15.12.2006

Når læseren bliver redaktør

Af: Søren Sandfeld Jacobsen

Medieansvar i forbindelse med weblogs.

Millioner af såkaldte weblogs skyder frem på Internettet i disse år. Weblogs er nyhedstjenester, hvor læserne selv producerer indholdet. Det rejser spørgsmålet, om weblogs omfattes af de særlige ansvarsregler i medieansvarsloven. Det konkluderes, at det afgørende er, om der er tale om nyhedsformidling i lovens forstand og om der foretages en redaktionel behandling af indholdet fra mediets side. I så fald omfattes bloggen af medieansvarsloven, hvis tjenesten er anmeldt til Pressenævnet. Spørgsmålet om, hvorvidt en weblog omfattes af medieansvarsloven, er også styrende for forholdet til en række andre væsentlige medieretlige regler, herunder reglerne om kildebeskyttelse. Endelig behandles forholdet mellem medieansvarslovens ansvarsregler og e-handelslovens regler om formidleransvar.

1. Indledning og problemstilling

Medierne undergår voldsomme forandringer i disse år som følge af den hastige teknologiske udvikling. Nye medier som internettet og mobiltelefonen indtager en stadig mere central plads i mediebilledet og virker samtidig som drivkraft for udviklingen af mere traditionelle medier som dag- og ugeblade, radio og tv. Et væsentligt træk ved de nye medier er, at de er interaktive, dvs. giver mulighed for tovejskommunikation mellem medie og bruger. For de traditionelle mediers vedkommende er der i al væsentlighed tale om envejskommunikation fra mediet - fx dagbladet eller radio/tv-stationen - til brugeren. Tovejskommunikation giver brugeren helt nye muligheder for at komme til orde og præge medieindholdet, i stedet for blot at være en passiv modtager af et indhold, der suverænt besluttes af medieforetagendet.

Brugeren kan også vælge simpelthen at oprette sit eget medium - fx i form af en hjemmeside på Internettet - og på den måde opnå fuld kontrol over indholdet Denne mulighed benytter flere og flere sig af, og i takt med, at disse selvbestaltede medieforetagender bliver mere og mere professionelle, både i relation til opsætning og indhold, bliver grænsen mellem de etablerede medier og alternative, brugerdrevne medier stadig mere flydende. Man taler i den forbindelse om "brugerjournalistik"; et begreb, der nærmest er blevet synonymt med de såkaldte "weblogs". En weblog (eller bare "blog") er en hjemmeside (eller en afgrænset del af en hjemmeside) på internettet, der til forskel fra almindelige hjemmesider opdateres jævnligt, ofte dagligt, og har til formål at levere information og debat om bestemte emner. Indehaveren af bloggen er "redaktøren", der formidler adgang til mediet samt vælger de emner, der er på dagsordenen. Ofte giver bloggen andre brugere mulighed for at offentliggøre indlæg på hjemmesiden (enten i redigeret eller uredigeret form), som så atter kan læses og kommenteres af andre osv.

Der eksisterer allerede millioner af weblogs på Internettet omfattende alle tænkelige slags emner. Fænomenet er så omfattende, at man taler om "blogosfæren" De fleste blogs omhandler emner af rent privat karakter, fx personlige dagbøger, rejseoplevelser mv., og kan således ikke sidestilles med egentlig nyhedsformidling. Et stigende antal blogs vedrører dog mere generelle emner inden for politik, kultur, erhvervsliv mv., og har en fremtræden og en - i hvert fald på overfladen - journalistisk behandling af emnerne, der svarer til de etablerede nyhedsmediers. Disse blogs har på kort tid bidt sig fast som et alternativ til de etablerede medier i relation til oplysning, debat og opinionsdannelse.1 Muligvis af denne årsag er flere af de etablerede medier også selv begyndt at etablere weblogs. Fx indeholder mange avisers og tv-foretagenders online-udgaver weblogs af forskellig art, hvor læserne kan offentliggøre indlæg og debattere. Meget ofte forsøger det etablerede medie dog at bevare redaktionel kontrol over indholdet på bloggen, således at mediet har mulighed for at redigere et indlæg, før det offentliggøres på bloggen. Eller således, at skribenterne alene udgøres af ansatte journalister på det pågældende medie. Spørgsmålet om udøvelse af redaktionel kontrol over medieindholdet er, som det vil fremgå nedenfor, ganske afgørende for den retlige behandling af weblogs og lignende brugerdrevne medier.

Brugerdrevne medier kommer ikke kun til udtryk i form af blogs. I dag kan enhver - via forskellige tjenester på Internettet - gøre levende lyd og billeder, fx musik, videooptagelser, kortfilm mv., tilgængelig online (på Internettet, mobiltelefonen mv.). Sådanne hjemmesider, hvor private producerer og udveksler selvgjorte lyd- og billedoptagelser, er i hastig vækst i disse år og bliver herved - som blogs - et alternativ til de traditionelle medier, fx radio- og tv-foretagender.2 I et forsøg på at fastholde lytterne/seerne har flere af de etablerede medier, fx en række tv-stationer, oprettet hjemmesider på internettet, hvor brugerne har mulighed for dels selv at levere lyd- og billedindslag, dels aktivt at udøve indflydelse på indholdet af de traditionelle tv-udsendelser, tv-kanalen spreder via hjemmesiden. Denne tendens bidrager i sig selv til at udviske forskellene mellem de etablerede og de brugerdrevne medier.

Udviklingen i retning af større tovejskommunikation mellem medie og bruger, samt brugernes stigende indflydelse på valg og tilrettelæggelse af medieindholdet, rejser spørgsmålet, hvem der kan ifalde ansvar for retsstridigt indhold, fx freds- og ærekrænkelser, fremsat på en weblog eller lignende tjeneste. I det følgende behandles dette spørgsmål, ligesom anvendelsen af nogle relaterede medieretlige regler kort omtales.

2. Reglerne om medieansvar

Udgangspunktet i dansk ret er, at medierne, på lige fod med andre aktører i samfundet, kan ifalde ansvar efter de almindelige regler om straf- og erstatningsansvar. For så vidt angår strafansvar, er det i praksis navnlig reglerne om freds- og ærekrænkelser, trusler, diskriminerende udtalelser og brud på tavshedspligten, der kan være relevante. I relation til erstatningsansvar er det navnlig godtgørelse for tort knyttet til strafbare freds- og ærekrænkelser, der kommer på tale. Erstatning på andet grundlag, fx for overtrædelse af ophavsretsloven, markedsføringsloven eller almindelige navneretlige regler, kan naturligvis også forekomme. Ansvaret efter lovgivningens almindelige regler kan dog efter omstændighederne begrænses i medfør af EMRK art. 10. Både for det straffe- og erstatningsretlige ansvarssystem gælder, at en række betingelser, herunder vedrørende tilregnelse og tilregnelighed, skal være opfyldt. Desuden at ansvaret kan pålægges ikke blot den, der udfører den strafbare eller erstatningspådragende handling, men også eventuelle medvirkende, jf. straffelovens § 23 og almindelige erstatningsretlige regler om flere skadevoldere.

Medieansvarsloven3 (MAL) fastsætter nogle væsentlige undtagelser og modifikationer til det almindelige ansvarssystem. Først og fremmest indskrænker loven kredsen af ansvarssubjekter, således at det alene er forfatteren til det ulovlige indhold, redaktøren eller udgiveren af mediet, der kan ifalde ansvar, jf. § 9. De almindelige medvirkensregler fraviges med andre ord.4 Ansvaret følger som hovedregel et substitutionsprincip, således at redaktøren kun ifalder ansvar, hvis ansvar ikke kan pålægges forfatteren (som det er tilfældet ved fx unavngivne artikler eller forfatterens manglende tilregnelighed), og udgiveren kun ifalder ansvar, hvis ansvar ikke kan pålægges redaktøren. Formålet med indskrænkningen af de potentielle ansvarssubjekter er primært at værne informations- og ytringsfriheden, idet andre end de i loven nævnte ansvarssubjekter - herunder anonyme kilder - som altovervejende hovedregel ikke kan ifalde ansvar for retsstridigt indhold, der bringes i et medie omfattet af loven.

Modstykket til begrænsningen i kredsen af ansvarssubjekter er, at der altid er én i den begrænsede kreds, der kan drages til ansvar - også selv om ingen for så vidt har handlet på en måde, som ellers ville være ansvarspådragende. Således kan redaktøren - og i særlige tilfælde udgiveren - ifalde objektivt ansvar, dvs. ifalde ansvar uden at have handlet forsætligt eller uagtsomt. Også herved adskiller MAL's ansvarssystem sig fra dansk rets almindelige regler. Redaktøren ifalder objektivt ansvar for unavngivne artikler, jf. § 11, og navngivne artikler, der har været bragt i et andet medium, jf. § 12. Udgiveren ifalder objektivt ansvar, såfremt redaktøren ikke er angivet i mediet, er utilregnelig eller ikke kan retsforfølges i Danmark, jf. § 15.

Det er desuden særegent for MAL, at den instituerer en særlig ansvarsnorm, hvorefter massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik, jf. lovens § 34, stk. 1. Generalklausulen om god presseskik håndhæves af et uafhængigt, offentligt klagenævn, Pressenævnet, jf. MAL kap. 7. Nævnets eneste sanktion er dog at udtale kritik af mediet og pålægge det at offentliggøre afgørelsen samt afgøre sager om ret til genmæle. Nævnet kan således ikke pålægge straf eller tilkende erstatning. Sager med påstand herom må indbringes for domstolene. Generalklausulens brede formulering indebærer, at nævnets afgørelser i sager om overtrædelse af god presseskik i høj grad hviler på et konkret skøn. Ved udøvelsen af dette skøn er nævnet forholdsvis frit stillet, men skal dog inddrage de af Danske Dagblades Forening vedtagne Vejledende regler om god presseskik samt nævnets tidligere praksis. Er det pågældende medium ikke omfattet af medieansvarsloven, finder de presseetiske regler ikke anvendelse, og Pressenævnet har ingen kompetence. I så fald kan sagen alene indbringes for domstolene efter de almindelige regler.

Som det fremgår, har MAL betydelige retsvirkninger for spørgsmålet om ansvar for retsstridigt indhold i medierne. I relation til weblogs og lignende nye medietjenester på internettet er det derfor væsentligt, om disse overhovedet omfattes af loven.

3. Weblogs og medieansvarsloven

3.1 MAL's anvendelsesområde

MAL § 1 har følgende ordlyd:

Loven gælder for følgende massemedier:

1) Indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres,

2) lyd- og billedprogrammer, der spredes af DR, TV2/Danmark A/S, de regionale TV2-virksomheder og foretagender, der har tilladelse til eller er registrerede til at udøve radio- eller fjernsynsvirksomhed,

3) tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med den formidling, der er omfattet af nr. 1 eller 2, jf. dog § 8, stk. 1.

Som det fremgår, knytter MAL's anvendelsesområde sig til medieindholdet - ikke medieforetagendet. Loven definerer ikke begrebet "medie" eller "massemedie" og opstiller ikke formelle krav til indholdsudbyderen vedrørende fx selskabsretlig organisationsform, udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, særlig uddannelse eller andre formelle krav.5 Loven udelukker dermed ikke, at almindelige privatpersoner - eventuelt som en hobbyvirksomhed - kan producere og udbrede indhold omfattet af loven. Som det vil fremgå, er der dog i § 1 indlagt en række kriterier vedrørende massemediernes karakter, der reelt tjener til at adskille massemedier fra andre medier.

§ 1, nr. 1, omhandler periodiske "skrifter". MAL definerer ikke, hvad der nærmere forstås ved et skrift, men bestemmelsen tager historisk set sigte på de traditionelle trykte medier, dvs. aviser, ugeblade mv. De afsluttende ord "eller på anden måde offentliggøres" har ganske vist til formål at tage højde for den teknologiske udvikling, der indebærer, at et skrift kan mangfoldiggøres på andre måder end ved trykning, fx elektronisk.6 Uanset dette må anvendelse af § 1, nr. 1, formentlig forudsætte, at der som grundlag for mangfoldiggørelsen foreligger et skrift i traditionel forstand. Rene elektroniske udgivelser som weblogs mv. falder derfor udenfor.7 Disse kan i stedet omfattes af nr. 3, jf. nedenfor.

§ 1, nr. 2, omfatter radio- og tv-programvirksomhed i radio/tv-lovens forstand. Radio/tv-lovens § 2, stk. 1, definerer programvirksomhed som "udsendelse af lyd- og billedprogrammer til almenheden ved hjælp af radioanlæg". Herved menes, at loven omfatter programmer, der broadcastes, dvs. sendes simultant til en ubestemt kreds af modtagere, der ikke har indflydelse på hverken indhold eller sendetidspunkt, jf. også art. 1 i direktivet om "tv uden grænser", 1989/552/EF (som ændret ved direktiv 1997/36/EF).8 Radio- og tv-programmer i radio/tv-lovens forstand er således definitorisk envejskommunikation - fra radio/tv-foretagendet til lytteren/seeren. Brugerdrevne lyd- og billedbaserede tjenester på internettet er derimod som altovervejende hovedregel såkaldte "on demand"-tjenester, dvs. indhold, som modtageren af indholdet - fordi mediet er interaktivt og giver mulighed for tovejskommunikation - rekvirerer på individuel anmodning på et individuelt tidspunkt, jf. e-handelslovens § 2, nr. 1.9Disse tjenester falder således ikke ind under radio/tv-loven og dermed heller ikke ind under MAL § 1, nr. 2.10

Der er herefter navnlig opsamlingsbestemmelsen i § 1, nr. 3, om andre medier, der kan sidestilles med de traditionelle massemedier, der påkalder sig opmærksomhed i nærværende sammenhæng. Bestemmelsen stammer fra MAL's indførelse i 1992, dvs. før internettet, som vi kender det i dag. Allerede dengang fandtes dog forskellige netværksbaserede datatjenester, fx teledata, og bestemmelsen er møntet på sådanne tjenester samt på fx lyd- og telefonaviser. Bestemmelsen er begrundet i, at det ville skabe en uhensigtsmæssig retstilstand, såfremt MAL's særlige ansvarssystem knyttede sig til bestemte formidlingsteknologier. I så fald ville ansvaret for fx en avisartikel være omfattet af MAL, mens den samme artikel, hvis den ikke blev trykt, men udelukkende formidledes elektronisk via fx teledata, falde uden for loven.11 Ifølge forarbejderne skal bestemmelsen fortolkes snævert, således at der skal vægtige grunde til at lade MAL's særlige ansvarssystem gælde for andre medier end den trykte presse og radio/tv. Den snævre fortolkning skal modvirke, at MAL's særegne ansvarssystem breder sig utilsigtet.12

MAL § 1, nr. 3, henviser afslutningsvis til § 8. Af § 8 fremgår, at foretagender omfattet af opsamlingsbestemmelsen i § 1, nr. 3, for at være omfattet af loven skal have indgivet anmeldelse til Pressenævnet. Dette krav, der ikke gælder for de trykte medier og radio/tv, jf. § 1, nr. 1 og 2, indebærer, at det er frivilligt, om medier omfattet af nr. 3 vil være underlagt loven. Bestemmelsen giver med andre ord mulighed for, men ikke pligt til at være omfattet af MAL, herunder lovens særlige ansvarssystem. Denne noget usædvanlige ordning skyldes, at det er det enkelte medieforetagende, der er nærmest til selv konkret at vurdere, om det mest hensigtsmæssigt kan lade sig omfatte af lovens særlige ansvarssystem - fx for derved at opnå den bedst mulige kildebeskyttelse. Eller om medievirksomheden har en sådan karakter, at det er mest naturligt at omfattes af dansk rets almindelige ansvarssystem. De medieforetagender, der efter MAL § 1, nr. 3, jf. § 8, har valgt at lade sig registrere hos Pressenævnet - og således være undergivet loven - omfatter de fleste større aviser, ugeblade og radio/tv-foretagenders hjemmesider på internettet, samt en række telefon- og lydaviser, elektroniske nyhedsbureauer og offentligt tilgængelige informationsdatabaser.13

Det følger af § 1, nr. 3, at fire betingelser skal være opfyldt, for at andre medier end trykte og radio/tv omfattes af MAL § 1, nr. 3, og dermed kan vælge at være omfattet af loven. For det første skal mediet være periodisk, hvilket efter § 3, stk. 2, indebærer, at det skal udkomme mindst to gange årligt. Dette medfører, at fx bøger og årbøger falder udenfor. Kravet om, at mediet skal være periodisk, egner sig dårligt til den virtuelle verden, men det forekommer naturligt at fortolke reglen således, at hjemmesider, der opdateres løbende med korte tidsintervaller, opfylder kravet. For det andet skal mediet henvende sig til offentligheden, hvilket indebærer, at principielt alle - eventuelt mod betaling - skal kunne få adgang til stoffet.14 For det tredje skal mediet levere nyhedsformidling, hvorved menes, at indholdet skal være sammensat ved en fra mediets side selvstændig bearbejdning af en flerhed af informationer hidrørende fra forskellige kilder.15 Der skal således være foretaget en redaktionel behandling af stoffet fra mediets side - i modsætning til en ren videreformidling af indhold, andre har produceret. Der er derimod ikke noget krav til lødigheden af informationerne eller det/de emne(r), indholdet vedrører.16

Endelig, for det fjerde, skal indholdet kunne ligestilles med formidlingen fra den trykte presse og radio/tv. Dette krav udtrykker den bagvedliggende intention om, at der sættes snævre grænser for, hvilke medier ud over de traditionelle nyhedsmedier der omfattes af MAL. Ifølge lovbemærkningerne til bestemmelsen er det en konsekvens af kravet om indholdsmæssig ligestilling med de traditionelle massemedier, at kun medier, der formidler deres indhold som envejskommunikation fra mediet til brugeren (men altså ikke den anden vej), kan omfattes. Det skyldes, at forudsætningen for at placere ansvaret hos bestemte personer hos mediet er, at modtageren ikke kan påvirke indholdet.17

3.2 Vurdering

Idet de fleste weblogs og lignende brugerdrevne tjenester er tilgængelige for enhver, der besidder en internetopkobling, vil kravet om, at mediet skal henvende sig til offentligheden, i almindelighed være opfyldt. Det samme vil betingelsen om, at mediet skal være periodisk, idet det jo netop er kendetegnende for disse tjenester, at de hele tiden opdateres og fornyes. Derimod vil mange weblogs (og de fleste tjenester indeholdende brugerproduceret lyd og video) ikke opfylde kravet om nyhedsformidling. Dette gælder i hvert fald de mange tjenester, der har rent privat karakter (private dagbøger, private musik- og videoklip mv.) og hvor indholdet derfor ikke er sammensat ved en redaktionel bearbejdning af en flerhed af informationer hidrørende fra forskellige kilder. Som nævnt i indledningen har et stigende antal weblogs dog efterhånden en så stor lighed med de mere etablerede medier, at kravet om nyhedsformidling vil kunne være opfyldt. Afgørelsen heraf må i sidste ende bero på en konkret vurdering.

Sidst, men ikke mindst, forekommer kravet om, at mediet (for at omfattes af MAL) skal formidle sit indhold som envejskommunikation, i udgangspunktet uforeneligt med weblogs, idet hele tanken bag disse jo er at skabe et medium for uredigeret debat, dvs. tovejskommunikation, mellem alle, der har lyst til at deltage. De weblogs, der er indrettet i overensstemmelse hermed, vil da heller ikke opfylde kravet og således allerede af denne grund falde udenfor MAL's anvendelsesområde.

I mange tilfælde - navnlig hvor bloggen udbydes af et etableret medie, fx en landsdækkende avis eller et radio/tv-foretagende - er bloggen imidlertid indrettet således, at mediet foretager en forudgående redigering af alle indlæg, før de eventuelt kan læses på bloggen. I så fald adskiller bloggen sig ikke fra almindelige læserbreve, debatindlæg mv. i en avis, hvor avisen også foretager en redigering før offentliggørelsen. På trods af den elektroniske form og betegnelsen "blog"er der her således tale om traditionel envejskommunikation i MAL's forstand. Det indebærer, at MAL finder anvendelse, forudsat at de øvrige betingelser i § 1 er opfyldt og internettjenesten er anmeldt til Pressenævnet efter § 8. Som nævnt er de fleste større aviser og radio/tv-foretagenders internetudgaver anmeldt, hvilket indebærer, at redigerede weblogs på disse hjemmesider omfattes af MAL.

Er en blog omfattet af MAL, er kredsen af ansvarssubjekter i alle tilfælde begrænset til forfatteren, redaktøren eller udgiveren af mediet, jf. hovedreglen i MAL § 9, stk. 1.18 Efter § 10, stk. 1, er udgangspunktet, at bloggeren (brugeren, der har skrevet indlægget) som forfatter alene bærer ansvaret herfor efter lovgivningens almindelige regler (dvs. at ansvarsgrundlaget - afhængig af den konkrete straffe- eller erstatningsbestemmelse - er forsæt eller uagtsomhed). Er indlægget skrevet efter opfordring af eller under anden medvirken af redaktøren,19 eller vidste denne, at indholdet var urigtigt eller indebar en krænkelse af privatlivets fred, er redaktøren dog medansvarlig, jf. § 13, stk. 1.20 Antages det, at redaktøren af et medie, fx en internetavis, der udbyder en blogtjeneste, i almindelighed ikke vil opfordre til eller på anden måde medvirke til ulovlige ytringer på bloggen, og heller ikke vil være vidende om sådanne, vil det klare udgangspunkt være, at det alene er bloggeren selv, der ifalder ansvar også i de tilfælde, hvor bloggen omfattes af MAL. Bliver redaktøren, fx af en forurettet, gjort opmærksom på, at der på bloggen er offentliggjort ulovligt indhold, og er dette indhold fortsat tilgængeligt, vil redaktøren dog kunne ifalde ansvar efter § 13, stk. 1, hvis han herefter undlader at fjerne det ulovlige indhold.

Er bloggeren en navngiven journalist, der er ansat ved det pågældende medie, påhviler forfatteransvaret efter § 10, stk. 1, naturligvis journalisten, med redaktøren som medansvarlig, hvis redaktøren var vidende om artiklen, jf. § 13, stk. 1. Også her er det altså det klare udgangspunkt, at forfatteren - og kun denne - bærer ansvaret. I ordet "vidende" ligger dog ikke et krav om konkret kendskab til artiklens indhold; kendskab til, at journalisten arbejdede på en artikel om det pågældende emne, er tilstrækkeligt.

MAL § 4, stk. 2, pålægger redaktøren efter anmodning at give enhver, der har retlig interesse heri, oplysning om identiteten af bl.a. forfatteren til en navngiven artikel. Giver bloggen ikke mulighed for anonymitet, men kan det alligevel være vanskeligt for en forurettet at fastslå den enkelte bloggers identitet, fx fordi der alene anvendes e-mailadresser, kan den forurettede således via mediet få de nødvendige oplysninger om bloggerens identitet. Viser det sig, at den af bloggeren oplyste identitet var opdigtet, er der reelt tale om unavngivent indhold, for hvilket redaktøren - som ved almindelige læserbreve - bærer ansvaret, jf. § 11, stk. 1, og uddybende straks nedenfor.

Er en blog indrettet således, at bloggerne kan optræde anonymt, og er bloggen ikke omfattet af MAL, beror på det på lovgivningens almindelige regler, om indehaveren af bloggen kan ifalde et medvirkensansvar for retsstridigt indhold, der via bloggen er gjort tilgængeligt af en anonym person. Omfattes bloggen af MAL, gælder derimod MAL § 11, stk. 1, hvorefter redaktøren er (ene)ansvarlig for indholdet af unavngivne artikler, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes redaktøren som forsætlig eller uagtsom. Der er altså her tale om et objektivt ansvar for redaktøren, hvilket indebærer, at redaktøren ifalder ansvar, uanset om han faktisk har læst eller på anden måde er blevet gjort bekendt med indholdet.21 Redaktøren er ligeledes objektivt ansvarlig, hvis ansvaret ikke kan gøres gældende mod forfatteren på grund af dennes manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed.

I det tilfælde, hvor et etableret medie på sin hjemmeside på internettet udbyder såvel traditionelt, redigeret medieindhold, der opfylder betingelserne i § 1, nr. 3, og uredigeret indhold, der ikke opfylder betingelserne, fx i form af weblogs, må hjemmesiden formentlig vurderes element for element, således at dele af hjemmesiden vil kunne omfattes af MAL, mens andre dele ikke vil omfattes.22

Der ses ikke at være offentliggjort praksis vedrørende weblogs, men den skitserede retsstilling synes i udgangspunktet at stemme overens med Pressenævnets opfattelse. Således har nævnet i sin årsberetning fra 200423 generelt (om end meget kortfattet) udtalt, at "debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg, ikke er omfattet af mediansvarsloven, idet der ikke er tale om redigeret envejskommunikation. Pressenævnet vil derfor i sådanne tilfælde afvise en klage over indlæg på debatsiden. I tilfælde, hvor et debatforum er knyttet til en hjemmeside med redigeret nyhedsformidling, gælder dette kun indlæg på selve debatsiden, idet den redaktionelle del af hjemmesiden er omfattet af medieansvarsloven." Pressenævnet foretager i øvrigt efter fast praksis ikke en egentlig prøvelse af de anmeldelser, nævnet modtager i medfør af MAL § 8, jf. § 1, nr. 3. De af nævnet foretagne registreringer er med andre ord ikke udtryk for en godkendelse fra nævnets side af, at kravene i § 1, nr. 3, er opfyldt. Vurderingen heraf er overladt til domstolene.

Weblogs mv., der ikke omfattes af MAL, er heller ikke omfattet af generalklausulen om god presseskik og de presseetiske regler, og dermed heller ikke af Pressenævnets kompetence. Sager vedrørende retsstridigt indhold på en blog må følgelig indbringes for domstolene med grundlag i straffelovens regler eller andre specifikke ansvarsregler - i stedet for at blive indbragt for Pressenævnet efter den mere fleksible og rummelige generalklausul om god presseskik. Endelig finder MAL's regler om genmæle24 heller ikke anvendelse.

4. Medieretlige regler afledt af MAL

4.1 Informationsdatabaseloven

Lov om massemediers informationsdatabaser (informationsdatabaseloven)25indeholder regler om massemediernes adgang til at føre elektroniske registre i forbindelse med deres nyhedsvirksomhed. Massemediernes behandling af persondata i den anledning er i det store hele undtaget fra personoplysningsloven, jf. dennes § 2, stk. 6-8. Informationsdatabaseloven giver - af hensyn til informations- og ytringsfriheden - massemedierne adgang til at behandle persondata i videre omfang end personoplysningsloven.26 Det gælder navnlig de såkaldte redaktionelle informationsdatabaser, jf. § 2, stk. 3, der kun er tilgængelige for mediets egne medarbejdere og som udgør et centralt grundlag for det journalistiske arbejde. Derimod gælder der strenge krav til de såkaldt offentligt tilgængelige informationsdatabaser, jf. lovens kap. 3, der som navnet antyder stilles til rådighed for omverdenen (fx andre medier), typisk som abonnementstjeneste. Disse skal anmeldes til både Pressenævnet og Datatilsynet. Overtrædelse af informationsdatabaseloven kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Ved "massemedier" forstås efter informationsdatabaseloven "de af medieansvarslovens § 1 omfattede massemedier". Informationsdatabaselovens anvendelsesområde følger således medieansvarslovens. Omfattes en given weblog efter en konkret vurdering af MAL, finder informationsdatabaseloven dermed også anvendelse, når mediet opretter databaser og herunder behandler personhenførbare oplysninger mv. Og modsat, hvis tjenesten ikke omfattes af MAL. I så fald gælder de almindelige regler i personoplysningsloven.27

4.2 Kildebeskyttelse

Efter retsplejelovens § 168 har enhver pligt til at afgive forklaring for retten som vidne. Som en undtagelse hertil fastsætter § 172, at ledelse, journalister og andre medarbejdere ved medier omfattet af medieansvarsloven er fritaget fra at afgive vidneforklaring om kilders identitet. I straffesager er vidnefritagelsen ikke absolut, idet den ikke finder anvendelse ved særligt alvorlige forbrydelser, der kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover, såfremt vidneførelsen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger hensynet til kildebeskyttelsen. Ligeledes gælder vidnefritagelsen ikke i sager om overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c vedrørende brud på tavshedspligt, medmindre kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning. Kildebeskyttelsen indtræder fra det tidspunkt, hvor mediet modtager oplysningerne fra kilden.

Henvisningen i § 172 til medieansvarslovens § 1 indebærer, at vidnefritagelsesretten ikke omfatter weblogs og lignende interaktive medier, i det omfang disse ikke opfylder kravene i § 1, jf. i det hele beskrivelsen ovenfor. For at sikre, at politi og anklagemyndighed ikke via retsplejelovens regler om edition, beslaglæggelse og ransagning skaffer sig de oplysninger om anonyme kilder, som de ikke kan få på grund af kildebeskyttelsen efter § 172, fastslår reglerne om edition, beslaglæggelse og ransagning, at disse retsmidler ikke kan anvendes, såfremt der herved ville fremkomme oplysninger, som den pågældende ikke ville have pligt til at vidne om. I det omfang § 172 ikke finder anvendelse på weblogs mv., finder begrænsningen i adgangen til at anvende de nævnte retsmidler selvsagt heller ikke anvendelse.

Omfattes en given weblog ikke af MAL, kan man spørge, om der for disse mediers vedkommende alligevel gælder en kildebeskyttelse, blot efter andre regler. Dette kunne være væsentligt for fx de weblogs, der - på linje med de etablerede nyhedsmedier - formidler nyheder og debat om væsentlige samfundsmæssige emner, og hvor fraværet af en kildebeskyttelse må formodes at virke lige så begrænsende for den frie, offentlige debat og opinionsdannelse, som det er tilfældet for de mere etablerede medier. Beskyttelsen af informations- og ytringsfriheden efter EMRK art. 10 omfatter også den negative ytringsfrihed, dvs. retten til ikke at sige noget, og kan ifølge praksis fra EMD efter omstændighederne påberåbes af journalister til støtte for kildebeskyttelse.28 Ganske vist kan der rejses tvivl om, i hvilken udstrækning en selvbestaltet skribent på en weblog eller lignende brugergenereret medie - også selv om dette måtte tilhøre de mere seriøse og nyhedsorienterede - kan nyde samme udstrakte beskyttelse som en journalistisk medarbejder ved et etableret medie. Det ændrer dog ikke på, at art. 10 gælder for enhver, dvs. også ikke-journalister, og at det efter praksis synes mere afgørende for anvendelsen af bestemmelsen, om det anliggende, man ytrer (eller påberåber sig ret til at undlade at ytre) sig om, har offentlig interesse, end spørgsmålet om, af hvem og hvor ytringen blev fremsat.

Det kan på den baggrund næppe afvises, at en privat blogger vil kunne påberåbe sig art. 10 som grundlag for at et krav om kildebeskyttelse. Det er dog væsentligt at notere sig, at kildebeskyttelsen heller ikke efter EMD's praksis er absolut, idet beskyttelsen kan tilsidesættes, hvis væsentlige offentlige interesser nødvendiggør afsløring af kilden, jf. art. 10, stk. 2. Der ses ikke at være praksis fra EMD om spørgsmålet om kildebeskyttelse i relation til nye, interaktive medier.

5. Særligt om ansvar for formidlere af elektronisk indhold

Weblogs og lignende internettjenester formidles elektronisk. Det indebærer, at der mellem udbyderen af bloggen og modtageren optræder en eller flere formidlere, der dels "hoster" tjenesten, dvs. oplagrer den på en internetserver, hvorfra den kan downloades af brugerne, dels sørger for transporten gennem det fysiske netværk fra serveren frem til brugeren. Dette rejser spørgsmålet, om tredjeparten, formidleren, kan gøres selvstændigt ansvarlig for et eventuelt retsstridigt indhold på en blog.

Spørgsmålet er reguleret i e-handelslovens29§§ 14-16, der implementerer e-handelsdirektivets30 art. 12-14.31 Loven (og direktivet) er retsteknisk opbygget således, at det regulerer spørgsmålet om, hvornår en formidler er ansvarsfri. Altså ikke spørgsmålet om, hvornår formidleren kan ifalde ansvar. Dette er overladt til medlemsstaternes nationale lovgivning. Er betingelserne i e-handelsloven for, at formidleren er ansvarsfri, ikke opfyldt, er dette således ikke ensbetydende med, at formidleren ifalder ansvar. Dette afhænger i så fald af dansk rets øvrige regler.

E-handelsloven skelner mellem forskellige typer af formidling og hviler på et princip om, at ansvarsfrihed forudsætter, at formidlerens aktivitet alene er af teknisk, automatisk og passiv karakter, således at formidleren hverken har kendskab til eller kontrol over de informationer, formidleren transmitterer eller oplagrer.32 For så vidt angår den, der oplagrer en blog på en internetopkoblet server, fastsætter e-handelslovens § 16 (jf. direktivets art. 14), at formidleren ikke kan ifalde ansvar, når oplagringen sker på anmodning af den, der har leveret informationen (indholdsudbyderen), og formidleren ikke har kendskab til den retsstridige aktivitet, eller, såfremt formidleren får et sådant kendskab, straks tager skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den.33 Det bemærkes i øvrigt, at en formidler ifølge e-handelsdirektivets art. 15 ingen generel forpligtelse har til at overvåge den information, der oplagres, eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed.34

Opfylder en formidler af en weblog de nævnte betingelser, er formidleren ansvarsfri, uanset eventuelle nationale regler, der ville kunne føre til et modsat resultat, jf. EU-rettens forrang og det almindelige lex specialis-princip. Dette er ifølge bemærkningerne til e-handelsloven i udmærket harmoni med dansk ret før implementeringen af direktivet, idet almindelige straffe- og erstatningsretlige regler i så tilfælde - hvor formidleren alene stiller en tjenesteydelse til rådighed i form af tekniske faciliteter til formidling af en tjeneste på internettet, men ikke har eller burde have noget kendskab til det retsstridige indhold (og straks tager initiativ til at fjerne det, når han får et sådant kendskab) - i almindelighed også ville føre til ansvarsfrihed.35

E-handelsloven og dennes forarbejder udtaler sig ikke om forholdet til de særlige ansvarsregler i MAL. Er der tale om indhold omfattet af MAL, fuldbyrdes den straf- eller erstatningspådragende handling gennem offentliggørelsen af indholdet, og er betingelserne for ansvarsfrihed for formidleren efter e-handelsloven opfyldt, vil dette resultat være i udmærket harmoni med MAL, der jo netop indskrænker kredsen af ansvarssubjekter til forfatteren, redaktøren eller udgiveren af mediet og således undtager eventuelle formidlere fra kredsen af ansvarssubjekter.

Opfylder formidleren ikke betingelserne i e-handelsloven for at være ansvarsfri, er dette som nævnt efter direktivet ikke ensbetydende med, at formidleren ifalder ansvar. Dette spørgsmål er netop overladt til national ret, for dansk rets vedkommende bl.a. MAL. Det følger heraf, at i en situation hvor den strafbare eller erstatningspådragende handling fuldbyrdes via offentliggørelsen af et givet medieindhold omfattet af MAL, finder ansvarsreglerne i MAL anvendelse, hvilket medfører (jf. pkt. 2 ovenfor), at formidleren ikke kan ifalde ansvar (uanset at e-handelsloven altså ikke er til hinder herfor). Der er således ikke tale om regelkollision mellem MAL og e-handelsloven.

Ifølge e-handelsdirektivet omfatter ansvarsfrihedsreglerne for formidlere ikke de foreløbige retsmidler, der i henhold til medlemsstaternes retssystemer kan anvendes for at forhindre eller bringe en retsstridig adfærd til ophør eller foretage nødvendige undersøgelser i den anledning.36 Ansvarsfrihedsreglerne påvirker således ikke muligheden for efter retsplejelovens regler over for formidlere at nedlægge fogedforbud, iværksætte bevissikring, gennemføre beslaglæggelse mv.37 Heller ikke MAL's ansvarsregler forhindrer iværksættelse af foreløbige retsmidler. Anvendelse af fogedforbud og andre foreløbige retsmidler kan dog udgøre indgreb i informations- og ytringsfriheden, herunder grundlovens censurforbud, hvorfor en afvejning af formålet med forbuddet mv. over for hensynet til informations- og ytringsfriheden efter omstændighederne kan føre til, at fogedretten må afvise iværksættelse af forbuddet mv.38

1  Den sydkoreanske internetavis OhMyNews, hvis indhold hovedsageligt produceres af ikke-journalistuddannede privatpersoner, har millioner af daglige besøgende og har adskillige gange sat den politiske dagsorden for hele landet. Ligeledes har USA's it-centrum, Silicon Valley i Californien, for nylig fået sin egen internetavis, Valleynews.com, der produceres af områdets egne borgere.

2  En meget populær og allerede verdensomspændende podcasting-tjeneste er på linket i højre side, der er en slags portal for privates offentliggørelse af egne videooptagelser, musik mv.

3  Lovbekendtgørelse 85 9.2.1998 med senere ændringer. Se uddybende om loven Frøbert & Paulsen, Medieansvarsloven med kommentarer (1997), Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar (2000), Schaumburg-Müller, Presseret (2003), kap. 8 og Sandfeld Jakobsen, Lærebog i elektronisk medieret (2006), kap. 8. Loven bygger i vidt omfang på betænkning 1205/1990.

4  Der gælder dog undtagelser hertil, jf. § 14 (hvorefter også den, der med navns nævnelse citeres i en artikel, kan ifalde ansvar), § 25 (om særligt alvorlige forbrydelser, hvor det almindelige ansvarssystem gælder) og § 27 (hvorefter ansvaret for annoncer påhviler annoncøren, mens redaktøren (men ikke andre) kan ifalde et medvirkensansvar efter de almindelige regler).

5  Betænkning 1205/1990 indeholder i kap. 4 en indledende diskussion om massemediernes afgrænsning og definition.

6  Jf. lovbemærkningerne til § 1 (FT 1990-91, 2. saml., tillæg A, sp. 3047).

7  I samme retning Schaumburg-Müller, Presseret (2003), s. 253.

8  Se uddybende om radio/tv-lovens anvendelsesområde Sandfeld Jakobsen, Lærebog i elektronisk medieret (2006), s. 15 ff. Også tekst-tv anses som broadcasting og er således omfattet af radio/tv-loven. Det skyldes, at selv om brugeren via fjernbetjeningen kan skifte mellem de forskellige sider og således har en vis kontrol over det viste indhold, er tjenesten ikke interaktiv, idet det fortsat er medieforetagendet, der beslutter, hvilket indhold der er tilgængeligt og hvornår.

9  Se uddybende om sondringen broadcast/on demand Sandfeld Jakobsen, Medieret i informationssamfundet (2004), s. 195 ff., og samme i U 2003 B.399.

10  Når radio/tv-foretagender lægger programmer, der tidligere har været vist på de traditionelle platforme (det jordbaserede net, kabel eller satellit), ud på deres hjemmeside på Internettet til fri fremvisning efter den enkelte brugers eget valg, er der heller ikke længere tale om radio/tv-programmer i radio/tv-lovens forstand, men om on demand-tjenester, der falder uden for loven (og altså også uden for MAL).

11  Jf. betænkning 1205/1990, s. 107.

12  Jf. betænkning 1205/1990, s. 106 og lovbemærkningerne til § 1.

13  Jf. Pressenævnets hjemmeside se linket i højre side.

14  Jf. lovbemærkningerne til § 1 (FT 1990-91, 2. saml., tillæg A, sp. 3047).

15  Ibid.

16  Ibid. Kravet om, at der skal være redaktionelt stof, indebærer bl.a., at rene annonceaviser o.lign. ikke omfattes af loven, jf. Schaumburg-Müller, Presseret (2003), s. 253 f. med omtale af U 1996.209/2 H.

17  Jf. FT 1990-91 (2. saml., tillæg A, sp. 3047).

18  Efter § 14 kan den, der i en artikel citeres for en navngiven udtalelse, dog også ifalde (med)ansvar efter lovgivningens almindelige regler. Se tilsvarende § 20 for så vidt angår den, der fremsætter en udtalelse i en direkte radio/tv-udsendelse.

19  Redaktøren er den, der i sidste ende er beføjet til at træffe endelig afgørelse om mediets indhold, jf. § 3, stk. 2.

20  Ordet "vidste" indebærer et krav om forsæt, dvs. at redaktøren positivt skal have været vidende om artiklens retsstridige indhold. Uagtsomhed fra redaktørens side er således ikke tilstrækkeligt. Bestemmelsen skal sikre, at redaktøren ikke ansvarsfrit skal kunne bidrage til at udbrede indhold, som han ved er retsstridigt, jf. betænkning 1205/1990, s. 128.

21  Jf. U 1974.775 B (afgjort efter den tilsvarende bestemmelse i den dagældende presselov).

22  Jf. Sandfeld Jakobsen, Lærebog i elektronisk medieret (2006), s. 203.

23  Jf. s. 19-20.

24  Retten til genmæle, dvs. til at komme til orde i massemedierne over for urigtige oplysninger bragt i samme massemedium, er reguleret i MAL kap. 6.

25  Lov 430 1.6.1994 med senere ændringer.

26  Jf. Sandfeld Jakobsen, Lærebog i elektronisk medieret (2006), s. 231 ff.

27  Også personoplysningsloven (og det bagvedliggende persondatadirektiv, 95/46/EF) tager dog hensyn til informations- og ytringsfriheden, jf. særligt lovens § 2, stk. 2, hvoraf følger, at loven ikke finder anvendelse, såfremt det ville stride mod informations- og ytringsfriheden, jf. EMRK art. 10. Se om forholdet mellem databeskyttelse og ytringsfrihed Blume i U 2003 B.215. Se uddybende om nogle af de problemer, der kan opstå i forhold til behandling af personoplysninger, hvis et medie ikke er omfattet af MAL, Schaumburg-Müller, Pressen, personoplysninger og databaser, Retsvidenskabeligt Tidsskrift 2006 (Juridisk Institut ved Århus Universitet, se linket i højre side).

28  Jf. Schaumburg-Müller, Presseret (2003), s. 123 ff. og 326 f. med omtale af praksis fra EMD, herunder navnlig dom af 27.3.1996, appl. No. 17488/90 (Goodwin vs. UK).

29  Lov 227 22.4.2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel.

30  Direktiv 2000/31/EF.

31  Se om reglerne uddybende Plesner, Mathiasen m.fl., E-handelsloven med kommentarer (2004).

32  Jf. direktiv 2000/31/EF, betragtning 42.

33  Netværksoperatøren, der alene forestår selve den tekniske transmission gennem netværket, er efter § 14 som udgangspunkt ansvarsfri og omtales derfor ikke yderligere i nærværende sammenhæng.

34  Idet dansk ret også før direktivet var i overensstemmelse hermed, er bestemmelsen ikke selvstændigt implementeret. Art. 15 vedrører kun spørgsmålet, om der påhviler en generel overvågningspligt, og er således ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan opretholde regler om overvågningspligt i særlige tilfælde.

35  Jf. lovforslag 61, FT 2001-01 (2. samling), de almindelige bemærkninger pkt. 12.2.1.3.

36  Jf. direktivets art. 12, stk. 3, artikel 13, stk. 2, og artikel 14, stk. 3.

37  Jf. U 2006.1474 H, hvor der nedlagdes forbud mod en netværksoperatør, der transmitterede ophavsretligt beskyttede musikværker fra to private internetservere. Den midlertidige, teknisk betingede eksemplarfremstilling, der fulgte af netværksoperatørens transmission af musikværkerne, fandtes i strid med ophavsretsloven, da eksemplarfremstillingen ikke skete på baggrund af et lovligt forlæg. Operatøren havde således på selvstændigt grundlag foretaget handlinger, som stred mod ophavsmændenes rettigheder. De øvrige betingelser for at nedlægge forbud overfor operatøren, herunder proportionalitetsgrundsætningen, fandtes ligeledes opfyldt. Uanset at operatøren opfyldte betingelserne i e-handelslovens § 14 og dermed var ansvarsfri, kunne forbud således nedlægges.

38  Jf. fx U 1980.1037 H, U 1982.750 H og U 1989.726 H.