21.09.2006
EUs strafferetlige samarbejde
Af:
Thomas Elholm
Nordiske strafferetsforskere har i nogle år udtrykt bekymring for, at EU-samarbejdet vil føre til øget repression i de nordiske lande.
1. Indledning
Nordiske strafferetsforskere har i nogle år udtrykt bekymring for, at EU-samarbejdet vil føre til øget repression i de nordiske lande. De har peget på nogle træk ved EU-samarbejdet, som kunne lede til kriminalisering af flere handlinger (nykriminaliseringer) og til opjustering af strafferammer og straffeniveauer (opkriminaliseringer).1 Men har der været grund til disse bekymringer? For at undersøge dette har jeg fundet de EU-rammeafgørelser frem, som har til formål at regulere den materielle nationale strafferet og gennemgået de danske, finske og svenske lovforarbejder, som implementerer disse rammeafgørelser. Først redegøres for ændringerne, derefter analyseres disse.
2. Op- og nykriminaliseringer i rammeafgørelserne
Ram-pengefalsk2
I Danmark blev der ikke fundet behov for nykriminaliseringer eller opkriminaliseringer som følge af rammeafgørelsen bortset fra, at en mindre udvidelse af ansvaret for juridiske personer var nødvendig. Imidlertid valgte Danmark - selvom rammeafgørelsen kun vedrører pengefalsk - at indføre strafansvar for juridiske personer for alle overtrædelser af straffeloven, som sker med forsæt til at skaffe den juridiske person vinding.3
I Finland blev der foretaget en vis nykriminalisering, så udførsel og transport af falske penge blev strafbar. Endvidere blev området for strafbart forsøg og ansvaret for juridiske personer udvidet.4 I Sverige førte rammeafgørelsen til en selvstændig bestemmelse i brottsbalken om anskaffelse og modtagelse af falske penge. Der skete en vis nykriminalisering derved, at forsøg på disse handlinger blev gjort strafbart. Der skete desuden en vis opkriminalisering, så falsk med endnu ikke gældende sedler/mønter blev gjort lige så strafværdigt som forfalskning af gældende sedler/mønter.5
Ram-betalingsmidler6
Hverken i Danmark eller Sverige gav rammeafgørelsen anledning til op- eller nykriminaliseringer.
I Finland, derimod, skete en række nykriminaliseringer. Forsøg på forfalskning blev gjort strafbart. Den gældende bestemmelse om besiddelse af redskaber/ materiale til forfalskning blev udvidet. Ansvar for juridiske personer blev udvidet bl.a. således, at juridiske personer nu kan straffes for forfalskning (förfalskningsbrott, jf. 33. kap. i strafflagen). Gerningsindholdet vedrørende databedrageri blev udvidet og strafansvaret for forsøg på betalingsmiddelbedrageri ligeledes.7
Ram-hvidvask8
I Danmark gav rammeafgørelsens forgænger - den fælles aktion af 3. december 1998 - anledning til at udvide straffelovens bestemmelse om hæleri, så alle førforbrydelser blev omfattet.9 Disse ændringer blev fundet tilstrækkelige til, at lovgivningen ikke skulle ændres for at opfylde kravene i Ram-hvidvask.
I Finland skete en vis ny- og opkriminalisering under samlet hensyntagen til en række forskellige EU-retsakter, herunder Ram-hvidvask, og til en OECD-rapport. Før lovændringen var hvidvask en del af hæleribestemmelserne, men nu indførtes en særskilt bestemmelse om hvidvask. For grov hvidvask blev strafferammen fastsat til fængsel i mindst 4 måneder og højst 6 år, selv om rammeafgørelsen kun stiller krav om op til mindst 4 års fængsel. Grov hvidvask kunne tidligere straffes som groft hæleri med en strafferamme på mindst 4 måneder og maksimalt 4 år. Desuden skete en vis nykriminalisering med henvisning til EUs 2. tillægsprotokol til svigkonventionen og EUs direktiv om hvidvask. Forsøgsansvaret blev udvidet, og uagtsom hvidvask blev gjort strafbar. Ansvaret for juridiske personer blev udvidet.10
I Sverige gav rammeafgørelsen ikke anledning til op- eller nykriminaliseringer.
Ram-terror11
Rammeafgørelsen kræver, at en række forbrydelser skal kunne straffes strengere efter national ret, hvis de er begået med et såkaldt terrorforsæt. Det førte til opkriminaliseringer i de nordiske lande. I Danmark blev der indført en særlig terrorbestemmelse med fængsel indtil på livstid. Herved skete en kraftig opkriminalisering af visse handlinger, som tidligere ville have været strafbare efter andre bestemmelser i straffeloven med - for nogle af bestemmelsernes vedkommende - en lavere strafferamme.12 F.eks. var strafferammen for groft hærværk, uanset om det blev begået med terrorforsæt, hidtil maksimalt 4 års fængsel.
I Sverige fulgte man det danske eksempel med en særlig terrorbestemmelse med livstidsstrafferamme, hvilket også var lig med en kraftig opkriminalisering for flere forbrydelser. Endvidere blev der indført ansvar for medvirken og forsøg m.m. for visse forbrydelser.13
Finland valgte en lidt anden løsning, idet man ikke ønskede at gå videre end absolut nødvendigt for at opfylde de internationale forpligtelser. Der blev indsat et nyt kapitel i strafflagen om terrorforbrydelser. I den første paragraf opregnes en række forbrydelser, for hvilke strafferammen forhøjes, hvis forbrydelserne begås med terror for øje. Herved skete en opkriminalisering af forbrydelserne, f.eks. så dråp ikke fastsættes til fængsel på bestemt tid, men på livstid, og forsætlig farefremkaldelse, som normalt har en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år, nu giver mulighed for op til 4 års fængsel, hvis der er terrorforsæt.14 Der skete endvidere en vis nykriminalisering, bl.a. indsættelse af en ny bestemmelse om forbud mod biologiske våben og en udvidelse af ansvaret for forsøg på visse forbrydelser.15
Ram-menneskehandel16
I Danmark blev der ikke fundet behov for nykriminaliseringer,17 men rammeafgørelsen (og visse andre internationale retsakter) gav anledning til, at der blev indsat en ny særlig bestemmelse i straffeloven om menneskehandel med et maksimum på 8 års fængsel, svarende til minimumskravet i rammeafgørelsens art. 3. Menneskehandel havde før været strafbar efter en række forskellige bestemmelser i straffeloven med strafferammer på 2, 3, 4 og 12 års fængsel. For visse af disse forbrydelser var der således tale om en markant opkriminalisering.18
I Finland indførtes også en særlig bestemmelse om menneskehandel. Det skete med henvisning til en række internationale forpligtelser, herunder Ram-menneskehandel, som ifølge lovforslaget krævede en vis nykriminalisering.19 Der skete også en vis opkriminalisering, idet menneskehandel før lovændringen kunne straffes efter forskellige bestemmelser i strafflagen med maksima på 2, 4 og 10 års fængsel, mens den nye bestemmelse fik en strafferamme på mindst 4 måneder og højst 6 års fængsel og for grove tilfælde mindst 2 år, højst 10 år.20 Ansvar for juridiske personer indførtes på dette område.21
I Sverige blev der allerede i 1998 af Sexualbrottskommitteen fremlagt forslag om en særlig bestemmelse vedrørende menneskehandel, og i forbindelse med antagelse af rammeafgørelsen vurderede regeringen, at det var nødvendigt med en sådan bestemmelse, bl.a. for at opfylde krav til medvirkens- og forsøgsansvar i rammeafgørelsen.22 Bestemmelsen om menneskehandel blev senere udvidet, igen for at leve op til kravene i rammeafgørelsen, så den nu også omfatter tilfælde, hvor der ikke sker seksuel udnyttelse.23 Under forhandlingerne om rammeafgørelsen havde Sverige EU-formandskabet og arbejdede aktivt for høje krav til strafferammer. Det er derfor meget tænkeligt, at strafferammen for grov menneskehandel i brottsbalken på mindst 2 år og højst 10 års fængsel blev fastsat under hensyntagen til arbejdet i EU.24
Ram-menneskesmugling25
Som følge af EUs direktiv om menneskesmugling anså Danmark det for nødvendigt at udvide bestemmelsen om menneskesmugling i udlændingeloven. Som følge af rammeafgørelsen blev strafferammen for menneskesmugling i straffeloven hævet fra 4 år til 8 års fængsel.26
I Finland blev det fundet nødvendigt med en mindre nykriminalisering, så hjælp til ulovlig transit gennem landet blev strafbar.27 For at opfylde rammeafgørelsens krav til maksimumsstrafferammen blev en særlig bestemmelse om grov menneskesmugling med fængsel i mindst 4 måneder og højst 6 år indsat i strafflagen. Finland (og Sverige, jf. nedenfor) benyttede sig dermed af undtagelsesbestemmelsen i rammeafgørelsens art. 1, stk. 4, hvorefter et land kan nøjes med en strafferamme på maksimalt 6 års fængsel, hvis 8 år truer den indre sammenhæng i landets strafferammesystem. Maksimum for hjælp til ulovlig indrejse havde hidtil været fængsel indtil 2 år. Ansvar for juridiske personer indførtes.28
I lighed med Finland førte direktivet til nykriminalisering i Sverige (hjælp til ulovlig transit gennem landet).29 Herudover skete en række opkriminaliseringer. Bestemmelsen om hjælp til ulovlig indrejse og om organiseret menneskesmugling blev tredelt, så strafferammen kunne differentiere efter forbrydelsens grovhed. For alle tre kategorier skete en vis opkriminalisering, men kun den groveste kategori blev fastsat ud fra kravene i rammeafgørelsen. Forbrydelserne har i dag en strafferamme i de groveste tilfælde på mindst 6 måneder og højst 6 års fængsel (før lovændringen var maksimum 2 år for hjælp til ulovlig indrejse og 4 år for organiseret menneskesmugling).30
Ram-korruption31
Det blev ikke fundet nødvendigt med ændringer i dansk eller svensk ret som følge af rammeafgørelsen. I Finland blev der indført ansvar for juridiske personer for ydelse og modtagelse af bestikkelse i erhvervsforhold.32
Ram-børnesex33
I Danmark medførte rammeafgørelsen en vis nykriminalisering, bl.a. blev gerningsindholdet for køb af seksuelle tjenester af personer under 18 år udvidet.34 Forskellige internationale instrumenter, herunder rammeafgørelsen, førte til kriminalisering af fiktiv børnepornografi.35 Rammeafgørelsen førte til forhøjelse af strafferammen for besiddelse af børnepornografi fra ? til 1 års fængsel. Strafferammen for fremstilling og udbredelse m.m. af børnepornografi blev - i tilfælde af skærpende omstændigheder - forhøjet fra fængsel i 2 år til fængsel i 6 år,36 hvormed Danmark kunne leve op til rammeafgørelsens krav om mindst 5-10 års fængsel for disse forbrydelser.
I Finland blev der som følge af rammeafgørelsen og andre internationale forpligtelser indført en bestemmelse om 'grovt koppleri' med en strafferamme på mindst 4 måneder og højst 6 års fængsel. Før var straffen bøde eller fængsel indtil 3 år (for 'koppleri').37 Forsøg på fremstilling og udbredelse af børnepornografi blev kriminaliseret.38 Ansvar for juridiske personer på dette område indførtes.39 Maksimumstraffen for køb af seksuelle tjenester af person under 18 år blev hævet fra 6 måneder til 1 års fængsel.40 Der blev indført en bestemmelse om (grov) udbredelse af børnepornografi med en ramme på mindst 4 måneder og højst 6 år (maksimum havde hidtil været fængsel indtil 2 år). Strafferammen blev endvidere forhøjet for besiddelse af børnepornografi fra bøde eller fængsel indtil 6 måneder til bøde eller fængsel indtil 1 år.41
I Sverige blev der for såkaldt grovt barnpornografibrott og for grov seksuel tvang fastsat en strafferamme på mindst 6 måneder og højst 6 års fængsel. Før var maksimum 2 år for grovt barnpornografibrott og 4 år for grov ulovlig tvang.42
Ram-narko43
I Danmark fandt Straffelovrådet det nødvendigt med lovændringer som følge af rammeafgørelsens krav om mindst 10 års fængsel for visse handlinger foretaget som led i en kriminel organisation. Imidlertid gik et flertal af Straffelovrådets medlemmer ind for - uafhængigt af rammeafgørelsen - at forhøje strafferammen for grov narkotikakriminalitet (jf. strl. § 191, stk. 1, 1. pkt.) til fængsel i 10 år, 44 og derfor var forslag om ændringer af hensyn til rammeafgørelsen unødvendige.
Med henblik på at implementere rammeafgørelsen foreligger i Finland et lovforslag, som bl.a. udvider forsøgsansvaret til at omfatte transport af narkotika. Endvidere foreslås en ny bestemmelse om grov narkotikakriminalitet og udvidelse af ansvaret for juridiske personer.45 I Sverige er sket en vis nykriminalisering som følge af rammeafgørelsen. Der indførtes en ny type forbrydelse, hvorefter visse handlinger vedrørende narkotikaprækursorer gøres strafbare.46
Ram-info47
Som følge af rammeafgørelsens krav til strafferammer blev den danske straffelovs bestemmelser om grov krænkelse af privatlivets fred og groft hærværk udvidet, så overtrædelser af 'systematisk eller organiseret karakter' nu falder ind under bestemmelsernes højere sidestrafferamme. I øvrigt blev strafferammen i straffelovens § 293, stk. 2, der tidligere var bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder, hævet til bøde eller fængsel indtil 1 år og under visse (bl.a. skærpende) omstændigheder fængsel indtil 2 år.48 I Sverige er det fundet nødvendigt med en vis nykriminalisering, så det gøres strafbart at afbryde eller på anden måde alvorligt forstyrre et informationssystems drift. Endvidere er udvidelse af gerningsindholdet for 'dataindtrængning' fundet nødvendigt. Derimod er der ikke fundet behov for opkriminalisering.49 Der foreligger i skrivende stund ikke oplysninger (på svensk) om rammeafgørelsens implementering i Finland.
Ram-skibe43
I Danmark er det på nuværende tidspunkt ikke endeligt afklaret, om rammeafgørelsen giver behov for lovændringer. En vis opkriminalisering er dog sandsynlig.51 I Finland vil rammeafgørelsen muligvis også medføre opkriminalisering, så straffen for forsøg kan leve op til det mindstekrav, der stilles i rammeafgørelsen.52 I Sverige vil den formentlig føre til en mindre udvidelse af medvirkensreglerne. Herudover vil der være behov for at hæve bødemaksimum for juridiske personer, fordi rammeafgørelsen stiller krav om et bødemaksimum på mindst op til mellem 150.000 euro og 300.000 euro, og - hvis forholdet er groft - mindst op til mellem 750.000 euro og 1,5 mio. euro. Sverige er således nødt til at hæve maksimum fra de nuværende 3 mio. SEK til (mindst) 7 mio. SEK.53
Ram-miljø54
Rammeafgørelsen er annulleret ved EF-domstolens dom i sagen C-174/03, men indholdet vil sandsynligvis nogenlunde uændret blive flyttet over i et direktiv. I Danmark og Sverige vil direktivet formentlig ikke få lovgivningsmæssige konsekvenser, mens det i Finland vil medføre behov for udvidelse af ansvaret for juridiske personer.55
Ram-org. kriminalitet56
Det ser i skrivende stund ud til, at rammeafgørelsen vil medføre behov for at udvide de ellers meget brede danske regler om forsøg og medvirken. Det er på nuværende tidspunkt ikke sig selv kriminelt at være medlem af en organisation, som beskrevet i rammeafgørelse. Det forudses endvidere, at rammeafgørelsen vil kræve opkriminaliseringer. At en forbrydelse er begået inden for rammerne af en kriminel organisation, vil ikke i sig selv kunne medføre strafforhøjelse, ud over den almindelige strafferamme. Desuden vil kravet til strafferamme i rammeafgørelsens art. 3, stk. 1, hvorefter der mindst skal være en maksimumstraf på 5 års fængsel for deltagelse og 10 år for ledelse af en sådan organisation, medføre behov for opkriminalisering, idet reglerne om ledelse af og deltagelse i en kriminel organisation i en række tilfælde ikke på nuværende tidspunkt lever op til disse krav.
I Finland indførtes som følge af den fælles aktion af 17. december 199657 en ny bestemmelse i strafflagen, hvorefter den strengeste straf blev fastsat til fængsel i mindst 4 år for forskellige former for deltagelse i en kriminel organisation. Rammeafgørelsens krav i art. 3, stk. 1, vil medføre behov for opkriminalisering.
Ram-racisme58
Rammeafgørelsen er i skrivende politisk omdiskuteret, og det er uklart, om og hvornår rammeafgørelsen kan vedtages.
3. Analyse af nykriminaliseringerne
Hvilke generelle træk kan udledes af gennemgangen ovenfor, og hvordan påvirkes strafferetten?
Objektive og subjektive gerningsmomenter
For det første er nykriminaliseringer i en række tilfælde sket ved, at gerningsindholdet i bestemmelser i landenes straffelove er blevet udvidet.59 For denne udvikling spiller ikke alene EU-lovgivningen en rolle, men også visse andre internationale forpligtelser (se f.eks. i forbindelse med Ram-menneskehandel).
Det er sjældent, at rammeafgørelserne stiller krav til de subjektive ansvarsbetingelser, f.eks. krav til tilregnelsen. Kun i Ram-skibe og Ram-miljø, hvor der kræves straf for uagtsomme overtrædelser, har det været tilfældet. Sådanne krav (til de subjektive ansvarsbetingelser) har hidtil ikke ført til nykriminalisering i de nordiske lande.
Forsøg og medvirken
For det andet er nykriminalisering som følge af rammeafgørelserne i en hel del tilfælde sket ved, at strafansvaret for medvirken (inkl. anstiftelse) og forsøg (inkl. forberedelse) er udvidet. Rammeafgørelserne stiller næsten alle krav om strafansvar for disse handlinger, og det fører til en række ny- og opkriminaliseringer i Finland og Sverige. Faktisk har alle rammeafgørelserne - på nær Ram-korruption - medført udvidet ansvar for enten forsøg eller medvirken i Finland eller Sverige og typisk i begge lande. Hvor disse lande før har været tilbageholdende med at kriminalisere forsøg og medvirken - formentlig ud fra principielle betragtninger om straffens ultima ratio - så fører EU-samarbejdet konsekvent til en udvidelse af disse regler. Alligevel har de finske og svenske repræsentanter ved EU-forhandlingerne tilsyneladende ikke anfægtet nødvendigheden af udvidelserne.
I Danmark er reglerne for forsøg og medvirken meget vidtrækkende, og det er derfor sjældent nødvendigt med lovændringer, der består i udvidelse af forsøgs- og medvirkensansvaret, på grund af krav fra rammeafgørelser. Med Ram-org. kriminalitet ser det dog alligevel ud til, at de danske regler må ændres, idet det i øjeblikket ikke i sig selv er kriminelt at være medlem af en sådan organisation, således som rammeafgørelsen kræver (bortset fra strl. § 132 a om den, som deltager i fortsættelsen af en forenings virksomhed, efter at den foreløbig er forbudt af regeringen eller opløst ved dom).
Ansvarssubjektet
For det tredje er der sket nykriminalisering derved, at kredsen af ansvarlige personer er udvidet til at omfatte juridiske personer. Næsten alle rammeafgørelserne stiller krav om mulighed for sanktionering af juridiske personer, om end der ikke kræves strafansvar for disse. I en lang række tilfælde har rammeafgørelserne således ført til udvidelse af reglerne i Finland - og i visse tilfælde Sverige - så juridiske personer kan sanktioneres.60 I Danmark blev der i forbindelse med Ram-pengefalsk etableret bødeansvar for juridiske personer for alle straffelovsovertrædelser. Det skete for at undgå fremtidige lovændringer som følge af krav fra stadigt flere EU-retsakter.61
Forældelse og jurisdiktion m.m.
Udover de her nævnte markante træk ved EU-rettens påvirkning af de nordiske lande, tyder gennemgangen af rammeafgørelserne på, at der i fremtiden kan fremkomme nykriminaliseringer på visse andre måder.
Regler om forældelse kan føre til, at handlinger, som tidligere ville være straffri, gøres strafbare. EUs rammeafgørelser har hidtil typisk ikke stillet krav vedrørende forældelsesfrister, men Ram-børnesex stiller i art. 8, stk. 6, krav om, at medlemslandene muliggør retsforfølgning efter, at børn, der har været udsat for grove seksualforbrydelser, har nået myndighedsalderen. Dette og andre internationale krav fik svenskerne til at ændre reglerne om forældelse (preskription) for denne type kriminalitet, så forældelsen først løber fra barnets fyldte 18 år.62 Ram-børnesex fik desuden danskerne til at ændre forældelsesreglerne for menneskehandel, så forældelse af fristen for handel med mennesker under 18 år først løber fra personens fyldte 18 år.63
Ændrede jurisdiktionsregler kan også føre til øget repression. Sverige opgav kravet om dobbelt strafbarhed for pengefalsk i forbindelse med implementering af Ram-pengefalsk,64 og Danmark har opgivet kravet for visse seksualforbrydelser mod børn.65 I ingen af disse tilfælde er ændringerne alene motiveret af EU-lovgivning, og de er slet ikke et krav fra EU, men EU-lovgivningen har været en medvirkende årsag til lovændringerne.
4. Analyse af opkriminaliseringerne
Indledning
Også opkriminaliseringer har rammeafgørelserne medført en hel del af. Centralt står påvirkningen af strafferammerne, men der er potentielt andre påvirkningskanaler, jf. analysen i det følgende.
Strafferammer
Rammeafgørelsernes krav til landenes strafferammer er et træk, som adskiller EU-lovgivningen fra næsten al anden international strafferetlig regulering. Undersøgelsen af de nordiske lande viser, at over halvdelen af rammeafgørelserne har ført til forhøjelser af strafferammerne i et eller flere af de nordiske lande.66 I flere tilfælde er strafferammen for bestemte forbrydelser endog mere end fordoblet i et eller flere af landene.67 Selvom EUs regulering af strafferammer endnu er beskeden i den forstand, at der kun stilles (minimumkrav) til maksimumstraffen, så har denne regulering altså sat sig tydelige spor i de nordiske lande.
Rådet vedtog i 2002 en strategi for harmonisering af straffene i EU. Heri fastsattes intervaller for, hvordan kravene til strafferammernes maksimum skal angives i rammeafgørelserne.68 Der er fire intervaller, hvorefter den maksimale varighed skal være på mindst 1-3 års fængsel, mindst 2-5 års fængsel, mindst 5-10 års fængsel eller fængsel i over 10 år.
EUs lovgivning på dette (som på andre) områder skal respektere nærheds- og proportionalitetsprincippet, og i de omtalte konklusioner fra Rådsmødet blev 'nødvendigheden af intern kohærens i medlemsstaternes strafferetlige systemer og accept af forskelle i straffe' understreget.69 Således giver Ram-menneskesmugling mulighed for at nøjes med et maksimum på 6 års fængsel, hvis det er nødvendigt af hensyn til indre sammenhæng i det pågældende lands strafferammesystem. En undtagelse som både Finland og Sverige har benyttet sig af.
Mens næsten alle rammeafgørelserne indeholder krav til frihedsstraffen, indeholder kun to af dem krav til bødestraffe. Ud over den omtalte rammeafgørelse om skibe (Ram-skibe), drejer det sig om forslag til rammeafgørelse om immaterialret,70 hvor der stilles mindstekrav til bødestørrelsens maksimum for både fysiske og juridiske personer. De to rammeafgørelser er af nyere dato og varsler måske mere intensiv regulering af bøderammer fremover. Det vil kunne medføre opkriminalisering i Norden, således som f.eks. bødekravene efter Ram-skibe, der er mere end dobbelt så høje i forhold til bødemaksimum for juridiske personer i Sverige.
Strafferammeminima har EU endnu ikke beskæftiget sig meget med. Det skyldes formentlig erklæring nr. 8 til Amsterdamtraktaten, hvorefter et medlemsland, som ikke opererer med særlige, forhøjede strafminima, ikke kan forpligtes til at indføre sådanne. Spørgsmålet er, om erklæringen kan holdes i hævd på sigt. Endvidere - og det er måske det mest interessante her - så vedrører erklæringen en bestemmelse i EU-traktaten (afsnit VI), men reguleringen af strafferammen kan muligvis også ske inden for rammerne af EF-traktaten - i et direktiv. Spørgsmålet er da, om erklæring nr. 8 er relevant? Hvis erklæringen tilsidesættes, kan det få vidtrækkende konsekvenser for strafferammer og strafniveau. Det kan tilføjes, at jeg har fundet ét eksempel på regulering af sanktionsminima, og det er netop i et direktiv vedtaget med hjemmel i 1. søjle.71 Det drejer sig om sanktioner for transportvirksomheders hjælp til ulovlig indrejse. Minimakravene i direktivet er dog ikke obligatorisk. Landene har valgfrihed med hensyn til, om de vil leve op til visse minima eller visse høje maksima.
Der knytter sig til EUs regulering af sanktioner og strafferammer altid et generelt princip, hvorefter landene skal sikre, at overtrædelser af EU-retten kan straffes med sanktioner, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Princippet er oprindeligt udviklet via EF-domstolens praksis i sager, hvor landene ikke har haft tilstrækkeligt strenge sanktioner og sanktionssystemer. Mest kendt er vel sagen om de græske majs (sag 68/88). Dette princip synes derfor meget naturligt at kunne forstås således, at det er særligt relevant i forbindelse med spørgsmålet, om landene straffer tilstrækkeligt strengt, mens det er mindre relevant (eller irrelevant?) i forbindelse med spørgsmålet, om landene straffer for strengt.
Princippet fremgår eksplicit af alle de ovenfor omtalte rammeafgørelser, og fremføres i øvrigt overalt, hvor EU berører spørgsmål om straf og sanktioner, bl.a. i lovgivning, retspraksis og KOM-dokumenter. Ingen synes imidlertid at kende det præcise indhold - om der overhovedet er noget præcist indhold. Princippet har således en anden karakter end juridiske principper i gængs forstand. Jeg tvivler stærkt på, at princippet er genstand for egentlige overvejelser, når rammeafgørelser implementeres i landene, men det nævnes typisk (kort) i lovforslagene fra de nordiske regeringer. I rammeafgørelserne tilføjes princippet ofte en passus om, at sanktionerne skal have en karakter, der muliggør udlevering. Dette krav giver derimod anledning til flere overvejelser.72
Straffens art
Rammeafgørelserne stiller ikke blot krav til strafferammerne, men også til straffens art. I alle afgørelserne stilles således krav om frihedsstraf. Da EU hidtil mest har befattet sig med harmonisering af grove forbrydelser, som f.eks. menneskesmugling og -handel, børnepornografi og terror, så har krav til straffens art ikke påvirket landenes lovgivning synderligt. Der er kun ét eksempel på, at kravet om frihedsstraf har ført til opkriminalisering fra bøde til frihedsstraf, nemlig Danmarks implementering af Ram-info.
Derimod har EUs konstante krav om frihedsstraf haft den konsekvens, at de nordiske lande har været nødsaget til at indføre frihedsstraf i de tilfælde, hvor rammeafgørelserne har medført behov for nykriminaliseringer, og det er vel ikke givet, at landene med hensyn til alle nykriminaliseringerne ville have valgt frihedsstraf.
Skærpende omstændigheder
Indførelse af nye skærpende omstændigheder i national lovgivning kan efter omstændighederne medføre en opkriminalisering. Indtil videre har angivelse af skærpende omstændigheder i rammeafgørelserne dog alene været brugt til at graduere kravene til strafferammerne. Således kræver Ram-børnesex som udgangspunkt strafferammemaksimum på mindst 1-3 års fængsel for en række forbrydelser, men hvis der foreligger en skærpende omstændighed - f.eks. vold mod barnet - kræves et strafferammemaksimum på mindst 5-10 år.
Rammeafgørelserne stiller derimod ikke krav om, at de skærpende omstændigheder skal indgå i domstolenes strafudmåling. 73
Selvom rammeafgørelserne ikke stiller krav om, at en bestemt adfærd skal indgå i den konkrete strafudmåling som en skærpende omstændighed, så er det hverken efter dansk eller svensk ret udelukket, at de nationale domstole vælger at lægge vægt på sådanne skærpende omstændigheder, som flere rammeafgørelser opregner. Det er sket i en svensk sag om terrorfinansiering, at domstolene har henvist til Ram-terror som begrundelse for, at den konkrete forbrydelse skulle anses for særligt strafværdig.74
Gentagelsesvirkning
Også regler om gentagelsesvirkning vil efter omstændighederne kunne føre til opkriminalisering. De ovenfor nævnte rammeafgørelser beskæftiger sig stort set ikke med dette aspekt, men i en ændringsrammeafgørelse fra 200175 til Ram-pengefalsk kræves det af landene, at de 'anerkender princippet om gentagelsesvirkning på de betingelser, der er fastsat i deres nationale lovgivning', uanset hvilket betalingsmiddel den fremmede straffedom vedrører. Selvom dette krav tilsyneladende ikke har ført til lovændringer i de nordiske lande, så kan EU-regler om gentagelsesvirkning på tværs af landegrænser meget vel i fremtiden bidrage til et øget repressionsniveau i Norden.76
Tillægsstraffe
Indførelse af tillægsstraffe eller tillægssanktioner kan bidrage til opkriminalisering. Rammeafgørelserne stiller ikke krav om indførelse af tillægsstraffe eller -sanktioner. Derimod kan en nyligt vedtagen rammeafgørelse om konfiskation (dansk initiativ)77 meget vel indgå som delargument for udvidelse af reglerne om konfiskation i Sverige.78
Det kan i øvrigt nævnes, at rammeafgørelserne typisk opstiller lister over alternative sanktioner, som landene fakultativt kan indføre, f.eks. udelukkelse fra offentlig støtte eller likvidation af selskaber. De nordiske lande har tilsyneladende ikke ladet sig inspirere af disse kataloger, måske fordi nogle af de foreslåede sanktioner allerede eksisterer i landene. De nævnte sanktioner om udelukkelse fra det ene eller det andet er først og fremmest af præventiv karakter, men har vel også ofte et repressivt element, som gør, at deres indførelse og anvendelse - måske navnlig i kombination med andre straffe - kan siges at bidrage til en opkriminalisering.
5. Af- eller nedkriminaliseringerne
Jeg har ikke kunnet finde eksempler på, at rammeafgørelserne har ført til af- eller nedkriminaliseringer i de nordiske lande.
Indførelsen af nye formildende omstændigheder i forbindelse med bestemte forbrydelser kunne være en måde, hvorpå rammeafgørelserne ville kunne bidrage til nedkriminalisering. Men hidtil har formildende omstændigheder kun været brugt til gradueringen af strafferammerne, og da der er tale om minimumskrav, kan landene frit anvende højere maksima.
6. Omkriminaliseringerne
Der er et yderligere træk ved de nordiske landes implementering af rammeafgørelserne, som fortjener omtale her. Jeg har valgt at kalde det omkriminalisering, dvs. tilfælde, hvor landene skaber nye, særlige bestemmelser til kriminalisering af handlinger, som allerede er kriminaliseret på anden måde. Der indførtes med Ram-terror og Ram-menneskehandel særlige bestemmelser om terrorforbrydelser og menneskehandel i flere af landene, skønt de pågældende handlinger allerede var strafbare efter forskellige bestemmelser.
To aspekter bør fremhæves i den forbindelse. For det første, jo flere lande der vælger denne fremgangsmåde, jo større tilnærmelse af landenes strafferet i EU. Det gælder især, når de nye paragraffer konciperes over rammeafgørelsens ordlyd, hvilket ikke er helt sjældent (f.eks. i forbindelse med Ram-terror).
For det andet bemærkes, at denne fremgangsmåde kan bidrage til en vis opkriminalisering. Når mange og meget forskellige handlinger samles i én forbrydelse, så vil de groveste af handlingerne ofte medføre behov for et samlet højt strafferammemaksimum, skønt mange af handlingerne slet ikke kræver et så højt maksimum. I både Danmark og Finland gav Ram-menneskehandel anledning til en ny særlig bestemmelse om menneskehandel. De handlinger, som omfattes af denne nye bestemmelse, var tidligere strafbare efter forskellige andre bestemmelser med (til dels) lavere strafferamme. De bringes nu under samme bestemmelse med et meget højt maksimum, som er fastsat ud fra EU-krav. Det samme gælder i Danmark og Sverige, for så vidt angår Ram-terror.
Det er muligt at undgå den samlede høje strafferamme for alle de pågældende handlinger, hvis der i den nye bestemmelse opereres med hoved- og sidestrafferammer. Men bl.a. Danmark har flere gange undladt en sådan fremgangsmåde. Det fremgår af forarbejderne til Danmarks implementering af Ram-menneskehandel, at regeringen overvejede en lavere normalstrafferamme, suppleret med en skærpet sidestrafferamme, hvis de i rammeafgørelsen angivne omstændigheder forelå. Regeringen foretrak imidlertid - ud fra en 'lovteknisk vurdering' - en samlet høj strafferamme for al menneskehandel på 8 års fængsel, som vil kunne 'afspejle de krænkelser af den personlige frihed mv., som menneskehandel er udtryk for'.79
7. Overkriminaliseringerne
De nordiske landes implementering af rammeafgørelserne viser i øvrigt en tendens til overkriminalisering, hvormed jeg her mener op- og nykriminaliseringer, som ikke er påkrævet efter rammeafgørelserne. Der er en hel række eksempler.
For så vidt angår nykriminaliseringer kan peges på Danmarks implementering af Ram-hvidvask, hvor hæleribestemmelsen udvides til at omfatte alle førforbrydelser og implementeringen af Ram-pengefalsk, hvor der indføres bødeansvar for juridiske personer for alle straffelovsovertrædelser begået med forsæt til at skaffe den juridiske person vinding.
Disse nykriminaliseringer har nok en EU-retlig baggrund, men de er snarere udslag af national politik og ideologi end af krav fra EU-retten. Årsagerne til, at landene vælger at overkriminalisere, er sikkert mange, men i hvert fald to årsager synes nærliggende. For det første sker overkriminalisering af lovtekniske hensyn, f.eks. kan det vise sig nødvendigt at omskrive rammeafgørelsens gerningsindhold, så formuleringen passer til national lovgivningsteknik og -sprog. Herved opstår en vis risiko for, at der kriminaliseres mere, end EU-retten kræver. For det andet sker denne form for overkriminalisering formentlig også som følge af nationale kriminalpolitiske hensyn.
Hvad angår opkriminaliseringer er Danmarks og til dels Sveriges implementering af Ram-terror markant. Her fastsættes strafferammen til fængsel indtil på livstid, skønt dette (endsige krav om anvendelse af landets maksimumsstraf) ikke er påkrævet efter rammeafgørelsen. Finland og Sverige vælger i forbindelse med Ram-menneskehandel en højere strafferamme, end EU-lovgivningen kræver. Det samme gælder Danmark og Finland i forbindelse med Ram-børnesex. Danmark finder, i forbindelse med implementering af Ram-menneskehandel, i modsætning til Finland og Sverige ikke anledning til at benytte sig af undtagelsesbestemmelsen i rammeafgørelsens art. 1, stk. 4, hvorefter landene kan nøjes med et strafferammemaksimum på 6 års fængsel. Der henvises i de danske forarbejder i den forbindelse blot til 'den alvor, hvormed menneskesmugling under skærpende omstændigheder bør bedømmes'.80
Overkriminaliseringer i form af højere strafferammer end påkrævet efter rammeafgørelserne synes at være udslag af to hensyn. Først og fremmest hensynet til landenes strafferammesystemer. Når Danmark og Finland tvinges til opkriminalisering for at kunne implementere Ram-børnesex, men vælger en maksimumramme på 6 års fængsel, skønt rammeafgørelsen blot kræver 5-10 år, så skyldes det, at disse lande ikke opererer med maksima på 5 år. Hensynet til strafferammesystemet er dog ikke altid afgørende. Der synes nemlig, for det andet, at blive taget hensyn til strafværdigheden eller retsfølelsen, uafhængigt af rammeafgørelsen, således som det fremgår af citaterne ovenfor (afsnit 6), hvor den danske regering foreslog en samlet høj strafferamme på 8 års fængsel for menneskehandel, fordi denne ville kunne 'afspejle de krænkelser af den personlige frihed mv., som menneskehandel er udtryk for'.
Der er en række tegn på, at de nordiske lande i løbet af de sidste 10-20 år ville have oplevet en opkriminalisering - også uden hjælp fra EU. De kriminalpolitiske vinde er generelt koldere end for 15-20 år siden, måske navnlig i Danmark, hvor der har været gennemført mange opkriminaliseringer, som intet har med EU at gøre. Men også i Sverige har der været gennemført en række opkriminaliseringer, som ikke har baggrund i EU.
Desuden må man naturligvis ikke glemme, at EUs lovgivende organ sættes sammen af landene, og at også de nordiske lande i forbindelse med flere forslag til EU-retsakter har set interesse i skærpede krav til straf og strafferammer, f.eks. i forbindelse med Ram-miljø (på initiativ fra Danmark) og Ram-menneskehandel (under svensk EU-formandskab). Ud over landenes iver efter at opkriminalisere kan også nævnes, at andre internationale fora end EU har bidraget til op- eller i hvert fald nykriminalisering i de senere år. Det gælder således FN.
8. Fra lovgivning til retspraksis
De mange op- og nykriminaliseringer, som er en følge af rammeafgørelserne i de nordiske lande, er naturligvis ikke nødvendigvis ensbetydende med flere og/eller længere frihedsstraffe og strengere bødestraffe. Lovændringernes påvirkning af retspraksis begrænses af visse faktorer.
For det første bemærkes, at en række af nykriminaliseringerne er relativt marginale og formentlig ikke vil føre til særligt mange straffesager, f.eks. Finlands og Sveriges udvidelse af pengefalskbestemmelsen (se Ram-pengefalsk).
For det andet bemærkes, at selvom rammeafgørelserne ganske vist i en række tilfælde stiller krav om frihedsstraf, så regulerer de ikke spørgsmålet om betinget eller ubetinget straf. Danske domstole vil således i mange tilfælde kunne vælge en betinget frihedsstraf uden særvilkår.
For det tredje bemærkes - vedrørende opkriminaliseringen - at rammeafgørelserne alene regulerer strafferammemaksima, men hverken strafminima eller den faktiske strafudmåling. De nationale domstole har derfor i en vis udstrækning mulighed for at fortsætte den hidtidige strafudmåling. I Danmark anvendes meget vide strafferammer, og fængselsstrafferammens minimum er for næsten alle forbrydelser 7 dages fængsel. Dette minimum ændres ikke af rammeafgørelsernes krav til strafferammemaksimum, og rammeafgørelserne får derfor ikke nødvendigvis - og i hvert fald på kort sigt formentlig ikke - betydning for strafniveauet. I Danmark har lovgiver i forbindelse med implementering af rammeafgørelserne da heller ikke givet udtryk for, at forhøjelse af strafferammen skal anses for et ønske om højere strafudmåling.
Lidt anderledes forholder det sig med Finland og Sverige. I modsætning til Danmark opererer disse lande med snævrere strafferammer og varierende strafminima. Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, har Finland og Sverige således bestemte strafskalaer. For de grovere forbrydelser lyder ét trin i skalaen typisk: mindst 4 (eller 6) måneder og op til 6 års fængsel. Det næste trin lyder typisk: mindst 2 og højst 10 års fængsel. Hvis EU-lovgivningen skal implementeres i disse lande på en måde, som passer ind i strafferammesystemet, vil der således være ganske stor forskel på, om rammeafgørelsen kræver 6 eller 8 års fængsel. Som det fremgår, vil det ikke blot få betydning for den indre sammenhæng i strafferammesystemet, men det vil også kunne give udslag i retspraksis, fordi forskellene i minimumstraffen er relativt store (4 måneder eller 2 år). Disse lande opererer dog ikke sjældent med en trindeling af de enkelte forbrydelser, hvorefter der gælder forskellige strafferammer for den ordinære forbrydelse og for de grove former. Hvor denne teknik finder anvendelse, kan landene nøjes med at hæve strafferammen for de grove tilfælde og lade strafferamme for de ordinære tilfælde være uændret.
Selvom lovændringernes påvirkning af retspraksis begrænses af de nævnte faktorer, så bør der ikke ses bort fra, at der faktisk sker en vis påvirkning i skærpende retning. Fra svensk retspraksis findes således et eksempel på, at domstolene vurderer en forbrydelse som særlig strafværdig, bl.a. med henvisning til en EU-rammeafgørelse (Ram-terror).81
9. EF-samarbejdet inden for 1. søjle
Indledning
Ovenfor har jeg beskæftiget mig hovedsageligt med rammeafgørelser vedtaget inden for rammerne af 3. søjle. Inden for rammerne af 1. søjle foregår imidlertid også lovgivningsarbejde, som har betydning for national strafferet og repressionsniveauet.
Gerningsindhold i direktiver
Som nævnt flere gange i gennemgangen af rammeafgørelserne ovenfor, har EU de sidste 10 år typisk lovgivet på den måde, at gerningsindhold defineres i direktiver vedtaget med hjemmel i 1. søjle, mens regler om straf reguleres i rammeafgørelser med hjemmel i 3. søjle. Dermed har retsakter fra 1. søjle en vis betydning for national strafferet, navnlig vedrørende nykriminaliseringer. Der henvises til gennemgangen af rammeafgørelserne ovenfor.
Regler om straf i direktiver
Med EF-domstolens dom af 13. september 2005 i sagen C-176/03 er der nu fastslået en bredere strafferetlig kompetence inden for 1. søjle af EU-samarbejdet. Der kan herefter fastsættes ikke bare gerningsindhold i direktiver, men også krav om strafferetlige sanktioner, herunder formentlig krav til sanktionens art (bøde eller frihedsstraf). Da direktiver som bekendt kan vedtages med kvalificeret flertal, vil mulighederne for strafferetlig regulering øges, og direktiver vil kunne få endnu større betydning for nykriminaliseringer i landene.
Direktiver vil også - via krav til sanktionens art - kunne betyde opkriminalisering. Et nyere eksempel er forslag til direktiv om immaterialret.82 Af forslagets art. 4, stk. 3, fremgår nemlig, at alle handelsrelaterede, forsætlige krænkelser af immaterialrettigheder skal kunne straffes med frihedsstraf, mens flere overtrædelser i Danmark hidtil kun har kunnet straffes med bøde.
Det er endnu uklart, om der også er kompetence til at stille krav til strafferammer i direktiverne. Kommissionen er af denne opfattelse og har anlagt sag mod Rådet med påstand om annullering af Ram-skibe. Hvis den vinder sagen, vil vejen være banet for regulering af strafferammer i direktiver, og dermed vil mulighederne for opkriminaliseringer øges. Det kan i den forbindelse nævnes, at Kommissionen nyligt har ændret sit forslag til direktiv om immaterialret, så det nu omfatter krav til strafferammerne.83
De nordiske lande, der generelt har et lavere repressionsniveau end de fleste andre EU-lande, vil langt fra have stemmer nok til at kunne blokere et direktiv med krav om strengere straffe.
Grundlæggende EU-principper
En række principper udviklet inden for rammerne af 1. søjle, navnlig via EF-domstolens praksis, har betydning for landenes strafferet. Princippet om afskrækkende, effektive og proportionale sanktioner er nævnt ovenfor, og det kan stille krav til landene om ny- eller opkriminalisering. Det er dog som nævnt uklart, hvori princippet præcis består, og rækkevidden er derfor endnu beskeden.
Principper om fællesskabsrettens effektive funktion og forrang for national ret har også en vis betydning for national strafferet. Betydningen er på nuværende udviklingstrin af EU beskeden, men i de sjældne tilfælde, hvor principperne træder frem, betyder de typisk et krav til landene om at afstå fra brug af straf og strafferetlig regulering. De har således en potentiel af- og nedkriminaliserende effekt.
Ikke-strafferetlige sanktioner
Indførelse af ikke-strafferetlige, administrative sanktioner, der afløser anvendelse af straf, kan formelt anses for afkriminalisering. Det giver dog næppe et retvisende billede af den samlede repression i et samfund. En række administrative sanktioner har et klart repressivt formål eller element, og konsekvenserne af sanktionen er mindst lige så indgribende som straf. Kommissionen har gennem de sidste 15-20 år haft held med at indføre administrative, bødelignende sanktioner (eller udelukkelse fra EU-støtte), som skal anvendes af medlemslandene over for landmænd og landbrugseksportvirksomheder, hvor disse overtræder fællesskabsretten. I Danmark er sanktionerne i nogle tilfælde væsentligt højere end de straffe, som danske domstole ville have idømt.84
Også på konkurrencerettens område har EU-kommissionens 'ikke-strafferetlige' bøder haft et niveau, der ligger væsentligt over i hvert fald de danske straffe. I forbindelse med den seneste nyordning af EU-konkurrenceretten, hvor flere opgaver lægges ud til medlemslandene, har Danmark ændret sin konkurrencelovgivning, herunder reglerne for bødeudmåling på området. De nye regler er inspireret af EU, og der tilstræbes et højere bødeniveau bl.a. med henblik på tilnærmelse til Kommissionens bødeniveau.85
10. Opsummering
Alle rammeafgørelser har medført - eller vil i løbet af kort tid medføre - lovændringer i et eller flere af de nordiske lande, og mere end halvdelen af rammeafgørelserne har ført til lovændringer i alle tre lande. Nykriminaliseringer i Norden som følge af rammeafgørelserne er talrige, og mere end halvdelen af rammeafgørelserne har ført til forhøjede strafferammer i et eller flere af de nordiske lande. I nogle tilfælde er strafferammerne mere end fordoblet.
Rammeafgørelserne har således helt klart påvirket de nordiske landes straffelovgivning på en måde, som støtter de omtalte nordiske strafferetsforskeres antagelse om, at der med EU-samarbejdet er forbundet en risiko for øget repression i Norden.
Også dele af EU-samarbejdet inden for 1. søjle har ført til øget repression i hvert fald i Danmark, men det bør tilføjes, at andre dele af 1. søjle-samarbejdet (jeg tænker her på visse generelle retsprincipper) indebærer en potentiel afkriminalisering.
Den foregående analyse har vist, at dette billede af EU-samarbejdets konsekvenser for de nordiske lande bør kompletteres ved at tilføje, at flere af nykriminaliseringerne ikke udelukkende skyldes EU, men også anden international lovgivning, bl.a. FN-tiltag. Det bør endvidere tilføjes, at lovændringerne - på grund af flere faktorer, som er nævnt ovenfor i afsnit 8 - ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at domstolene vil idømme flere og/eller længere frihedsstraffe og strengere bødestraffe. Endelig bør det tilføjes, at landene i flere tilfælde kriminaliserer mere og strengere end påkrævet efter EU-retten. Analysen viser, at når det sker, skyldes det bl.a. hensynet til national lovgivningsteknik og sammenhæng i straffesystemet. Men det er ikke altid tilfældet. I visse tilfælde skyldes det, at landene anser strafværdigheden for højere, end EU-lovgivningens mindstemål angiver. Det kan i den forbindelse nævnes, at selvom EU-samarbejdet i mange tilfælde fører til opkriminaliseringer i de nordiske lande, så har disse lande også arbejdet for høje krav til strafferammer i EU-regi. Det gælder f.eks. i forbindelse med rammeafgørelserne om menneskehandel og forurening fra skibe.
1 Se Petter Asp, 'Harmonisation and Co-operation within the Third Pillar - Built-in Risks', Cambridge Yearbook of European Legal Studies, Vol. 4, 2001, s. 15-23. Thomas Elholm, 'Den Europæiske Unions harmonisering af strafferetten', Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, 2002, s. 77-105. Vagn Greve, 'European Criminal Policy. Towards Universal Laws?', i Nils Jareborg (red.): Towards Universal Law. Trends in National, European and International Lawmaking, Uppsala, 1995, s. 90-116. Kimmo Nuotio, 'On the Significance of Criminal Justice for a Europe United in Diversity', in Kimmo Nuotio (Ed.): Europe in Search of Meaning and Purpose, Helsinki 2004, s.171-210.
2 Rammeafgørelse af 29.5.2000 om styrkelse af beskyttelse mod falskmøntneri ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner i forbindelse med indførelsen af euroen.
3 Lovforslag L 129 6.12.2000, FT 2000/01, 1. samling, pkt. 2.3.
4 Proposition RP 22/2001 rp, pkt. 3.
5 Proposition 2000/01:40, henholdsvis pkt. 6.2. og 6.3.
6 Rammeafgørelse af 28.5.2001 om bekæmpelse af svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter.
7 Proposition RP 2/2003 rd, pkt. 3.
8 Rammeafgørelse af 26.6.2001 om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning eller beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold.
9 Lovforslag L 194 21.3.2001, FT 2000/01, 2. samling.
10 Propositionen RP 53/2002 rd, pkt. 2.4.
11 Rammeafgørelse af 13.6.2002 om bekæmpelse af terrorisme.
12 Lovforslag L 35 13.12.2001, FT 2001/02, 2. samling, pkt. 2.3.3.
13 Proposition 2001/02:135, pkt. 7.3. og 7.4.
14 Proposition RP 188/2002 rd, pkt. 3.
15 Proposition RP 188/2002 rd, pkt. 2.2. og 3.
16 Rammeafgørelse af 19.7.2002 om bekæmpelse af menneskehandel.
17 Men den nye bestemmelse - der i et vist omfang blev konciperet efter ordlyden af de internationale retsakter - medførte faktisk visse nykriminaliseringer, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, speciel del, København, 2005, s. 366 ff.
18 Lovforslag L 118 26.2.2002, FT 2001/02, 2. samling, pkt. 7.5.
19 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 4.4.
20 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 4.1. og 4.4.
21 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 10.
22 Proposition 2001/02:99, pkt. 4.3 og 5.
23 Proposition 2003/04:11, pkt. 9.1. og 9.3.
24 Se proposition 2001/02:99, pkt. 5.
25 Rammeafgørelse af 28.11.2002 om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik på bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ophold.
26 Lovforslag L 118 26.2.2002, FT 2001/02, 2. samling, henholdsvis pkt. 6.2. og 6.3.
27 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 7.4.
28 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 10.
29 Proposition 2003/04:35, pkt. 6.7.
30 Proposition 2003/04:35, pkt. 6.6. Udlændingeloven er ændret den 7.4.2004 (se SFS 2004:206).
31 Rammeafgørelse af 22.7.2003 om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor.
32 Justitsministeriets 'Presentationsblad' af 27.9.2005 (OM 9/41/2004), og nu 30 kap. 13 § i strafflagen.
33 Rammeafgørelse af 22.12.2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
34 Lovforslag L 117 10.12.2002, FT 2002/03, pkt. 2.5.1.2.
35 Lovforslag L 117 10.12.2002, FT 2002/03, pkt. 2.5.3.4.
36 Lovforslag L 117 10.12.2002, FT 2002/03, pkt. 2.5.4.
37 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 9.2.
38 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 8.4.
39 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 10.
40 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 9.4.
41 Proposition RP 34/2004 rd, pkt. 8.4.
42 Proposition 2004/05:45, henholdsvis pkt. 14.1. og 7.2.
43 Rammeafgørelse af 25.10.2004 om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel.
44 Se Betænkning nr. 1424/2002, s. 649 f. og 653 ff.
45 'Presentationsblad' af 20.3.2006 fra Justitsministeriet (JM 6/481/2006).
46 Proposition 2005/06:42, pkt. 5.2.3.
47 Rammeafgørelse af 24.2.2005 om angreb på informationssystemer.
48 Lovforslag L 55 5.11.2003, FT 2003/04, pkt. 8.2.5.
49 Proposition 2003/04:164, pkt. 6.1.
50 Rammeafgørelse af 12.7.2005 om skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe. Der er anlagt sag ved EF-domstolen af Kommissionen med påstand om annullering af denne rammeafgørelse.
51 Justitsministeriets notat af 10.11.2003 (2003-1661/1-0063).
52 I skrivelse fra Statsråd til Riksdag (U 29/2003) hedder det i punkt 3 og 4, at det kan blive nødvendigt at hæve maksimum i 48 kap. 2 § om grov miljøkriminalitet fra 6 til 7 års fængsel.
53 I Departementspromemorian 'Företagsbot' (Ds 2001:69), foreslås imidlertid et maksimum (af andre grunde) på 10 mio. SEK, hvilket vil overflødiggøre ændringer af hensyn til rammeafgørelsen.
54 Rådets rammeafgørelse af 27.1.2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet.
55 Vedrørende Sverige: regeringsskrivelse 2003/04:60, pkt. 16.3.3, Finland: RP 52/2005 rd, pkt. 3.2.
56 Forslag til rammeafgørelse om deltagelse i kriminel organisation, KOM(2005)6.
57 Fælles aktion af 17.12.1996 vedrørende indbyrdes tilnærmelse af Den Europæiske Unions medlemsstaters lovgivning og praksis med henblik på bekæmpelse af narkotikamisbrug samt forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel.
58 Forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, KOM(2001)664.
59 Her kan især peges på Ram-menneskesmugling, men også Ram-pengefalsk, Ram-betalingsmidler, Ram-terror, Ram-menneskehandel, Ram-børnesex, Ram-narko og Ram-info, som alle har ført til nye eller udvidede gerningsindhold i eksisterende bestemmelser i et eller flere af landene.
60 Se Ram-pengefalsk, Ram-betalingsmidler, Ram-hvidvask, Ram-terror, Ram-menneskesmugling, Ram-menneskehandel, Ram-børnesex og Ram-skibe.
61 Elholm, 2002, s. 96 ff.
62 Proposition 2004/05:45, pkt. 15.1.
63 Lovforslag L 117 10.12.2002, FT 2002-03, pkt. 2.5.5.
64 Sverige opgav kravet om dobbelt strafbarhed i forbindelse med implementering af Ram-pengefalsk, Prop. 2000/01:40, pkt. 6.4, men det var tilsyneladende ikke en nødvendig følge af rammeafgørelsen.
65 Lovforslag L 200 29.3.2006, FT 2005/06, særlig pkt. 4.1 (nu lov 540 8.6.2006).
66 Ram-pengefalsk, Ram-hvidvask, Ram-terror, Ram-menneskesmugling, Ram-menneskehandel, Ram-børnesex, Ram-info og Ram-skibe.
67 Se Ram-terror, Ram-menneskehandel, Ram-menneskesmugling samt Ram-børnesex.
68 Rådets konklusioner om strategien vedrørende strafferammer er gengivet i KOM(2004)334, s. 48.
69 Se KOM(2004)334, s. 18. Landene var enige om, at det skulle være muligt at fastsætte højere krav end fængsel i mindst 10 år. Som eksempel herpå Ram-terror (15 år).
70 Forslag til rammeafgørelse om en styrkelse af de strafferetlige rammer til bekæmpelse af krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder KOM(2005)276.
71 Art. 4, Rådets direktiv 2001/51/EF af 28.6.2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til art. 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14.6.1985.
72 Se f.eks. proposition 2003/03:35 pkt. 6.6. og 6.7.
73 Præamblen til Ram-narko og Ram-info samt hele Rådets Resolution af 20.12.1996 om strafudmåling i grove tilfælde af ulovlig narkotikahandel kommer måske tæt på et sådant krav, men kan heller ikke antages at stille krav til strafudmålingen - kun til strafferammerne.
74 Svea Hovrätts dom af 3.10.2005 i sag B 3687-05 (utrykt), som stadfæster udmålingshensynene fra Stockholms Tingsrätts dom i samme sag fra 15.5.2005.
75 Rådets rammeafgørelse af 6.12.2001 om ændring af rammeafgørelse 2000/383/RIA om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri, ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner, i forbindelse med indførelsen af euroen.
76 EU arbejder i øjeblikket intensivt på at etablere et system for gentagelsesvirkning på tværs af landegrænserne, se forslag til rammeafgørelse om hensyntagen til straffedomme afsagt i andre EU-medlemsstater i forbindelse med ny straffesag, KOM/2005/0091.
77 Rådets rammeafgørelse 2005/212/RIA af 24.2.2005 om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold.
78 Proposition 2003/04:166, pkt. 6.2. og 7.
79 L 118 26.2.2002, FT 2. samling 2001-02, pkt. 7.5.
80 L 118 26.2.2002, FT 2. samling 2001-02, pkt. 6.3.
81 Svea Hovrätts dom af 3.10.2005 i sag B 3687-05 (utrykt), som stadfæster udmålingshensynene fra Stockholms Tingsrätts dom i samme sag fra 15.5.2005.
82 Forslag til direktiv om strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, KOM(2005)276, jf. ændringsforslag KOM(2006)168.
83 KOM(2006)168.
84 Solveig Faurholt Pedersen, Thomas Elholm og Lars Kolze, nr. 6, København, 1998, s. 205-217.
85 Lovforslag L 171 20.3.2002, FT 2001/02, 2. samling, pkt. 1 (som blev til lov 426 6.6.2002)