15.05.2008

Kriminalisering af prostitutionskunder

Af: Trine Baumbach

Rettigheder og menneskeværdighed

Aktuelt kriminalpolitisk spørgsmål

Et af de meget varme kriminalpolitiske debatemner for tiden er spørgsmålet om, hvorvidt der skal indføres et forbud i Danmark mod køb af prostitutionsydelser - altså en kriminalisering af prostitutionskøberne. Bl.a. i dagspressen og i fagtidsskrifter af forskellig art har der været indlæg om spørgsmålet. Debattørerne kan groft sagt deles i to grupper med følgende - forenklet formulerede - hovedsynspunkter: En gruppe ønsker et forbud som et nødvendigt redskab i kampen mod vold mod kvinder og kvindeundertrykkelse. En anden gruppe, der er imod tvangsprostitution og kvindehandel, og som tager udgangspunkt i et »rettighedsperspektiv«, er imod et totalforbud i respekten for kvinders ret til at bestemme over eget liv og egen krop, herunder kvinders ret til at sælge seksuelle ydelser.

I det følgende vil jeg fremkomme med nogle retlige synspunkter, der efter min opfattelse rækker ud over den dagsaktuelle debat, og som er vigtige at få med i en debat om nykriminalisering, uanset om man konkret er for eller imod den pågældende kriminalisering. Bemærk­ningerne relaterer sig til det aktuelle kriminalpolitiske spørgsmål, men kan også ses som et indlæg i en mere overordnet eller principiel retlig drøftelse af kriminalisering af hidtil straffrie forhold. Inden da vil jeg dog kort opridse den aktuelle strafferetlige retstilstand på prostitutionsområdet.

Gældende ret

I Danmark har der som led i den pønale bekæmpelse af prostitution været tradition for strafmæssigt at fokusere på udbydersiden og ikke på kundesiden. Det er således ikke i Danmark forbudt at være prostitutionskunde, hvis blot den prostituerede er mindst 18 år. Er den, der prostituerer sig, derimod under 18 år, er forholdet omfattet af straffelovens § 223 a, hvorefter den, »der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år«.

Nævnte bestemmelse blev indsat i straffeloven i 1999 i forbindelse med, at det at være prostitueret blev afkriminaliseret. Lovteknisk bestod den tidligere kriminalisering i, at politiet i straffelovens § 199 havde hjemmel til at meddele prostituerede pålæg om at søge lovligt erhverv. En ikke-efterkommelse af et sådant pålæg kunne straffes. På ophævelsestidspunktet blev bestemmelsen ikke længere anvendt i praksis, og det blev under folketingsbehandlingen betonet, at man »i virkeligheden ikke ønsker at straffe, men at hjælpe de pågældende« (lovforslag 43/1998, alm. bem., pkt. 2.1.2). Prostitution var udtryk for og årsag til sociale problemer og skulle derfor fortsat bekæmpes, og prostitution blev som følge heraf ikke legaliseret ved lovændringen.

Det fremgår således direkte af lovændringens § 2, stk. 2, at ændringen ikke medførte, »at spil, prostitution og understøttelse fra kvinder, der ernærer sig ved prostitution, anses som lovlige erhverv«. Det blev endvidere understreget i bemærkningerne, at afkriminaliseringen ikke medfører ændringer i de pro­stitueredes stilling i henhold til anden lovgivning. Her­ved blev det fastslået, at prostitution ikke giver grundlag for optagelse i arbejdsløshedskasse, ikke i sig selv er til hinder for modtagelse af socialhjælp, men at prostitutionsindtægter på den anden side er skattepligtige. Skattepligten skyldes, at enhver indtægt, der er opnået gennem en retshandel - endda selvom indtægten er opnået ved en strafbar handling - som hovedregel er skattepligtig. Det fremgår tillige af bemærkningerne, at man heller ikke kan få en prostitutionsvirksomhed registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, da en registrering forudsætter, at virksomhedens formål er lovlig (lovforslag nr. 43/1998, bemærkninger til § 2).

Under lovforslagets behandling foreslog Kristeligt Folkeparti at kriminalisere alle prostitutionskunder og altså ikke bare dem, der køber seksuelle ydelser af personer under 18 år. Forslaget vandt imidlertid ikke tilslutning.

I Sverige har »köp av sexuella tjänster« været forbudt siden 1. januar 1999. I Norge er der fremsat lovforslag om at indføre et tilsvarende forbud i år.

I den danske straffelovs § 228 er rufferi kriminaliseret, og i § 229 er alfonseri kriminaliseret. I § 233 er det at opfordre til eller indbyde til »utugt« kriminaliseret. § 233 ses ikke anvendt i praksis.

Ved siden heraf blev menneskehandel bl.a. til prostitution (»kønslig usædelighed«) i 2002 særskilt kriminaliseret i straffelovens § 262 a. Bestemmelsen blev formuleret med udgangspunkt i FN's Palermoprotokol og EU's rammeafgørelse om menneskehandel (trafficking). Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger (lovforslag 118/2002, pkt. 7.5), at hensigten med at indsætte en ny bestemmelse, der omhandler alle aspekter af handel med mennesker og den udnyttelse, der ligger bag, ikke var at kriminalisere nye forhold. Imidlertid ville det efter Justitsministeriets opfattelse kunne styrke det strafferetlige værn mod de alvorlige krænkelser af de for­urettedes personlige frihed, som menneskehandel udgør, hvis der i straffeloven indsattes en særlig bestemmelse om menneskehandel. Det antages, at 80 % af de mennesker, der handles på verdensplan, handles til udnyttelse i sexindustrien.

Retlige synspunkter - Strafferetligt værn

Det er et anerkendt strafferetligt grundprincip, at (ny-)kriminalisering kræver, at en beskyttelsesinteresse fordrer et strafferetligt værn. Der gives ikke i strafferetten et svar på, hvornår dette er tilfældet, og spørgsmålet er derfor i vidt omfang et rent retspolitisk spørgsmål, der tager afsæt i, at en interesse, som samfundet gerne vil beskytte, bliver krænket, og at straf af krænkeren er et egnet middel til at dæmme op for krænkelsen.

Det er »Reden - stop kvindehandel« og andre sociale organisationers erfaring, at rigtig mange af de prostituerede lever en kummerlig tilværelse med vold, undertrykkelse og økonomisk udnyttelse. De er en udsat gruppe, der ikke på baggrund af et frit valg har valgt at blive prostituerede, men som af forskellige sociale og økonomiske grunde reelt er tvunget til prostitution. Forsk­ningen viser, at der kan være alvorlige skadevirkninger af prostitution, såsom social isolation, misbrug af stoffer, psykiske problemer mv. Hertil kommer, at vistnok et stigende antal kvinder handles til et liv som sexslaver, og at det ikke i praksis er muligt at skelne mellem de frivillige prostituerede og de mange kvinder, der af forskellige grunde er tvunget i prostitution.

På denne baggrund er der ingen tvivl om, at prostituerede udgør en krænket gruppe (beskyttelsesinteresse), hvor det er relevant at få klargjort, om en kriminalisering af prostitutionskunderne er et egnet middel til at dæmme op for krænkelsen.

Hertil kommer, at det er relevant at overveje, hvilket menneskesyn en ikke-kriminalisering er udtryk for. Er det efter en nutidsopfattelse i overensstemmelse med de værdier, vi bygger vores samfund på, at (typisk) det ene køn helt lovligt kan købe sig til det andet køns krop med alvorlige skadevirkninger for den købte til følge? I den forbindelse er det ligeledes værd at overveje, om prostitution alene skal ses som et socialt problem, eller om prostitution også - som i Sverige - skal ses som vold mod kvinder.

Som nævnt tidligere er rufferi, alfonseri og menneskehandel allerede i dag kriminaliseret, uden at det har medført, at der ikke sker overgreb og anden udnyttelse af de prostituerede, og det er da også en almindelig strafferetlig erfaring, at man ikke ved lovgivning alene kan forhindre krænkelser. Det gælder for prostitution såvel som for andre krænkelser. Der bliver begået vold og drab, selvom de er kriminaliseret med helt op til fængsel på livstid, ligesom der bliver kørt spirituskørsel, selvom det er strafbart og kan medføre frakendelse af kørekort og konfiskation af køretøj. Denne kriminalitetsafmagt, som sådanne overtrædelser kan tages som udtryk for, får dog ikke i sig selv samfundet til at overveje at afkriminalisere de nævnte forhold.

Det er med andre ord ikke i sig selv nok til ikke at overveje at kriminalisere prostitutionskøberne, at en kriminalisering ikke vil stoppe alle krænkelser af de prostituerede og forhindre de sociale og psykologiske skadevirkninger, som prostitution i langt de fleste tilfælde medfører. Man bør derimod overveje, om en kriminalisering kan medvirke til at mindske overgrebene, herunder om den samfundsopfattelse, som en kriminalisering er udtryk for, vil afholde ellers ikke-kriminelle borgere fra at købe prostitutionsydelser, og om en sådan mindsket efterspørgsel på hensigtsmæssig måde vil kunne begrænse de krænkelser, som er kriminaliseringens formål. Hertil kommer, at det er relevant at overveje, på hvilken måde det herskende menneskesyn skal afspejle sig i lovgivningen.

Ret til selv at bestemme og menneskeværdighed

Der er ingen tvivl om, at borgerne i et demokratisk samfund i udgangspunktet har ret til at bestemme over eget liv og egen krop, og at dette udgangspunkt understøttes af bl.a. bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og i kvindekonventionen. Imidlertid er det også almindeligt anerkendt, at denne ret kan begrænses af staten, dels for at beskytte andres rettigheder og dels ud fra nogle mere principielle overvejelser om, hvilke handlinger mv., det enkelte individ ikke selv kan overskue konsekvensen af, ligesom overvejelser af mere samfundsmoralsk karakter i et vist omfang lovligt kan begrunde indgreb i borgernes ret til at bestemme over eget liv.

I flæng kan nævnes, at ret til fri abort efter sundhedslovens (lbkg. 95/2008) § 92 kun gælder indtil udløbet af 12. svangerskabsuge, at samme lovs § 52 opstiller begrænsninger for individets ret til at få udtaget væv og andet biologisk materiale i levende live til behandling af sygdom mv. hos et andet menneske, og at man efter § 105 i nævnte lov som hovedregel ikke kan blive steriliseret, før man er fyldt 25 år. Det er ikke i Danmark strafbart at (forsøge at) begå selvmord, men man har ikke en ret til aktiv dødshjælp, heller ikke selvom man er håbløst syg, ligesom man ikke kan give samtykke til at blive dræbt, hvorfor det er strafbart efter straffelovens § 239 at begå drab efter begæring.

På det erhvervsretlige område er der også talrige eksempler på, at borgerne ikke har en fuldstændig fri ret til at vælge erhverv, men må underkaste sig de begrænsninger, staten opstiller både med hensyn til, hvilke vilkår man skal opfylde for at kunne udøve de forskellige erhverv og også med hensyn til hvilke erhverv der over­hovedet lovligt kan udøves.

Den danske grundlov har ikke som den tyske (artikel 1) en bestemmelse om den menneskelige værdigheds ukrænkelighed, men en sådan bestemmelse fremgår direkte af artikel 1 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Det er således hævet over enhver tvivl - og følger også i øvrigt af vores internationale forpligtelser - at det er lovligt og pligtmæssigt at inddrage overvejelser om den menneskelige værdighed i forbindelse med den retlige regulering, herunder i forbindelse med strafferetlige tiltag - også selvom det medfører begrænsninger i borgernes ret til at bestemme over, hvordan og til hvad de (i øvrigt) vil bruge deres krop. Med andre ord er den menneskelige værdighed en af de grundværdier, som staten har pligt til at beskytte, og som den enkelte borger ikke kan give afkald på (en udelelig og umistelig rettighed).

I Laskey m.fl. mod Storbritannien fra 1997 vedrørende en række voldelige handlinger som led i sadomasochistiske aktiviteter har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået, at staten i vidt omfang har ret til at straffe voldsmænd, selvom den begåede vold var foregået med samtykke og efter ønske fra ofrene og under en form for »private« rammer. Man må forstå dommen sådan, at staten også på kriminaliseringsniveauet har ret til at tage i betragtning, hvilke potentielle skader visse handlinger kan medføre for ofrene. På baggrund af dommen kan det modsætningsvist slås fast, at borgerne ikke har en (menneske-)ret til at blive udsat for et hvilket som helst overgreb - og naturligvis helle ikke en (menneske-)ret til at skade andre mennesker i jagten på at få stillet egne behov.

Som et andet eksempel på begrænsninger i borgernes ret til at bestemme over eget liv og egen krop kan nævnes den af Mette Hartlev fremhævede franske dværgkastningssag fra 1995. Sagen angik et forbud nedlagt af politiet mod, at der i forbindelse med et forlystelsesarrangement blev foretaget dværgkastning. En af de involverede dværge klagede over forbuddet og henvise til, at det var hans levebrød, at han frivillig deltog i arrangementet, og at dværgkastningen gav ham mulighed for at være sammen med andre dværge. Conseil d'Etat fastslog, at dværgen kompromitterede sin egen værdighed ved at reducere sig til en ting (han blev anvendt som et projektil), og at dværgkastning indebar en krænkelse af den menneskelige værdighed, og at dette også gjaldt, selvom dværgen deltog frivilligt.

På samme måde kan man argumentere for, at prostitution indebærer en krænkelse af den menneskelige vær­dighed, idet de prostituerede reducerer sig - eller bliver reduceret til - varer, der udbydes på markedsvilkår som andre varer, og som prostitutionskunder kan købe efter forgodtbefindende.

Kriminalisering af prostitutionskunder

Som nævnt overfor har der i den retspolitiske debat om kriminalisering af køb af prostitutionsydelse været røster fremme om, at et totalforbud vil være i strid med det »rettighedsperspektiv«, som bl.a. kvindekonventionen bygger på.

Således har eksempelvis Birgitte Kofod Olsen i en kronik i Jyllandsposten anført, at det er afgørende, at selvvalgt sexarbejde betragtes som et erhverv på lige vilkår med andre erhverv, hvorfor staten i lighed med andre erhverv skal regulere professionens forhold, herunder stille krav til arbejdsmiljø og vilkår og give adgang til sundhedstjek, regler for arbejdstid og ferie. Efter hendes opfattelse er prostitution et lovligt erhverv, som de prostituerede har frihed og ret til at vælge at udføre. Birgitte Kofod Olsen har således gjort gældende, at disse rettigheder og friheder er anerkendt af FN's kvindekonvention - der altså er udtryk for dette rettighedsperspektiv - hvorfor staten kun må gøre indgreb i friheden og selvbestemmelsesretten, hvis det kan godtgøres, at indgrebet er nødvendigt og rimeligt. Endelig har hun foreslået, at branchen som et supplement til den retlige erhvervsregulering kan fastsætte etiske retningslinjer og mærkningsordninger, som sikrer kunden, at den seksuelle ydelse gives af en voksen person, der handler frivilligt.

Udgangspunktet for dette synspunkt er imidlertid forkert. Som påvist ovenfor under gennemgangen af gældende ret, er prostitution ikke et lovligt erhverv i Danmark - det er bare ikke kriminaliseret. Og hvis man tænker efter, er der gode grunde til at bevare denne retstilstand, ikke mindst for kvinder. At udøve et lovligt erhverv indebærer nemlig ikke bare en ret til ferie og lignende, men kan også indebære, at man ikke må blive selvforskyldt ledig, at man vil kunne blive anvist arbejde inden for erhvervet og meget mere. Hertil kommer, at en regulering - retlig eller etisk - der indebærer »mærkningsordninger«, for mig at se er svær at forene med de ovennævnte principper om menneskets værdighed - som også fremgår af præamblen til kvindekonventionen - og som indebærer et forbud mod at anse mennesker som ting. En mærkningsordning må nærmere anses for at være en krænkelse - nogen ville sige en pervertering - af hele kvindekønnet.

Kvindekonventionens artikel 6 er sålydende:

»De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler, herunder gennemføre lovgivning, med henblik på at hindre enhver form for handel med kvinder og udnyttelse af kvinder ved prostitution.«

Når man læser ordlyden af artikel 6, er det vanskeligt at følge et synspunkt om, at artikel 6 hjemler kvinder ret til at være prostituerede. Det synes nærmere, som om FN's synsvinkel har været, at prostitution er udnyttelse af kvinder. Artiklen indeholder heller ikke - som bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8-11 - et stykke 2, der angiver, hvornår der alligevel må gøres indskrænkninger i »rettigheden«.

At konventionen anser prostitution som udnyttelse, stemmer også med artiklens placering i kvindekonventionen - nemlig lige efter artikel 5 om forbud mod »stereotyper« for at sikre ligestilling af mænd og kvinder.

At FN i kvindekonventionen anser prostitution som udnyttelse af kvinder, understøttes tillige af den ovenfor nævnte Palermo-protokol, der sammenkobler menneskehandel og udnyttelse af kvinder i prostitution og stiller krav om, at »stater skal vedtage eller styrke lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger ... med henblik på at modvirke den efterspørgsel, der er årsagen til alle former for udnyttelse af andre mennesker, navnlig kvinder og børn, der fører til menneskehandel«.

Skal man se artikel 6 i et »rettighedsperspektiv«, synes det derfor at være mere oplagt at læse bestemmelsen som en ret for kvinder til ikke at være prostitueret, da prostitution dybest set er en konsekvens af et ulige magtforhold kønnene imellem. Prostitution er dermed med til at fastholde uligheden mellem mænd og kvinder, hvilket næppe kan anses for acceptabelt i et moderne demokratisk samfund.

På et mere filosofisk plan kan der peges på, at en rettighed forudsætter, at rettigheden kan udøves frit i den forstand, at der er et reelt alternativ hertil.

Endelig skal på det mere formelle plan anføres, at når man i en strafferetlig kontekst taler om ret til at bestemme over egen krop, er man nødt til at forholde sig til, hvilken type kriminalisering der konkret er tale om. I den aktuelle debat er der ikke som i gamle dage tale om at kriminalisere den prostituerede, men derimod om at kriminalisere køberen. Formelt udgør kriminaliseringen derfor ikke et indgreb i den prostitueredes ret til at bestemme over egen krop - men et indgreb i køberens »ret« til ved køb at bestemme over en andens krop.

Konklusion

Set fra et strafferetligt perspektiv er unødig straf et onde, og lovgiver må derfor i forbindelse med tanker om nykriminalisering overveje, om en beskyttelsesværdig in­ter­esse bliver krænket, og i bekræftende fald om straf er et egnet middel i kampen mod krænkelsen. I den forbindelse er det af afgørende betydning, at lovgiver ser et problemfelt i dets retlige sammenhæng.

I Danmark har lovgiver valgt at opfatte prostitution som udtryk for og årsag til sociale problemer. Da prostitution blev afkriminaliseret, gav lovgiver udtryk for, at prostitution fortsat skulle bekæmpes, og man opretholdt da også kriminaliseringen af rufferi og alfonseri, ligesom man kriminaliserede prostitutionskunder, hvis den prostituerende var under 18 år. Siden har man særskilt kriminaliseret menneskehandel bl.a. til prostitution, bl.a. fordi menneskehandel er den hurtigst voksende og tredje mest lukrative form for organiseret kriminalitet i verden. Alle erfaringer tyder på, at forudsætningerne for denne stigning er et stort marked for prostitution. Køberne gør det med andre ord muligt for bagmændene at tjene formuer på de prostitueredes kummer. Lovgiver burde derfor overveje, om det ikke er på tide at se prostitution som andet end et socialt problem, nemlig (også) som vold mod kvinder.

Uafhængigt af det aktuelle kriminaliseringsspørgsmål skal det betones, at hvis en aktuel strafferetlig retstilstand er åbenbart utilstrækkelig i forhold til det formål, der ønskes opnået, er det bedst i overensstemmelse med et menneskeværdigt straffesystem enten at afkriminalisere det allerede kriminaliserede, eller at ændre det utilstrækkelige og gøre det tilstrækkeligt. Da straf aldrig er et mål i sig selv, er det under sådanne overvejelser naturligvis ikke nok alene at tænke på strafferetlige instrumenter. Andre instrumenter, herunder socialretlige, skal medtænkes.

Menneskerettigheder har i disse år en stigende betydning, men menneskerettighederne er imidlertid ikke absolutte størrelser. De skal fortolkes og anvendes under hensyn til deres formål og må ofte afvejes over for andre hensyn og herunder andres (menneske-)rettigheder mv. Disse forhold gør, at indholdet af menneskerettighederne i forhold til et påtænkt retligt tiltag ikke nødvendigvis kan angives præcist, og det kan derfor være svært at udtale sig abstrakt om, hvorvidt et indgreb eller et manglende indgreb vil være i strid med menneskerettighederne.

At menneskerettighederne har en stadig stigende betydning, medfører ikke, at alle indgreb potentielt er i strid med menneskerettigheder, og at der derfor skal tungtvejende grunde til, for at indgrebet kan legitimeres. Menneskerettighederne skal fortolkes og anvendes i deres egen ret, og man må ikke forveksle dem med ens egen ideologi.

Et rettighedsperspektiv er naturligvis relevant at inddrage, men det er jo ikke ligegyldigt, hvad retten giver ret til - in concreto ret til at være prostitueret eller ret til ikke at være prostitueret. Den pågældende rettighed skal desuden vurderes i lyset af det helt overordnede menneskerettighedskoncept, således at konsekvensen af en given gruppes rettigheder ikke underminerer det over­ordnede koncept, herunder det grundlæggende udele­­lige og umistelige princip om menneskets værdighed.

Anvendt litteratur og materiale

Mette Hartlev, Fortrolighed i sundhedsretten - et patientretligt perspektiv, 2005, s. 83f.

Hanne Helth, Den maskerede magt - FN og menneskehandel, i Dansk Kvindesamfunds artikelsamling om CEDAW, 2007.

Margaretha Järvinen, Skal prostitution forebygges?, Social kritik, 1991, nr. 15.

Kirsten Ketscher, Kvindekonventionen CEDAW og dens placering i international og danske ret, i Dansk Kvindesamfunds artikelsamling om CEDAW, 2007, s. 12f.

Kirsten Ketscher, Socialret. Principper. Rettigheder. Værdier, 3. omarbejdede udgave, 2008.

Annalise Kongstad, Prostitution, i Gads Psykologileksikon, 2004.

Gorm Toftegaard Nielsen, Kommenteret straffelov. Speciel del, 8. omarbejdede udgave, 2005.

Birgitte Kofod Olsen, En menneskeret at bestemme over egen krop, Kronik, Morgenavisen Jyllands-posten, den 18/1-08, og samme, Respektér ret­tighederne, Debatindlæg, Morgenavisen Jyllands-Posten, den 25/2-08. Udtalelserne findes også på Institut for Menneskerettig­he­ders hjemmeside, se linket i højre side.

Kenneth Reinick, De usynlige prostitutionskunder, i Pia Deleuran, Klienten i det omskiftelige samfund - En visuel antologi om advokatens udfordring, 2007.

Henrik Stevnsborg, Normer og sanktioner i et førindustrielt storbysamfund. Prostitution i København i sidste halvdel af det 18. århundrede (utrykt licentiatafhandling, Københavns Universitet 1978).

Reden - Stop kvindehandel, Menneskehandel i globalt perspektiv, 2006.

FNs konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, ratificeret af Danmark i 1983.

Protokol til Palermokonventionen: Protokol om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn, til supplering af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, 15. november 2000.

Rådets rammeafgørelse af 19. juli 2002 om bekæmpelse af menneskehandel (2002/629/RIA).

Laskey, Jaggard and Brown v. The United Kingdom, dom af 19. februar 1997.