, 3. pkt., var også fremme i dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, s. 199. En mand havde kørt bil i spirituspåvirket tilstand (mellem 0,80 og 1,2 promille) og var herunder kørt over i venstre kørebanehalvdel og stødt frontalt ind i en modkørende bil, hvorved to personer blev dræbt. Han blev bl.a. tiltalt for uagtsomt manddrab. Det fremgik, at han havde sukkersyge, og at han på tidspunktet for sammenstø­det havde befundet sig i en tågetilstand udløst af lavt blodsukker (hypoglykæmi - insulinchok).

Sagens hovedspørgsmål var, om denne tilstand var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt. Retslægerådet udtalte bl.a., at en tilstand af hypoglykæmisk tågetilstand må ligestilles med sindssygdom, og sigtede var således med overvejende sandsyn­lighed omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, på tidspunktet for trafikulykken. Retslægerådet bemærkede herefter, at der ikke ud fra det foreliggende er grundlag for at antage, at han befandt sig i en af alkohol fremkaldt abnorm rustil­stand. Om sammen­hængen mellem tiltaltes alkoholindtagelse og hypoglykæmien fandt Retslægerådet det overvejende sandsynligt, at den ret store indtagelse af alkohol aftenen før uheldet i væsentlig grad har bidraget til udviklingen af den svære hypoglykæmi, der har med­ført bevidsthedspåvirkning. Det er ikke muligt præcist at angive graden af sandsynlighed for, at hypoglykæmien var en følge af indtagelse af alkohol Alkoholindtagelsen har ikke direkte med­ført hypoglykæmi, men har reduceret depotet i leveren, der er nødvendigt for modregulation, når blodsukkeret falder, f.eks. fordi vedkommende ikke indtog sin morgenmad.

Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at den sinds­sygelige tilstand, tiltalte befandt sig i, var en sådan følge af hans alkohol­indtagelse, at tilstanden var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt. Tiltalte blev herefter frifundet for straf efter § 16, stk. 1, 1. pkt., for så vidt angår tiltalen vedrørende uagtsomt manddrab. Der blev ikke fastsat nogen foranstaltning efter § 68. Højesteret be­mærkede, at der, som tiltalen var rejst, ikke kunne tages stilling til, om der kunne pålægges strafansvar efter færdselslovens § 54 (tilfælde, hvor føreren på grund af sygdom, svækkelse mv. er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde, jf. nu færdselslovens § 54, stk. 2). Et min­dretal på en dommer fandt det efter Retslægerådets udta­lelse til­strækkeligt godtgjort, at den sindssygelige tilstand var en følge af indtagelse af alkohol, og stemte for at pålægge straf efter § 16, stk. 1, 3. pkt., for uagtsomt manddrab - ligesom det var sket i by­retten og i landsretten.

Efter Retslægerådets erklæring havde den sindssygelige tilstand ikke karakter af en patologisk rus. Højesterets flertals afvisning af at hen­føre tilstanden under særreglen i § 16, stk. 1, 3. pkt., er imidlertid ikke begrundet heri. Det må således antages, at også flertallet har lagt til grund, at anvendelsesområdet for særreglen ikke er begrænset til patologiske rustilstande, og at bestemmel­sen også omfatter andre former for forbigående sindssygelige til­stande fremkaldt af rusmidler. Når den sindssygelige tilstand efter fler­tallets opfattelse alligevel faldt uden for særreglen, skyldtes det, at det var overvejende sandsynligt, at alkoholindtagelsen i væsent­lig grad har bidraget til udviklingen af den svære hypogly­kæmi, men at den ikke direkte har medført denne tilstand, og at andre faktorer kan have bidraget til anfaldet. Der var således tale om en atypisk, mere indirekte følge af alkoholindtagelse. Sagen er omtalt i Retslægerådets årsberetning 2003-2005, s. 105 ff.

5.1.3. For så vidt angår sindssygelige tilstande udløst af indtagelse af euforiserende stoffer, kan fra retspraksis nævnes den dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 2465. Retslægerådets behandling af sagen er refereret i afsnit 4.1.5. En ung mand var blevet fundet skyldig i at have dræbt en ham ube­kendt kvinde med knivstik. Han begik drabet efter at have indta­get psi­locybinholdige svampe. Retslægerådet udtalte, at de symptomer, han frembød, enkeltvis kan ses som en følge af på­virkning af rusmidler, især hallucinogener, men ved en samlet klinisk afvej­ning af sværhedsgraden og kombinationen af symp­tomerne vil Retslægerådet finde det sandsynligt, at tiltalte på tids­punktet for det påsigtede forhold befandt sig i en psykisk ab­normtilstand, der må ligestilles med sindssygdom, og at han såle­des er omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Nævningerne sva­rede ja til et spørgs­mål om, hvorvidt tiltalte ved drabet som følge af indtagelse af rusmidler var utilregnelig på grund af forbigående sindssygdom eller dermed ligestillet tilstand, og også ja til et spørgsmål om, hvorvidt tiltalte dog skulle pålægges straf, fordi særlige om­stændigheder talte derfor, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt. Til­talte blev heref­ter i landsretten idømt fængsel i 6 år. Højesteret nedsatte straffen til fængsel i 5 år, bl.a. under henvisning til, at tiltalte ikke havde tidligere erfaringer med aggressiv adfærd efter indtagelse af rus­midler.

Dommen er et eksempel på, at straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., er anvendt i et tilfælde, hvor der ikke var tale om en pato­logisk rus i klassisk forstand, men formentlig om en akut toksisk psy­kose.

I Retslægerådets årsberetning 2003-2005 er s. 151 ff. - og refereret i afsnit 4.1.4 - omtalt en sag om en 32-årig mand, der under afsoning af en bødefor­vand­lingsstraf indtog store mængder amfetamin og udviklede en kort­varig psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger, hvorunder han overfaldt en medindsat og en fængsels­funktionær. Rets­lægerådet udtalte, at gerningsmanden havde be­fundet sig i en tilstand af akut, organisk udløst sindssyg­dom. Retslægerådet anbefalede dom til psykiatrisk behand­ling, hvilket også blev sagens udfald. Retslægerådets udtalelse må forstås således, at der formentlig forelå en akut toksisk psykose, og der havde derfor ikke været noget til hinder for - lige­­som det skete i sagen om drabet begået i en svamperus - at henføre psykosen under § 16, stk. 1, 3. pkt. Om der skulle pålægges straf, ville så afhænge af, om sær­lige omstændigheder talte for det. Se også Retslægerådets årsbe­retning 2006, s. 97 ff. om en kokainpå­virket gerningsmand, der blev henført under § 16, stk. 1, 3. pkt., og idømt straf af fængsel i 4 måneder, heraf 2 måneder betinget. Denne sag har ligeledes været omtalt i afsnit 4.1.4, og nævnes også i afsnit 6.

5.1.4. Særreglen omfatter kun rusmiddeludløste sindssygelige tilstande, hvis de er forbigående. Er der tale om længerevarende, eventuelt kroniske, sindssygelige tilstande, kan bestemmelsen ikke anven­des, selv om tilstanden helt eller delvis måtte kunne tilskrives misbrug af rusmidler. Sådanne tilstande er alene omfat­tet af § 16, stk. 1, 1. pkt.

Begrænsningen til forbigående sindssygelige tilstande skal ses på baggrund af, at særreglen efter forarbejderne tager sigte på forbrydelser begået under indflydelse af alkohol eller andre afhæn­gighedsskabende stoffer. Såfremt vedvarende misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer har medført en sindssygdom, uden at der på gerningstiden har foreligget påvirkning af alkohol eller narkotika, falder forholdet uden for særreglen (Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972, s. 49). Kriteriet forbigående inde­bærer således, at der skal kunne påvises en direkte tids- og år­sagsmæssig sammenhæng mellem indtagelsen af rusmidler og den sindssygelige tilstand, som kriminaliteten er begået i. Er en forbrydelse begået i en sindssygelig tilstand længere tid efter op­hør af rusmiddelindtagelsen, kan forbrydelsen ikke anses for be­gået under indflydelse eller påvirkning af rusmidler, og forholdet falder dermed uden for det, særreglen efter forarbejderne tager sigte på.

Kerneområdet for de forbigående tilstande er de kortvarige til­stande (nogle timer op til et døgns varighed). Som det frem­går af afsnit 3 og 4, fore­kommer der i klinisk praksis nogle rusmidde­ludløste sindssyge­lige til­stande, der ikke er kroniske, men som på den anden side heller ikke er helt kortvarige, idet de ikke er klin­get af i løbet af nogle timer. Der må derfor foretages en nær­mere afgrænsning af forbigående tilstande over for til­stande, der har en varighed, der rækker ud over det forbigående, og som der­for falder uden for særreglen i § 16, stk. 1, 3. pkt.

I Højesterets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2008, s. 683, er der taget stil­ling til dette afgrænsningsspørgsmål. Sagen drejede sig om en 35-årig mand, der med pistolskud havde dræbt en anden mand. Ved samme lejlighed havde han forsøgt at dræbe yderligere en mand. Gerningsmanden havde haft et langvarigt misbrug af rusmidler, først hash, siden alkohol og de sidste to år amfetamin. Efter mentalerklæringen var det sandsynligt, at han i forbindelse med dette amfetaminmisbrug fra januar 2006 gradvist havde udviklet vrangfore­stillinger om, at hustruen var ham utro. På gerningstidspunktet i slutningen af april 2006 var han påvirket af euforiserende stoffer. Da han blev varetægtsfængslet og ikke længere tog stoffer, aftog de psykotiske symptomer gradvist i løbet af de følgende måneder og var helt væk på domstidspunktet. Retslægerådet udtalte, at han utvivlsomt var sindssyg på gerningstidspunktet, idet han havde lidt af en sindssygdom præget af vrangforestillinger, formentlig fremkaldt af centralstimulerende midler. Retslægerådet anbefa­lede dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling.

Ved Østre Landsrets nævningedom blev hans tilstand henført un­der straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., og han blev idømt fængsel i 16 år. Han ankede til Højesteret og gjorde bl.a. gældende, at hans sindssygelige tilstand ikke var forbigående, og at han derfor ikke var omfattet af særreglen i § 16, stk. 1, 3. pkt.

Højesteret anførte herom følgende:

Det følger af forarbejderne til 3. pkt., at undtagelsesbestemmel­sen alene finder anvendelse i tilfælde, hvor indtagelsen af et rus­middel udløser en akut opstående og hastigt forløbende sindssyg­dom. Undtagelsesbestemmelsen omfatter således ikke tilfælde, hvor det ikke er en konkret indtagelse af rusmidler, men længere tids misbrug, der har fremkaldt sindssygdommen.

Da retsformandens retsbelæring i landsretten vedrørende fortolk­ningen af forbigående fandtes ufyldestgørende, ophævede Hø­jesteret landsrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling ved landsretten af spørgsmålet om anvendelse af straffelovens § 16, stk. 1, 1. og 3. pkt.

Ved sagens fornyede behandling i landsretten blev tiltalte frifundet for straf efter straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., og i medfør af samme lovs § 68 og § 68a dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling unde fastsættelse af længstetid (Østre Landsrets dom afsagt den 27. maj 2008).

Efter Højesterets dom er det således en betingelse for at anse en rusmiddeludløst sindssygelig tilstand for omfattet af særreglen i § 16, stk. 1, 3. pkt., at den er akut opstående og hastigt forlø­bende. Heri ligger to begrænsninger. I akut opstående ligger, at den sindssygelige tilstand skal være fremkaldt af en konkret indtagelse af rusmidler og ikke af længere tids misbrug. Denne begrænsning er udtrykkeligt nævnt i præmisserne. Den anden begrænsning ligger i udtrykket hastigt forløbende. Heri ligger, at en sindssygelig tilstand, der er opstået akut som følge af en konkret rusmiddelindtagelse, alligevel ikke er omfattet af særreg­len, hvis den sindssygelige tilstand ikke er hastigt forløbende. Hvad der nærmere skal forstås ved hastigt forløbende, fremgår ikke. På baggrund af angivelserne i Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 vil en sindssygelig tilstand næppe kunne anses for hastigt forløbende, hvis den varer ved i mere end et par dage, efter at den rusmiddel­indtagelse, der har udløst tilstanden, er ophørt.

Som højesteretssagen illustrerer, indebærer det forhold, at gerningsmanden var sindssyg på gerningstidspunktet og samtidig påvirket af euforiserende stoffer, ikke i sig selv, at tilstanden er omfattet af særreglen. Det er en betingelse, at der er tale om en forbigående sindssygelig tilstand, og at denne tilstand er en følge af indtagelsen af de stoffer, som gerningsmanden var påvirket af på gerningstidspunktet. Er kriminaliteten begået i en sindssygelig tilstand, som enten slet ikke er rusmiddelrelateret, eller som er en følge af et langvarigt misbrug og ikke den konkrete stofindtagelse, falder forholdet uden for særreglen og er alene omfattet af hovedreglen i § 16, stk. 1, 1. pkt. Hvis det derimod må lægges til grund, at kriminaliteten er begået under en kortvarig (hastigt forløbende) sindssygelig tilstand, der skyldes en konkret rusmiddelindtagelse, er tilstanden omfattet af særreglen i § 16, stk. 1, 3. pkt., og det bringer ikke forholdet uden for særreglen, hvis gerningsmanden gentagne gange måtte have bragt sig i en sådan forbigående sindssygelig tilstand ved indtagelse af rusmidler. Det er netop i sådanne tilfælde, at den bebrejdelse, der begrunder strafansvaret, gør sig gældende, jf. nedenfor om særlige omstændigheder.

Med Højesterets seneste dom er der kommet en afklaring af, hvordan grænsen skal drages mellem på den ene side rusmiddel­relaterede sindssygelige tilstande, der alene er omfattet af § 16, stk. 1, 1. pkt., og på den anden side tilstande, der tillige er omfat­tet af § 16, stk. 1, 3. pkt. Med udgangspunkt i denne dom og i lyset af retspraksis i øvrigt kan grænsedragningen eksemplificeres på følgende måde:

Som eksempler på tilstande, der er omfattet af særreglen, kan nævnes patologisk alkoholrus, andre forbigående alkoholudløste sindssygelige tilstande og akut toksisk psykose udløst af ind­ta­gelse af euforiserende stoffer.

Som eksempler på tilstande, der falder uden for særreglen - og som dermed alene er omfattet af hovedreglen i § 16, stk. 1, 1. pkt. - kan nævnes stofpsykoser, der varer ved i flere uger eller måne­der efter, at den udløsende stofindtagelse er ophørt. Af alkoholre­laterede tilstande kan nævnes alkoholhallucinose, alkoholforrykt­hed, Korsakoffs psykose og alkoholisk demens af psykotisk sværhedsgrad. Også delirium tremens falder uden for særreglen, selv om der for så vidt er tale om en akut opstået og forbigående alkoholrelateret sindssygdom. Dette skyldes, at delirium tremens er en følge af et mangeårigt alkoholmisbrug, og at tilstanden ikke udløses af en konkret alkoholindtagelse, men tværtimod af et helt eller delvist ophør med at indtage alkohol. Den bebrejdelse, som særreglen bygger på, retter sig mod indta­gelsen af rusmidler og ikke mod et ophør med indtagelsen. På tilsvarende måde er abstinenspsykose efter misbrug af for eksempel benzodiazepiner heller ikke omfattet af særreg­len. Ende­lig kan nævnes insulinchok, der falder uden for særreg­len, også selv om alkoholindtagelse måtte have været en medvir­kende år­sag.

5.2.  Særlige omstændigheder

Gerningsmænd, der på gerningstidspunk­tet befandt sig i en sinds­sygelig rustilstand, kan kun straffes, hvis særlige omstændigheder taler for det. I lovbemærkningerne til bestemmelsen (Folketings­tidende 1974-75 (2. samling), tillæg A, sp. 1617) er det anført, at reglen tænkes især anvendt i tilfælde, hvor tiltalte tidligere har været i en lig­nende tilstand, og hvor det derfor kan bebrejdes ham, at han på ny har indladt sig på spiritusnydelse el­ler indta­gelse af andre rus­midler.

Det afgørende for, om straf bør anvendes, er således ikke kun, at tilstanden er selvforskyldt i den forstand, at den pågældende selv har indtaget rusmidlerne. Det kræves herudover, at der er noget at bebrejde den pågældende i relation til den psykiske abnormtil­stand, som rusmiddelindtagelsen forårsager. Et grundlag for en sådan bebrejdelse vil typisk foreligge, hvis den pågældende tidli­gere har haft uheldige erfaringer med rusmidlers virkning på hans psyke og adfærd.

Ved alkohol, hvor en sindssygelig tilstand må anses for en upå­regnelig følge af indtagelsen, vil strafansvar for kriminalitet be­gået under den sindssygelige tilstand som den klare hovedregel for­udsætte, at den pågældende tidligere har oplevet en abnorm virk­ning af alkoholindtagelse.

Ved indtagelse af visse former for euforiserende stoffer er en ab­norm reaktion ikke upåregnelig, og selv om den pågældende ikke tidligere på egen krop har oplevet en sådan virkning, vil det i misbrugsmiljøet være almindeligt kendt, hvilke virkninger stof­ferne kan have. Det vil også være kendt, at indtagelse af store mængder eller af flere stoffer i kombination kan øge risikoen for, at der udløses en sindssygelig rustilstand. Bl.a. derfor er det ikke udelukket, at der ved stof­udløste tilstande kan foreligge særlige omstændigheder, der kan begrunde anvendelse af straf efter § 16, stk. 1, 3. pkt., også selv om det ikke kan påvises, at den pågæl­dende selv har oplevet en abnorm virkning ved tidligere stofind­tagelser. Som et eksempel fra retspraksis kan næv­nes den i afsnit 5.1.3 omtalte højesteretsdom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 2465. Her blev tiltalte idømt straf efter 3. pkt., selv om han tidligere havde indtaget svampe uden at ud­vikle psykoselignende sympto­mer. Se også sag omtalt i Retslægerådets årsberetning for 2006, s. 97 ff. Om anvendelse af særreglen i sager om kørsel i spiritus- eller nar­kotikapåvirket tilstand kan henvises til Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1059, og 2007, s. 2956.

6.     Den psykiatriske vurdering

Et af de vigtigste formål med en mentalundersøgelse er at tilvejebringe et psykiatrisk grundlag for, at retten kan tage stilling til, om gerningsmanden på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom eller ligestillet tilstand, og i den forbindelse om han eller hun eventuelt er omfattet af særreglen i straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt. Mentalerklæringerne og Retslægerådets udtalelser bør derfor beskrive et eventuelt tidligere og aktuelt misbrug af rusmidler, eventuel påvirkning heraf på gerningstiden, den psykiske tilstand på gerningstiden og på undersøgelsestiden, anføre og begrunde eventuelle psykiatriske dia­gnoser samt angive eventuelle psykiske abnormtilstandes mulige baggrund, varighed og forløb.

Hvis en gerningsperson har misbrugt rusmidler eller på gerningstiden været påvirket heraf og da befandt sig i en psykisk afvigende tilstand, må den mentalundersøgende psykiater overveje, om der kan have været tale om en eller flere af de følgende rusmiddelrelaterede tilstande.

• En ikke sindssygelig rustilstand, dvs. normal alkohol- eller stofrus,
• En sindssygelig rustilstand, dvs. patologisk alkoholrus, anden akut opstået og forbigående alkoholudløst sinds­sygelig tilstand eller toksisk psykose,
• En følgetilstand efter længerevarende misbrug, dvs. enten en akut og korterevarende abstinenstilstand, delirium tremens eller benzodiazepinbetinget abstinenspsykose, eller en længerevarende alkoholhallucinose, alkoholforrykthed, alkoholdemens eller stofpsykose,
• En eventuelt af misbrug udløst debuterende skizofreni eller anden længerevarende psykose.

Der findes ikke skarpe grænser mellem de nævnte dia­gnosegrupper, men visse faktorer taler med en vis vægt for den ene frem for de andre.

Ved normal rus er der ingen afgørende ændring af personligheden, og den berusede er selv nogenlunde klar over, at den afvigende psykiske tilstand - med de hertil hørende eventuelle vanskeligheder ved at styre motorik og bedømme sanseindtryk realistisk - er en rustilstand. Ved svært udtalt, om end stadig normal alkoholrus svækkes bevidstheden, og der kan efterfølgende være hukommelsestab (black-out).

En sindssygelig rustilstand - patologisk alkoholrus, anden akut opstået og forbigående, alkoholudløst sindssygelig tilstand eller toksisk psykose - debuterer i umiddelbar tilslutning til rusmiddelindtagelsen og har en varighed på under 24 (48) timer. Disse psykotiske tilstande har som fællestræk såkaldt bevidsthedsplumring. Bevidsthedsplum­ring karakteriseres ved svingende bevidsthedsintensitet - fra det sløve og døsende til det urolige og anspændte (i modsætning til den stabile bevidsthedssvækkelse ved den svære, men normale alkoholrus). Tilstanden kan hertil være præget af vekslende sansebedrag eller hallucinationer, flygtige, eventuelt angstprovokerende vrangforestillinger og personfremmed adfærd. Der er efterfølgende helt eller delvist hukommelsestab. I samtlige akutte, forbigående sindssygelige rustilstande udløst af alkohol eller euforiserende stoffer, der er refereret i denne artikel, indgår bevidsthedsplumring i symp­tombilledet.

De kliniske billeder af abstinenstilstand, abstinenspsykose og delirium tremens er karakteristiske ved akut forløb med rysten, temperaturstigning og kredsløbspåvirkning, eventuelt krampeanfald og kollaps. Alle er forudgået af længerevarende misbrug, som er blevet afbrudt af absolut eller relativ afholdenhed.

Længerevarende sindssygelig følgetilstand efter misbrug, alkoholhallucinose, paranoia alcoholica, alkoholdemens og stofpsykose, er karakteriseret af længerevarende misbrug, langsom og gradvis udvikling, stabile psykotiske symptomer, klar bevidsthed samt eventuelt svækkelse af åndsevnerne. Ingen af de længerevarende sindssygelige følgetilstande efter misbrug forudsætter aktuel rusmiddelpåvirkning.

Varer en psykose mere end seks måneder, bør det uanset tidligere diagnose altid overvejes, om der er tale om skizofreni eller anden længerevarende psykose.

Som anført er ikke alle ovennævnte diagnoser lige velafgrænsede. Mellem nogle er der glidende overgange, og de udelukker ikke alle gensidigt hinanden. Den endelige diagnostiske vurdering må afgøres af retspsykiaterens bedste kliniske skøn.

I tilfælde af sindssygdom på gerningstiden vil det lægelige udgangspunkt - også selv om tilstanden blot er forbigående - være at anbefale en psykiatrisk særfor­anstaltning. Der er i Retslægerådets Årsberetning fra 2003-2005, s. 154, således - i en sag hvor den mentalobserverende psykiater havde vurderet, at den sigtede var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, men ikke anbefalet anden foranstaltning end almindelig straf - anført, at rådet som absolut udgangspunkt anbefaler en psykiatrisk særforanstaltning i de tilfælde, hvor en sigtet er omfattet af straffelovens 16, stk. 1. Imidlertid findes i Årsberetningen fra 2006 på s. 97 ff. et eksempel på en velbegrundet undtagelse fra udgangspunktet. Sagen har været omtalt i afsnittene 4.1.4 og 5.1.3. Når Retslægerådet - eller en mentalundersøgende psykiater - har dia­gnosticeret en forbigående, rusmiddeludløst sindssygdom på gerningstiden, skal dette således ikke - så at sige per psykiatrisk refleks - udløse en anbefaling af en psykiatrisk særforanstaltning. En sådan anbefaling bør i denne type sager begrundes af behovet for og den reelle mulighed - dvs. gerningsmandens motivation - for behandling.  

7.     Konklusion

Denne artikel har haft til formål at undersøge og nærmere klarlægge, hvordan de to udsagn: (1) sindssygdom bør medføre straffrihed, og (2) påvirkning af rusmidler under udøvelse af kriminalitet bør ikke fritage for straf, i strafferetten er søgt afbalanceret i tilfælde, hvor kriminaliteten er begået i en sindssygelig tilstand, der skyldes indtagelse af rusmidler. Da beruselse i sig selv øger risikoen for kriminel adfærd, og da rusmidler udover akutte og forbigående sindssygelige rustilstande også er forbundet med risiko for udvikling af længerevarende sindssygdomme, udgør rusmidler og kriminalitet såvel psykiatrisk som juridisk et stort og kompliceret sagsområde. Den gældende retstilstand kan sammenfattes på følgende måde:

Det klare udgangspunkt er, at gerningsmænd, der på gerningstidspunktet var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, har befundet sig i en normal rus, og at de derfor ifalder sædvanligt strafansvar.

Var gerningsmanden imidlertid sindssyg på gerningstidspunktet, er udgangspunktet et andet. Her sker der som udgangspunkt frifindelse for straf. Dette gælder også i de tilfælde, hvor sindssygdommen kan henføres til indtagelse af rusmidler. Når der er tale om forbigående sindssygelige tilstande, der skyldes indtagelse af rusmidler, indeholder straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., imidlertid en mulighed for at pålægge straf, når særlige omstændigheder taler for det. I så fald straffes gernings­manden på samme måde som gerningsmænd i en normal rustilstand. De sindssygelige tilstande, der er omfattet af særreglen, er karakteriseret ved, at de er opstået akut som følge af indtagelse af rusmidler, og de er hastigt forløbende. Kerneområdet er den patologiske alkoholrus, men særreglen er ikke begrænset hertil, idet anvendelsesområdet ikke er knyttet til bestemte diagnoser, men omfatter enhver forbigående sindssygelig tilstand, der er en følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler. Normalt vil muligheden for at pålægge straf kun blive benyttet, hvis gerningsmanden tidligere har haft lignende erfaringer med rusmidler, men også uden sådanne erfaringer kan der efter omstændighederne være grundlag for en sådan bebrejdelse, at straf pålægges.       

Litteratur

Adserballe H. Retspsykiatri. I: Hemmingsen, R. et al. red. Klinisk psykiatri, 2. udg. København: Munksgaard; 2000.

Arendt M, Rosenberg R, Foldager L, Perto G, Munk-Jørgensen P. Cannabis-induced psychosis and subsequent schizophrenia-spectrum disorders: follow-up study of 535 incident cases. Br J Psychiatry 2005; 187: 510-15.

Bach-y-Rita G, Lion JR, Ervin FR. Pathological intoxication: Clinical and electroencephalographic studies. Am  J Psychiatry 1970; 127: 158-163.

Bluglass R, Bowden P. Principles and practice of forensic psychiatry. Edinburgh: Churchill Livingstone; 1990.

Council of Europe, Committee of Ministers. Recommendation No. R (87)3 of the Committee of Ministers to member states on the European prison rules, 1987.

Council of Europe, Committee of Ministers. Recommendation Rec (2006) 2 of the Committee of Ministers to member states on the European prison rules, 2006.

Curran C, Byrappa N, McBride A. Stimulant psychosis: systematic review. Br J Psychiatry 2004; 185: 196-204.

Diagnostic and statistical manual of mental disorders: DSM IV - 4th ed. Washington, DC: American Psychiatric Association; 1994.

Dåderman AM. Flunitrazepam and violence - psychiatric and legal issues. Huddinge, Karolinska Institute; 2000.

Gelder MG, López-Ibor JJ, Andreasen N, ed. New Oxford textbook of psychiatry. Oxford: Oxford University Press; 2000.

Gunn J, Taylor P. Forensic psychiatry. Clinical, legal & ethical issues. Oxford: Butterworth-Heinemann; 1993.

Helweg H. Den retslige psykiatri i kort omrids. 2. udg. København: Hagerup; 1949.

Hemmingsen R, Parnas J, Reisby N. Psykiatrisk sygdomsopfattelse, diagnostik og klassifikation. I: Hemmingsen, R. et al., red. Klinisk psykiatri, 2. udg. København: Munksgaard; 2000.

Høyer G, Dalgard OS. Lærebok i rettspsykiatri. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag; 2002.

Krafft-Ebing R von. Lehrbuch der gerichtlichen Psychopathologie. Stuttgart: Ferdinand Enke; 1875.

Kramp P, Lunn V, Waaben K. Retspsykiatri. København: GadJura; 1996.

Lemere F. The danger of amphetamine dependency. Am J Psychiatry. 1966; 123(5): 569-72.

Lidberg L red. Svensk rättspsykiatri - en handbok. Lund: Studentlitteratur; 2000.

Lunn V. Psykosebegrebet. Ugeskr læger 1979; 141(19): 1261-6.

Maletzky BM. The diagnosis of pathological intoxication. J Stud Alcohol; 1976; 37(9): 1215-28.

Moore THM, Zammit S, Lingford-Hughes A, Barnes TRE, Jones PB, Burke M, Lewis G. Cannabis use and risk of psychotic or affective mental health outcomes: a systematic review. Lancet 2007; 370: 319-328.

Pontoppidan K. Psychiatriske forelæsninger og studier, anden række. København: Th. Lind; 1893.

Rosenberg R. Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af alkohol eller andre psykoaktive stoffer. I: Hemmingsen R. et al. red. Klinisk psykiatri, 2. udg. København: Munksgaard; 2000.

Straffelovrådet. Betænkning nr. 667 om de strafferetlige særforanstaltninger. København; 1972.

Strömgren E. Psykiatri. 10. udg. København: Munksgaard; 1969.

Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling. Principbetænkning om tvang i psykiatrien, betænkning nr. 1068. København; 1986.

WHO ICD-10: Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser: Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard; 1994.

Wimmer A. Speciel klinisk psykiatri for studerende og læger. København: Munksgaard; 1936.

Wode-Helgodt B. Psykiskt sjuka lagöverträdere - psykiatriskt tillstånd och kriminalitet. Läkartidningen 1977; 74(5): 322-6.

Waaben K. Retspsykiatri og strafferet i historiens lys. København: Janssen-Cilag; 1997.