Sti fra forsiden

Hjælpe-værktøj

18.11.2004

Initiativer mod rockerkriminalitet

Af: Anne Kristine Axelsson og Lise Lauridsen

Politiets efterforskningsmuligheder for at sikre en effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet.

Artiklen vedrører de ændringer, der er gennemført ved lov nr. 436 af 10. juni 2003. Loven har til formål at forbedre politiets efterforskningsmuligheder for at sikre en effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet.

I artiklen gennemgås de ændringer i retsplejelovens regler om agentvirksomhed mv. og om forsvarerens (og dermed sigtedes/tiltaltes) adgang til aktindsigt, der med lovens vedtagelse blev gennemført. Endvidere omtales de ændringer, der er gennemført i retsplejeloven for yderligere at forbedre politiets muligheder for i forbindelse med efterforskning af alvorlig kriminalitet at anvende indgreb i meddelelseshemmeligheden og dataaflæsning. Endelig omtales udvidelsen af bestemmelsen i straffelovens § 76 a om såkaldt udvidet udbyttekonfiskation.

1. Indledning

1. Justitsministeren fremsatte den 23. april 2003 et forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven. [1] Lovforslaget var et af en række initiativer til bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet fra justitsministeren i 2003. Lovforslaget blev udarbejdet på grundlag af drøftelser i en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe om styrkelse af politiets indsats over for rockerkriminalitet. Arbejdsgruppen, der var nedsat af justitsministeren, bestod af repræsentanter for Justitsministeriet, politiet og anklagemyndigheden. [2] Lovforslaget blev vedtaget [3] af Folketinget den 4. juni 2003 og fik lov nr. 436 af 10. juni 2003. [4] Loven er bekendtgjort i Lovtidende den 11. juni 2003 og trådte i kraft den 12. juni 2003. [5]

Formålet med loven er at forbedre politiets efterforskningsmuligheder for at sikre en effektiv bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. De ændringer, der er gennemført ved loven, er dog ikke begrænset til alene at finde anvendelse, hvor den kriminalitet, der konkret efterforskes og retsforfølges, er eller formodes at være begået som led i organiseret kriminalitet. Loven er i stedet udformet således, at ændringerne fokuserer på alvorlige kriminalitetstyper, som er karakteriseret ved, at personer med tilknytning til organiserede kriminalitetsmiljøer ofte begår disse forbrydelser. Ændringerne i bestemmelserne om forsvarerens og sigtedes/tiltaltes adgang til aktindsigt vil endvidere efter Justitsministeriets opfattelse navnlig få praktisk betydning i sager om alvorlig kriminalitet. [6]

Loven indebærer, at agentbegrebet i retsplejelovens § 754 a er blevet afgrænset over for handlinger, som alene er mindre indgreb i et allerede tilrettelagt kriminelt forløb. Endvidere indebærer loven, at retsplejelovens betingelser for politiets anvendelse af agenter i forbindelse med efterforskning er blevet lempet, samt at det i meget begrænset omfang nu er muligt for politiet at anvende civile personer som agenter. I tilknytning hertil indebærer loven ændringer i retsplejelovens bestemmelser om dørlukning, bevisfortegnelse og vidnebeskyttelse, således at politiets muligheder for at hemmeligholde identiteten på polititjenestemænd, der udfører sådanne særlige tjenestefunktioner, forbedres. Disse lovændringer er nærmere behandlet i pkt. 2.

Endvidere indebærer loven, at der er sket en begrænsning i, hvilket materiale forsvareren og sigtede/tiltalte som udgangspunkt kan få adgang til aktindsigt i. Herudover indebærer loven, at mulighederne for konkret at begrænse forsvarerens og sigtedes/tiltaltes adgang til aktindsigt er blevet udvidet. Disse ændringer omtales i pkt. 3.

Loven indebærer desuden, at der i sager om overtrædelse af straffelovens § 228 om rufferi er skabt mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Endvidere er der sket en udvidelse af adgangen til at undlade eller udsætte efterfølgende underretning om foretagne indgreb i meddelelseshemmeligheden samt af adgangen til at foretage dataaflæsning. Endelig indebærer loven en udvidelse af muligheden for at foretage udvidet udbyttekonfiskation efter straffelovens § 76 a. Disse ændringer behandles alle i pkt. 4.

3. Lovforslaget gav forud for vedtagelsen anledning til en betydelig offentlig debat. Debatten viste en bekymring for, om navnlig forslagene om civile personers medvirken ved politiagentaktioner og om begrænsninger i forsvarets adgang til aktindsigt vil kunne svække retssikkerheden, dels i forbindelse med politiets efterforskning i de konkrete straffesager, dels i forbindelse med den sigtedes eller tiltaltes forsvar. Justitsministeren oplyste med henvisning hertil i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget, at Justitsministeriet på baggrund af en rapport fra Rigsadvokaten om de erfaringer med de nye regler, der foreligger, når reglerne har været i kraft i 2 år, vil udarbejde en redegørelse herom. Redegørelsen vil blive fremsat for Folketinget i folketingsåret 2005/2006. [7]

2. Ændringerne i agentreglerne mv.

Handlinger, der undtages fra reglerne om agenter - den kontrollerede leverance

1. Retsplejeloven indeholder i §§ 754 a-754 e nærmere regler om politiets brug af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser.

Ved agentvirksomhed forstås efter § 754 a, at politiet som led i efterforskningen af en lovovertrædelse foranlediger, at der tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse. Politiets overvågning af et allerede planlagt kriminelt forløb er derfor ikke agentvirksomhed. Det har dog i praksis været uklart, om politiet f.eks. i forbindelse med en såkaldt kontrolleret leverance har kunnet gribe ind i handlingsforløbet uden derved at udøve agentvirksomhed - eller i hvilket omfang politiet har kunnet gribe ind. Ved en kontrolleret leverance forstås, at politiet får kendskab til, at der vil blive importeret eksempelvis et kvantum narkotika, men undlader at gribe ind og i stedet følger stoffets videre transport ind i landet med henblik på at slå til på et senere tidspunkt. En højesteretsdom, der er gengivet i Ugeskriftet for Retsvæsen 1997, s. 82, viser, at eksempelvis mindre indgreb fra politiets side via kureren ikke nødvendigvis indebærer en tilskyndelse til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse. [8]

Med lov nr. 436 af 10. juni 2003 er der i § 754 a indsat et stk. 2, der lyder således:

"Foranstaltninger, der træffes med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, omfattes ikke af stk. 1, hvis politiet ikke herved påvirker væsentlige omstændigheder ved lovovertrædelsen."

2. Det fremgår nu udtrykkeligt af loven, at politiet kan foretage visse mindre indgreb i et forud tilrettelagt kriminelt handlingsforløb, uden at der herved bliver tale om agentvirksomhed.

De tilfælde, der herved er blevet undtaget fra agentbegrebet i § 754 a, stk. 1, er tilfælde, hvor politiet træffer foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse som led i et tilrettelagt arrangement.

Politiet har efter den nye bestemmelse alene mulighed for at foretage visse mindre ændringer i det allerede planlagte forløb. Politiet kan derimod ikke foretage handlinger, hvorved der tages initiativ til ny kriminalitet, uden at dette omfattes af reglerne for agentvirksomhed.

Bestemmelsen tager, jf. lovforslagets bemærkninger, [9] navnlig sigte på de kontrollerede leverancer. Får politiet således kendskab til, at der vil blive importeret et kvantum narkotika, f.eks. ved at afsløre en narkotikakurer i tolden, kan politiet med henblik på at afsløre bagmændene - uden at der bliver tale om agentvirksomhed - aftale med kureren, at denne med bagmændene skal drøfte detaljer, der påvirker den planlagte gennemførelse af forbrydelsen i begrænset omfang. Kureren vil derfor på politiets foranledning f.eks. kunne aftale med bagmanden, at transportens rute ændres, uden at politiet derved udøver agentvirksomhed. Politiet vil derimod ikke via kureren kunne aftale en ny leverance af narkotika, uden at forholdet omfattes af agentreglerne, da der i så fald vil være tale om initiativ til ny kriminalitet.

Det er efter den nye bestemmelse uden betydning, om kureren af egen drift henvender sig til politiet, eller om den pågældende afsløres undervejs og indvilger i at fortsætte med henblik på at afsløre bagmændene. [10]

2.2. Betingelserne for at anvende agenter - § 754 a, stk. 1

1. Det blev over for Justitsministeriet under forberedelsen af lovforslaget påpeget, at agentreglerne i praksis meget sjældent anvendes. Forklaringen herpå er ifølge politiet og anklagemyndigheden, at de hidtil gældende betingelser i retsplejeloven oftest først vil kunne opfyldes på et meget sent tidspunkt under efterforskningen - senere end det tidspunkt, hvor det praktiske behov for at anvende agenter opstår. Særligt i forbindelse med rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet kan anvendelse af agenter imidlertid efter politiets og anklagemyndighedens opfattelse være et særdeles værdifuldt efterforskningsredskab. Ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 er betingelserne for anvendelse af agenter derfor blevet lempet både for så vidt angår mistankekrav, indikationskrav og kriminalitetskrav.

2. Efter den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 754 a, nr. 1, har der skullet foreligge en særlig bestyrket mistanke for, at politiet har kunnet anvende agenter i forbindelse med efterforskningen. Med loven er denne betingelse (mistankekravet) blevet ændret, således at der nu alene skal foreligge en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt begået. Hermed svarer mistankekravet i § 754 a bl.a. til mistankekravet i bestemmelsen om varetægtsfængsling i § 762, stk. 1, og bestemmelsen om legemsundersøgelse i § 792 a, stk. 2.

Det hidtil gældende mistankekrav har efter retspraksis ikke været opfyldt, hvis politiets viden eller formodning om en forbrydelses planlægning eller iværksættelse alene har været baseret på oplysninger fra en meddeler. [11] Oplysninger fra en meddeler har således ikke kunnet danne grundlag for en særlig bestyrket mistanke. Med ændringen af mistankekravet vil oplysninger fra en meddeler kunne være tilstrækkelige til, at mistankekravet er opfyldt - hvis oplysningerne er af en sådan karakter, at der foreligger en begrundet mistanke om, at en lovovertrædelse er ved at blive begået eller forsøgt begået. [12]

Det er vigtigt at være opmærksom på, at mistanken ved agentvirksomhed - i modsætning til f.eks. § 762 om varetægtsfængsling - ikke nødvendigvis skal rette sig mod en bestemt person, men derimod mod den omstændighed at en lovovertrædelse er ved at blive begået eller forsøgt. [13]

3. Også det såkaldte indikationskrav i § 754 a er med lov nr. 436 af 10. juni 2003 blevet lempet. Tidligere var agentvirksomhed kun tilladt, hvis andre efterforskningsskridt ikke ville være egnede til at sikre bevis i sagen. Med de nye regler er det i dag tilstrækkeligt, at efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, jf. nu § 754 a, stk. 1, nr. 2.

Ændringen medfører, at agenter ikke længere kun kan anvendes, hvis det er det eneste mulige efterforskningsmiddel. Også i de situationer, hvor der vel foreligger andre muligheder, men hvor disse muligheder er usikre eller risikerer at ødelægge den videre efterforskning eller er uforholdsmæssigt ressourcekrævende, kan agenter nu anvendes.

4. Med loven er der endvidere i § 754 a, stk. 1, nr. 3 (kriminalitetskravet) indsat en henvisning til straffelovens § 286, stk. 1, om tyveri af særlig grov beskaffenhed. Agentvirksomhed er herefter tilladt, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, om tyveri af særlig grov beskaffenhed eller § 289, 2. pkt., om indsmugling af særlig grov karakter. [14]

2.3. Civile agenter

1. De hidtil gældende regler om agentvirksomhed indeholdt i § 754 b, stk. 2, et forbud mod at anvende civile personer som agenter. Dette forbud dækkede også tilfælde, hvor den bistand, der var tale om, fra den civile persons side var af begrænset omfang og eksempelvis alene havde til formål at bistå politiet med at formidle kontakt til centrale personer bag den kriminalitet, der efterforskes.

Ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 er der indført en begrænset undtagelse fra forbuddet mod anvendelse af civile agenter, idet følgende bestemmelse er indsat i retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 2. pkt.:

"Civile personer kan dog efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen."

Det følger heraf, at egentlig agentvirksomhed fortsat kun må udøves af polititjenestemænd.

2. I medfør af den nye bestemmelse kan civile personer efter forudgående aftale med politiet yde bistand til, at en bagmand eller andre implicerede udfører eller fortsætter den lovovertrædelse, der efterforskes af politiet. Den aktivitet, den civile person lovligt kan udføre, skal sættes i forhold til den lovovertrædelse, der efterforskes. Bistanden skal kunne karakteriseres som "yderst beskeden" i forhold til denne lovovertrædelse. Det er fremhævet i bemærkningerne til lovfor-slaget, at dette ikke indebærer, at bistanden ikke konkret må være afgørende i forhold til opklaringen af lovovertrædelsen. [15]

Bedømmelsen af, om den civile persons bistand er "yderst beskeden" i forhold til den lovovertrædelse, der efterforskes, må foretages på grundlag af en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder karakteren og omfanget af den lovovertrædelse, der efterforskes. F.eks. vil størrelsen af en "vareprøve", som den civile person bestiller hos en narkobagmand, kunne være mere omfattende ved efterforskning af meget alvorlige lovovertrædelser vedrørende betydelige kvanta narkotika.

Som eksempler på bistand, der efter § 754 b, stk. 2, 2. pkt., lovligt kan ydes af civile personer, kan nævnes, at den civile person efter aftale med politiet kan bestille en vareprøve på narkotika, eller at den civile person kan arrangere og eventuelt deltage i et første møde mellem sælgerne af et større kvantum narkotika og en politiagent. [16]

Under Folketingets behandling af lovforslaget blev der rejst spørgsmål om rækkevidden af politiets brug af civile agenter. I Justitsministeriets besvarelse [17] heraf er det anført, at bestemmelsen i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., alene tager sigte på de tilfælde, hvor der er behov for at introducere en politiagent i det kriminelle miljø, som politiets efterforskning er rettet mod, og de medvirkenshandlinger, som den civile person kan foretage, vil således omfatte tillidsskabende handlinger, der sigter på at fremme politiagentens muligheder for at komme til at virke. Det er således udelukket, at en civil person kan bistå politiet på en måde, som er omfattet af agentreglerne, hvis dette ikke sker i sammenhæng med en planlagt politiagentaktion.

3. Den civile persons bistand efter forudgående aftale med politiet er omfattet af agentreglerne i retsplejeloven. Dette indebærer, at mistankekrav, indikationskrav og kriminalitetskrav, jf. ovenfor, skal være opfyldt, førend politiet kan benytte en civil persons bistand, ligesom rettens godkendelse af foranstaltningerne som udgangspunkt skal foreligge, inden aktionen iværksættes, jf. § 754 c. Endvidere følger det af § 754 b, stk. 1 (den såkaldte øvre grænse for agentvirksomhed), at den civile persons bistand ikke må indebære en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Den civile persons bistand må objektivt set anses som en strafbar handling. Denne er imidlertid foretaget efter aftale med politiet, hvilket medfører, at handlingen må betragtes som straffri efter princippet om materiel atypicitet eller manglende retsstridighed. Hvis handlingen, der udføres af den civile person, derimod ikke er strafbar, er der ikke tale om agentvirksomhed.

4. Den civile persons nærmere rolle under efterforskningen vil kunne belyses i forbindelse med domsforhandlingen af den færdigefterforskede sag. Der er således mulighed for en efterfølgende retlig kontrol af, hvilken rolle den civile person har spillet i det samlede forløb. Den civile person vil kunne føres som vidne under domsforhandlingen og vil i den forbindelse kunne konfronteres med tiltaltes forklaring om hændelsesforløbet. Hvis retten efter en samlet vurdering finder, at grænsen for lovlig bistand til politiet er overskredet, vil retten kunne tage hensyn hertil ved straffesagens afgørelse.

De almindelige, generelle vidnebeskyttelsesregler i retsplejeloven vil kunne finde anvendelse også i forbindelse med den civile agents afgivelse af vidneforklaring. Der vil derfor efter omstændighederne kunne blive tale om at hemmeligholde vidnets bopæl samt i særlige tilfælde at føre tiltalte uden for døren under vidneforklaringen, hvis en uforbeholden vidneforklaring ellers ikke kan opnås. Bestemmelsen i § 848, stk. 2, nr. 2, om anonym vidneførsel vil derimod ikke kunne finde anvendelse vedrørende en civil agent, da det ikke kan antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar at kende identiteten på den civile agent, der vidner i sagen.

Vurderes det i en konkret sag, at der ved afgivelse af vidneforklaring af den civile person vil opstå en risiko for den pågældendes sikkerhed, kan det helt undtagelsesvist være nødvendigt at iværksætte et egentligt vidnebeskyttelsesprogram. Den pågældende skal imidlertid fortsat afgive vidneforklaring, hvis forklaringen skal bruges af en part i sagen som led i bevisførelsen.

Endelig skal det bemærkes, at justitsministeren i et åbent samråd i Retsudvalget i forbindelse med udvalgsbehandlingen af lovforslaget oplyste, at der vil blive taget initiativ til at udarbejde nærmere retningslinjer for politiets samarbejde med civile agenter for at sikre den fornødne ledelsesmæssige kontrol med de enkelte polititjenestemænds samarbejde med civile personer. Det vil blandt andet blive fastsat, at politiet inden iværksættelse af en agentaktion med en civil person skal vejlede den pågældende grundigt og dermed sikre sig, at den pågældende kender konsekvenserne af at medvirke, herunder at han kan forvente at skulle give møde i retten, hvis efterforskningen fører til tiltale. [18]

2.4. Hemmeligholdelse af identitet på visse
polititjenestemænd, der afgiver forklaring
i retten

1. Med lov nr. 436 af 10. juni 2003 er der i retsplejelovens § 848, stk. 4, indsat en bestemmelse om, at en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a - altså agenthandlinger - skal kunne afgive forklaring uden at oplyse sit navn og bopæl. I forlængelse heraf er der i § 834 om bevisfortegnelse indsat et nyt pkt., hvorefter politiagenten kan anføres på fortegnelsen under et andet navn end sit eget og uden bopæl.

Begrundelsen for ændringen er, at der kun er et forholdsvis begrænset antal polititjenestemænd i Danmark, der er særligt uddannede til at virke som agenter, eller som har en særlig erfaring fra agentvirksomhed. Det er samtidig vanskeligt for politiet at anvende en polititjenestemand, hvis identitet er blevet kendt i det kriminelle miljø, som agent i andre sager.

Formålet med ændringerne er derfor at forbedre mulighederne for at sikre hemmeligholdelse af politiagentens identitet i de tilfælde, hvor denne skal afgive forklaring i retten, og derved sikre, at polititjenestemanden kan anvendes på ny i det kriminelle miljø som agent.

2. Politiagenten har med de nye regler fået et ubetinget krav på at optræde under sit alias-navn på bevisfortegnelsen og i retten. Hverken tiltalte, retten eller forsvareren vil kende politiagentens identitet. Retten kan dog forlange skriftlig dokumentation for, at den pågældende agent er polititjenestemand. Det er i bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at en skriftlig erklæring fra den øverste politiledelse om den pågældendes ansættelse i den forbindelse må anses som fornøden dokumentation. Hvis der er tale om en udenlandsk agent, vil en erklæring fra en overordnet udenlandsk politimyndighed udgøre tilstrækkelig dokumentation. [19] Som en konsekvens af denne nye regel er der i § 181, hvorefter retten, inden vidnet afhøres, skal forvisse sig om vidnets identitet, indsat en henvisning til § 848, stk. 4, således at § 181 ikke finder anvendelse i denne situation.

Der er ikke med de nye regler sket nogen begrænsning i tiltaltes adgang til at få kendskab til indholdet af de vidneforklaringer, som afgives i sagen mod tiltalte. Tiltalte vil få oplyst det alias, som han i forvejen kender polititjenestemanden under. Det er alene polititjenestemandens eget navn og bopæl (hvilket for polititjenestemænd i praksis forstås som tjenestested), der forholdes tiltalte.

3. De hensyn, der gør sig gældende vedrørende hemmeligholdelse af identiteten på politiagenter, gælder tilsvarende i forbindelse med afgivelse af vidneforklaring af polititjenestemænd, der har en særlig funktion inden for politiet - en særlig funktion, der afhænger af, at deres identitet ikke bliver kendt. [20] Heller ikke disse polititjenestemænd vil kunne fortsætte i deres særlige funktion, hvis deres identitet bliver kendt.

På denne baggrund er der i § 848, stk. 5, indsat en bestemmelse om, at retsformanden kan beslutte, at navn og bopæl på en polititjenestemand, der afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det, og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar. Polititjenestemanden har efter denne bestemmelse - i modsætning til efter § 848, stk. 4 - ikke et ubetinget krav herpå. I forlængelse heraf er der i § 834 om bevisfortegnelse også vedrørende disse polititjenestemænd indsat en bestemmelse om, at polititjenestemanden kan anføres på fortegnelsen under et andet navn end sit eget og uden bopæl.

Det afgørende for, om den nye bestemmelse i § 848, stk. 5, finder anvendelse, er således, om den polititjenestemand, der skal afgive forklaring, udfører en særlig tjenestefunktion, og om der er afgørende hensyn at tage hertil. En polititjenestemand, der udfører almindelige politimæssige opgaver, er ikke omfattet af bestemmelsen.

Det er endvidere en betingelse, at oplysningerne om polititjenestemandens navn og bopæl må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar. Det afgørende i den forbindelse er, om tiltaltes mulighed for at forholde sig til det, vidnet afgiver forklaring om, begrænses af, at tiltalte ikke kender polititjenestemandens navn og bopæl.

4. Endvidere er der med lov nr. 436 af 10. juni 2003 indsat en bestemmelse i retsplejelovens § 848, stk. 6, hvorefter retsformanden kan beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, eller en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion afhøres, hvis det er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, og hvis det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar.

Der kræves for det første, at afgørende hensyn til hemmeligholdelsen af den pågældendes polititjenestemandens identitet skal tale for at føre tiltalte ud af retslokalet, jf. formuleringen "påkrævet". Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, [21] at det i den forbindelse kan have betydning, om den omstændighed, at tiltalte ser polititjenestemanden, vil medføre, at politiet ikke længere kan bruge den pågældende som f.eks. agent. Har den tiltalte således mere end nogle få gange mødt eller set politiagenten under dennes efterforskning, taler dette imod, at tiltalte skal forlade lokalet. Det vil endvidere være af betydning at få fastslået, hvor vigtigt det er for politiet fortsat at kunne bruge den pågældende som agent. Det bør endvidere indgå i overvejelserne, om formålet (hemmeligholdelse af politiagentens identitet) kan opnås på anden måde, f.eks. ved hjælp af forklædning.

For det andet kræves, at det er uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar, at tiltalte ikke ser polititjenestemanden.

Det skal bemærkes, at tiltaltes forsvarers ret til at overvære vidnets forklaring samt til at stille spørgsmål til vidnet ikke er ændret med loven.

5. Endelig er retsplejelovens bestemmelser om dørlukning ændret på enkelte punkter ved lov nr. 436 af 10. juni 2003. Således er der i retsplejelovens § 29, stk. 2, som nyt nr. 2 indsat en bestemmelse om, at retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre, når der skal afgives forklaring af en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion, og det af hensyn til denne særlige tjenestefunktion er nødvendigt at hemmeligholde identiteten.

Endvidere er der i retsplejelovens § 29 a som et nyt stk. 3 indsat en bestemmelse om, at dørene lukkes, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, skal afgive forklaring, hvis anklagemyndigheden anmoder om det.

Anklagemyndigheden har således ved politiagentens afgivelse af forklaring et ubetinget krav på dørlukning. Dette er i lovforslagets bemærkninger begrundet med den centrale betydning, som anvendelsen af politiagenter har for en effektiv indsats mod rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet, samt at vished for, at politiagentens identitet ikke kommer frem, normalt vil have afgørende betydning for politiets konkrete anvendelse af politiagenter. [22]

Formålet med disse nye bestemmelser er at sikre, at polititjenestemandens identitet ikke bliver kendt af tilhørerne, der eventuelt har tilknytning til tiltalte, eller af offentligheden i øvrigt. Hvis tilhørere med tilknytning til tiltalte kunne overvære afgivelsen af forklaring, ville beskyttelsen af polititjenestemandens identitet kunne blive illusorisk trods det, at tiltalte er blevet ført ud af lokalet under vidneforklaringen.

3. Forsvarerens (og dermed sigtedes/tiltaltes) adgang til aktindsigt mv.

Med lov nr. 436 af 10. juni 2003 er der gennemført en række ændringer i retsplejelovens regler om forsvarerens og sigtedes/tiltaltes adgang til aktindsigt mv. Ændringerne er begrundet i ønsket om i øget omfang at kunne beskytte informationer fra personer inden for eller tæt på organiserede, kriminelle netværk, kilderne hertil og generelle oplysninger om sådanne netværk indsamlet som led i en længerevarende politiindsats. Disse ændringer var sammen med undtagelsen til forbuddet mod civile agenter genstand for en del debat forud for og under Folketingets behandling af lovforslaget.

Nedenfor under pkt. 3.1 omtales ændringerne med hensyn til, hvilke dokumenter der er omfattet af retten til aktindsigt. Under pkt. 3.2 omtales ændringerne med hensyn til konkrete begrænsninger i forsvarerens adgang til aktindsigt i dokumenter, der ellers er omfattet af retten til aktindsigt.

3.1. Oplysninger omfattet af aktindsigt - retsplejelovens § 745

1. Efter den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745, stk. 1, havde forsvareren (og dermed sigtede eller tiltalte) som udgangspunkt ret til at få aktindsigt i alle oplysninger, der fremgår af sagen, herunder oplysninger om kilden til oplysningerne, hvis dette fremgik af sagen, og mere generelle baggrundsoplysninger. Disse oplysninger var omfattet af aktindsigten, uanset om oplysningerne måtte antages at være uden direkte betydning for den konkrete sag, og uanset om materialet var tilvejebragt af politiet med henblik på behandlingen af den konkrete straffesag, når blot materialet i øvrigt havde berøring med sagen.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at politiet og anklagemyndigheden over for Justitsministeriet i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget påpegede, at det forhold, at bagmændene bag den organiserede kriminalitet mv. i medfør af § 745, stk. 1, kunne få kendskab til oplysninger om, hvorfra politiet har fået informationer, kan afholde borgere, herunder meddelere mv., fra at videregive vigtig information til politiet.

Endvidere blev det påpeget, at det i dag er afgørende for politiets muligheder for at efterforske og opklare den organiserede kriminalitet, at der eksisterer et veludbygget og tillidsfuldt samarbejde med retshåndhævende myndigheder i andre lande eller med internationale organisationer som eksempelvis Europol og Interpol. De danske retshåndhævende myndigheder mister imidlertid troværdighed som fremtidig samarbejdspartner, hvis mere generel baggrundsinformation eller konkrete oplysninger, som dansk politi modtager fra udlandet, og som har berøring med en anden efterforskning i det pågældende land, udleveres til forsvareren mv. Forsvareren og dermed tiltalte vil hermed kunne komme i besiddelse af oplysninger, der ikke er af direkte betydning i den konkrete danske straffesag, men hvis hemmeligholdelse er af afgørende betydning for de udenlandske politimyndigheder. [23]

2. I lyset af det anførte er bestemmelsen i § 745 med lov nr. 436 af 10. juni 2003 ændret, således at omfanget af aktindsigten i § 745, 1. pkt., [24] er defineret på følgende måde:

"Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår."

Der er herefter to kriterier, der begge skal være opfyldt, for at materiale er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt. Således skal materialet være tilvejebragt af politiet, og endvidere skal materialet være tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår.

Materiale vil være "tilvejebragt", hvis den efterforskende politikreds - altså den politikreds, der har ansvaret for efterforskningen - selv har indsamlet det. Afhøringsrapporter, gerningsstedsbeskrivelser, tekniske rapporter mv. er eksempler på materiale, der kan karakteriseres som "tilvejebragt". Herudover vil materiale, der overgives til den efterforskende politikreds af f.eks. en anden politikreds, skulle anses for "tilvejebragt".

Derimod vil oplysninger indsamlet i anden sammenhæng af og opbevaret hos Rigspolitichefens nationale efterforskningsstøttecenter (NEC), Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller en anden politikreds ikke være tilvejebragt i bestemmelsens forstand.

3. Selv om materialet må anses for tilvejebragt af den efterforskende politikreds, vil materialet falde uden for forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis materialet ikke kan anses for at være tilvejebragt "til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår". Mere generelle baggrundsoplysninger om f.eks. kriminalitetsmønstre eller persongruppers tilknytning til bestemte netværk eller grupperinger, som den efterforskende politikreds er i besiddelse af, vil derfor som udgangspunkt ikke være omfattet af den ændrede bestemmelse om forsvarerens adgang til aktindsigt. Oplysninger, der fremgår af politiets efterforskningsregistre, er heller ikke omfattet af aktindsigten, da de ikke kan anses for tilvejebragt til brug for den konkrete sag.

I bemærkningerne til lovforslaget forudsættes det endvidere, at oplysninger om identiteten på en meddeler, som ønsker at være anonym, ikke vil være omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745, hvis politiet har udeladt navnet på meddeleren af politirapporten og i stedet har anført, at politiet er bekendt med personens identitet. [25] Identiteten på andre kilder falder ligeledes uden for anvendelsesområdet for § 745 og dermed forsvarerens adgang til aktindsigt, hvis kildens identitet på baggrund af et ønske om at være anonym ikke fremgår af rapporten. Det kan eksempelvis være Politiets Efterretningstjeneste eller en udenlandsk politimyndighed, som har videregivet konkrete oplysninger om et strafbart forhold. Hvis den pågældende kilde skal afgive forklaring under domsforhandlingen (idet den pågældendes oplysninger anvendes som bevis under domsforhandlingen), vil anklagemyndigheden imidlertid skulle oplyse kildens identitet.

Om indholdet af oplysningerne fra en anonym kilde er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt, afhænger af, om oplysningerne er tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår.

Det generelle objektivitetsprincip for anklagemyndigheden indebærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at fremlægge alle oplysninger under domsforhandlingen, der måtte have betydning for skyldsspørgsmålet i den konkrete sag, uanset om oplysningerne er tilvejebragt til brug for den konkrete sag eller ej. Forsvareren vil derfor i praksis have adgang til aktindsigt i sådanne oplysninger. [26] Det generelle objektivitetsprincip indebærer derimod ikke, at anklagemyndigheden er forpligtet til at fremlægge oplysninger, der blot har berøring med sagen, når disse oplysninger ikke kan antages at have betydning for skyldsspørgsmålet i sagen. Det generelle objektivitetsprincip indebærer derimod ikke, at anklagemyndigheden er forpligtet til at fremlægge oplysninger, der blot har berøring med sagen, når oplysningerne ikke kan antages at have betydning for skyldsspørgsmålet.

4. Forsvareren kan indbringe politiets afgørelse efter § 745 om, hvilket materiale der er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt, for retten efter § 746. Dette forudsætter dog, at forsvareren nærmere har konkretiseret, hvad der ønskes aktindsigt i. [27]

Med lov nr. 436 af 10. juni 2003 er der indsat et nyt stk. 2 i § 746. Bestemmelsen lyder således:

"Ved tvistigheder om lovligheden af politiets afgørelser efter § 745, 1. pkt., skal politiet redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet. Retten kan endvidere pålægge politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår." [28]

Hensigten med bestemmelsen er at undgå, at forsvareren i forbindelse med rettens prøvelse af, om politiets afgørelse er i overensstemmelse med § 745 (dvs. at der er tale om materiale, der ikke indgår i den konkrete sag), får lejlighed til at gøre sig bekendt med materiale, som retten eventuelt efterfølgende vurderer, falder uden for forsvarerens adgang til aktindsigt.

Det følger af bestemmelsen, at politiet over for retten og forsvareren skal redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet. Redegørelsen kan gives skriftligt til retten og forsvareren. Den skal indeholde oplysninger om, hvor oplysningerne stammer fra, hvilken form for materiale der er tale om, og hvem materialet vedrører. Derimod forudsættes redegørelsen ikke at indeholde en mere detaljeret gennemgang af oplysningerne i det materiale, som efter politiets opfattelse falder uden for bestemmelsen i § 745, 1. pkt.

Herudover kan retten pålægge politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår. Materialet skal i givet fald alene fremlægges over for retten, og forsvareren får således ikke adgang til at se materialet.

Træffer retten - efter at politiet har fremlagt det materiale, som tvisten vedrører - afgørelse om, at politiets afgørelse er i overensstemmelse med § 745, og at materialet derfor falder uden for forsvarerens adgang til aktindsigt, vil dommeren under den efterfølgende straffesag være inhabil, jf. den med lov nr. 436 af 10. juni 2003 indsatte bestemmelse i retsplejelovens § 60, stk. 4, om inhabilitet. Det bemærkes i den forbindelse, at dommerens inhabilitet ikke har virkning for retsassessorer og dommerfuldmægtige ved samme embede.

3.2. Begrænsninger i forsvarerens aktindsigt mv. - retsplejelovens § 745 a og § 745 b

1. Efter den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745, stk. 4, har forsvarerens adgang til aktindsigt kunnet begrænses, enten ved at materiale helt er blevet undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt indtil domsforhandlingens begyndelse, eller ved at forsvareren pålægges ikke at videregive oplysningerne til sigtede eller tiltalte. Et sådant pålæg bortfalder senest, når tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

Begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt har hidtil kunnet ske, hvis det undtagelsesvis har været påkrævet af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring eller til tredjemand.

2. Med lov nr. 436 af 10. juni 2003 er bestemmelsen i § 745, stk. 4, imidlertid blevet erstattet af to nye bestemmelser i henholdsvis § 745 a om tavshedspålæg og § 745 b om undtagelser fra forsvarerens adgang til aktindsigt. De nye bestemmelser har følgende ordlyd:

"§ 745 a. Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen.

§ 745 b. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens ret til aktindsigt i § 745 fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til

1) fremmede magter,

2) statens sikkerhed,

3) sagens opklaring,

4) tredjemands liv eller helbred,

5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller

6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.

Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar.

Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.

Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra § 745. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før domsforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.

Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for den sigtede eller tiltalte, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra § 745, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse." [29]

Formålet med de nye bestemmelser er at skabe mulighed for, at materiale kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt på ubestemt tid - dvs. også efter både domsforhandlingens begyndelse og sagens afslutning - hvis det er påkrævet for at varetage det hensyn, der begrunder begrænsningen. Et hensyn til tredjemand vil eksempelvis ofte være til stede også efter domsforhandlingens begyndelse.

Herudover er formålet at muliggøre begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt og meddelelse af tavshedspålæg til forsvareren af andre hensyn end hensynet til fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller til tredjemand.

Et af de hensyn, der med de nye bestemmelser kan begrunde begrænsning i aktindsigten (efter såvel § 745 a som § 745 b), er hensynet til efterforskning af en anden verserende sag om alvorlig kriminalitet. Alvorlig kriminalitet er i loven defineret som en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som er en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.). Adgangen til aktindsigt kan således begrænses, hvis forsvarerens adgang til oplysningerne vil være ødelæggende for en anden verserende efterforskning af lovovertrædelser af den anførte alvorlige karakter.

Også hensynet til en verserende udenlandsk efterforskning vil kunne begrunde en begrænsning i adgangen til aktindsigt, hvis en handling svarende til den lovovertrædelse, der efterforskes i udlandet, efter dansk ret kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller udgør en forsætlig overtrædelse af bestemmelser i det pågældende lands lovgivning, der svarer til straffelovens kapitler 12 og 13. [30]

Hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder kan endvidere med den nye bestemmelse i § 745 b begrunde, at oplysninger helt undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Mere tekniske oplysninger om politiets aflytningsudstyr og -metoder kan karakteriseres som oplysninger om politiets efterforskningsmetoder. En sådan oplysning vil være "fortrolig", hvis politiet har en særlig interesse i at holde oplysningen hemmelig, og oplysningen ikke er almindeligt kendt.

Herudover er hensynet til tredjemand for så vidt angår muligheden for at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt i § 745 b blevet præciseret, således at det fremgår, at der skal være tale om et hensyn til tredjemands liv eller helbred. Det er i bemærkningerne til lovforslaget [31] anført, at der på den ene side ikke kan stilles krav om, at der foreligger konkrete oplysninger eller trusler om, at tredjemand vil lide overlast. På den anden side vil heller ikke enhver, abstrakt risiko for overgreb kunne begrunde en begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt. Tilhører den sigtede eller tiltalte en organisation eller et netværk af personer, der er kendt for at begå alvorlig kriminalitet og for at anvende grov vold og eller trusler om grov vold mod personer, der afslører deres kriminalitet, vil dette imidlertid kunne begrunde en begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt.

4. Det følger af et almindeligt proportionalitetsprincip, at hvis et pålæg (efter § 745 a) til forsvareren om ikke at videregive politiets oplysninger til sin klient er tilstrækkeligt for at varetage de hensyn, der begrunder, at sigtede eller tiltalte ikke bør have adgang til oplysningerne, skal denne mulighed anvendes som den mindst indgribende foranstaltning. Et pålæg kan meddeles, hvis dette er "nødvendigt" af et af de i bestemmelsen opregnede hensyn. Det kræves således ikke længere, at det skal være "undtagelsesvis påkrævet".

Et pålæg efter § 745 a kan være generelt og således omfatte alle oplysninger om sagen, herunder at der overhovedet verserer en sag. Det følger dog tillige af proportionalitetsprincippet, at et pålæg skal begrænses mest muligt for så vidt angår de oplysninger, der omfattes af pålægget. Når hensynet, der har begrundet pålægget, er bortfaldet, skal pålægget ophæves. Politiets beslutning om tavshedspålæg kan indbringes for retten efter § 746.

5. Hvis politiet (og i sidste ende retten) vurderer, at et pålæg ikke er tilstrækkeligt til at varetage et hensyn til f.eks. statens sikkerhed, er der skabt mulighed for helt at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt under hele sagen. [32]

Afgørelse efter § 745 b om, at materiale helt skal undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, kan træffes, hvis et eller flere af de i bestemmelsen opregnede hensyn gør dette "påkrævet" (og ikke kun i tilfælde, hvor det er "undtagelsesvis påkrævet"). Det pågældende hensyn skal således være af meget væsentlig betydning for, at en begrænsning kan anses for påkrævet. I lovforslagets bemærkninger [33] er det vedrørende denne vurdering anført, at der skal foretages en afvejning af på den ene side det pågældende hensyn og på den anden side betydning af materialet for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. Det er i den forbindelse fremhævet, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægger det stor vægt, at der kun undtages oplysninger fra forsvarerens aktindsigt, hvis det er strengt nødvendigt ("strictly neccessary").

Hvis et eller flere af de opregnede hensyn kun gør sig gældende for en del af materialet, skal forsvareren gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet, jf. § 745 b, stk. 3.

Det er retten, der er tillagt kompetencen til at foretage denne afvejning og træffe afgørelse om, at reglerne om forsvarerens adgang til aktindsigt efter anmodning fra politiet kan fraviges i den konkrete sag. Efter § 745 b, stk. 2, kan der ikke ske undtagelse af materiale, hvis dette vil give anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. Det vil her være uden betydning, om det hensyn, der begrunder anmodningen om en sådan afgørelse, er af meget væsentlig betydning. I et sådant tilfælde må politiet altså enten lade forsvareren få det pågældende materiale - eventuelt med tavshedspålæg efter § 745 a - eller frafalde sigtelsen eller tiltalen.

Den dommer, der har truffet afgørelse om, at der kan undtages materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, vil være inhabil i forbindelse med domsforhandlingen af straffesagen, jf. den nye bestemmelse i retsplejelovens § 60, stk. 5. [34]

6. Der er med § 745 b indført en særlig kontradiktorisk proces forud for rettens afgørelse efter bestemmelsen. Således fremgår det af § 745 b, stk. 5, at der, inden retten træffer afgørelse, skal beskikkes en advokat fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2, for den sigtede eller tiltalte. Det er altså ikke sigtedes eller tiltaltes egen forsvarer, der deltager i denne proces. Baggrunden herfor er ifølge lovforslagets bemærkninger, [35] at formålet med at undtage materiale ville forspildes, hvis forsvareren har lejlighed til, inden retten træffer sin afgørelse, at gøre sig bekendt med anklagemyndighedens materiale og argumenter for at afskære aktindsigten. [36]

Den særlige beskikkede advokat skal efter bestemmelsen have lejlighed til at udtale sig og skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse af § 745. Advokaten er endvidere berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår - altså det materiale, som rettens afgørelse vil vedrøre. Advokaten skal derimod ikke løbende orienteres om sagens udvikling mv., efter at afgørelsen om, at materiale kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt, er truffet. [37]

Retten kan træffe afgørelse om, at fravigelsen af § 745 skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum eller indtil videre, jf. § 745 b, stk. 4. En afgørelse om, at fravigelsen gælder i et nærmere fastsat tidsrum - eksempelvis indtil domsforhandlingens begyndelse - kan forlænges ved senere kendelse, hvis en fortsat fravigelse er påkrævet til varetagelse af et af de i bestemmelsen opregnede hensyn.

Har retten truffet afgørelse om, at fravigelsen af forsvarerens adgang til aktindsigt er tidsubegrænset, skal retten forud for domsforhandlingens begyndelse på ny tage stilling til fravigelsen for at vurdere, om denne fortsat er påkrævet til varetagelse af de i bestemmelsen nævnte hensyn. Den fornyede prøvelse skal tillige sikre, at det fortsat ikke medfører væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af tiltaltes forsvar at undtage det pågældende materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt. I bemærkningerne til lovforslaget er det understreget, at det påhviler politiet at sørge for - når sagen er berammet til domsforhandling - at indbringe spørgsmålet om fortsat fravigelse af forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745 b for retten. Endvidere er det understreget, at politiet er forpligtet til af egen drift at udlevere oplysningerne til forsvareren, hvis hensynet, der begrundede fravigelse af forsvarerens ret til aktindsigt, ikke længere er til stede. [38]

3.3. Begrænsninger i bevisførelsen - konsekvenser af ændringerne i reglerne om forsvarerens adgang til aktindsigt

1. Hvis forsvareren - og dermed sigtede eller tiltalte - på anden måde kan skaffe sig indsigt i oplysninger, der efter de ovenfor angivne bestemmelser er undtaget fra adgangen til aktindsigt, kan de hensyn, der har begrundet undtagelsen fra adgang til aktindsigt, ikke varetages.

Dette er baggrunden for udvidelsen af § 169, stk. 2, 3. pkt., om vidneudelukkelse ved lov nr. 436 af 10. juni 2003. Retten kan herefter ikke pålægge en tjenestemand at afgive vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler den pågældende tavshedspligt, hvis den myndighed, som tjenestemanden er ansat under, nægter at give samtykke til afgivelse af forklaring på grund af hensyn til tredjemands liv eller helbred.

Denne bestemmelse har til formål at sikre, at eksempelvis en polititjenestemand ikke kan pålægges at afgive forklaring, hvorved identiteten på f.eks. en anonym meddeler (identiteten er, jf. det ovenfor anførte, ikke omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt) afsløres, hvis der herved er fare for den pågældendes liv eller helbred.

Retten kan alene vurdere, om nægtelsen faktisk er begrundet i et hensyn til tredjemands liv eller helbred, men ikke om hensynet til hemmeligholdelse af oplysningerne bør vige for hensynet til sagens opklaring.

2. Der er endvidere med lov nr. 436 af 10. juni 2003 indsat en ny bestemmelse i retsplejeloven om begrænsning i bevisførelsen. Bestemmelsen lyder således:

"§ 836 a. En person kan ikke indkaldes som vidne, hvis oplysninger om personens identitet ikke indgår i sagen i medfør af § 745, 1. pkt., eller er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt i medfør af § 745 b."

Bestemmelsen omfatter for det første den situation, hvor en persons identitet slet ikke indgår i sagen - og dermed ikke fremgår af det materiale, som forsvareren efter § 745 som udgangspunkt har ret til at få aktindsigt i. Dette vil være tilfældet, hvis en anmelder eller meddeler i forbindelse med, at den pågældende har givet politiet oplysninger, har anmodet politiet om at være anonym. Politiet vil derfor i rapporten alene have angivet, at politiet er bekendt med personens identitet. Efter § 836 a vil denne person ikke kunne indkaldes som vidne under domsforhandlingen.

Anvender anklagemyndigheden imidlertid oplysninger fra personen som bevis under domsforhandlingen, er det i lovforslagets bemærkninger understreget, at den pågældende i givet fald kan indkaldes som vidne.

For det andet omfatter bestemmelsen den situation, hvor retten efter § 745 b har vurderet, at oplysninger om identiteten på eksempelvis en meddeler bør undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt. Den pågældende meddeler vil i en sådan situation heller ikke kunne indkaldes af forsvareren som vidne under domsforhandlingen i medfør af § 836 a.

Identiteten på den pågældende person kan imidlertid ikke undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 745 b, hvis oplysningerne vil blive anvendt som bevis af anklagemyndigheden, og personen vil kunne indkaldes som vidne, da den pågældende ikke er omfattet af § 836 a.

4. Øvrige initiativer mod rockerkriminalitet

4.1. Mulighed for at foretage indgreb
i meddelelseshemmeligheden

1. Indgreb i meddelelseshemmeligheden (dvs. telefonaflytning, anden aflytning, teleoplysning, udvidet teleoplysning, brevåbning og -standsning) kan efter retsplejelovens § 781 foretages, hvis der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt (§ 781, stk. 1, nr. 1). Endvidere er det en betingelse, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen (§ 781, stk. 1, nr. 2). Herudover kræves som udgangspunkt, at efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover (§ 781, stk. 1, nr. 3). Der gælder imidlertid en række undtagelser fra dette kriminalitetskrav. Således kan der eksempelvis - uanset at strafferammen er under 6 år - foretages indgreb i meddelelseshemmeligheden i forbindelse med efterforskning af sager om overtrædelse af straffelovens § 235 om børnepornografi.

2. For at skabe mulighed for i rufferisager at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden er der med lov nr. 436 af 10. juni 2003 indsat en henvisning i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, til straffelovens § 228, der har en strafferamme på fængsel indtil 2 år. I sager om bagmandsvirksomhed i forbindelse med prostitution er der herefter mulighed for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, uanset at det almindelige krav om mindst 6 år i strafferammen ikke er opfyldt.

4.2. Underretning om indgreb i meddelelseshemmeligheden

1. Efter den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 788, stk. 4, om muligheden for at undlade underretning om et foretaget indgreb i meddelelseshemmeligheden, kunne underretning undlades, hvis underretningen ville være til skade for efterforskningen, eller omstændighederne i øvrigt talte imod underretning.

Bestemmelsen er i retspraksis blevet fortolket ganske restriktivt, således at muligheden for helt at undlade underretning meget sjældent udnyttes. Ligeledes er underretning ofte kun blevet tilladt i et kortere tidsrum. [39]

Efterforskning af kriminalitet begået i organiserede miljøer er ofte meget langvarig, og efterfølgende underretning til en mistænkt person om et indgreb i meddelelseshemmeligheden kan give anledning til, at anden efterforskning afsløres, da der i sådanne sager typisk vil blive foretaget efterforskningsindgreb mod flere personer fra det samme kriminelle miljø på samme tid.

2. På den baggrund er der med lov nr. 436 af 10. juni 2003 foretaget en ændring af § 788, stk. 4. Med ændringen er det præciseret, at underretning om det foretagne indgreb kan undlades eller udsættes, hvis underretningen vil skade efterforskningen af den kriminalitet, der har begrundet indgrebet, eller anden efterforskning af alvorlig kriminalitet, eller omstændighederne i øvrigt taler imod underretning.

Det er i bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at den præciserede bestemmelse blandt andet kan anvendes ved efterforskning af kriminalitet begået inden for et organiseret kriminelt miljø, som f.eks. rockergrupper, hvor underretningen om det konkrete indgreb kan vanskeliggøre efterforskningen af anden kriminalitet begået inden for dette miljø. [40]

4.3. Dataaflæsning

1. Efter retsplejelovens § 791 b kan politiet - uden at være til stede der, hvor et informationssystem benyttes - foretage dataaflæsning i informationssystemer af oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige. Dataaflæsning kan ske ved anvendelse af de såkaldte "snifferprogrammer" eller andet udstyr med henblik på, at der løbende tilsendes politiet kopi af ikke offentligt tilgængelige oplysninger i et informationssystem.

Betingelserne for anvendelse af dataaflæsning er, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, og at der er bestemte grunde til at antage, at det pågældende informationssystem (computer mv.) anvendes i forbindelse med planlagt eller begået kriminalitet. Det svarer til de betingelser, der gælder for indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1, og hemmelig ransagning, jf. retsplejelovens § 799.

Endvidere har indgreb i form af dataaflæsning efter de hidtil gældende regler været begrænset til at omfatte sager, hvor politiet efterforsker en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 om forbrydelser mod statens sikkerhed mv. eller en overtrædelse af straffelovens §§ 180 (forsætlig forvoldelse af ildebrand), 183, stk. 1 og 2 (forvoldelse af sprængning, oversvømmelse, skibbrud mv.), 183 a (kapring), 186, stk. 1 (forurening af drikkevand o.lign.), 187, stk. 1 (sundhedsfarlig forurening), 191 (grov narkotikakriminalitet), 192 a (særlig grove våbenlovsovertrædelser) eller 237 (manddrab).

2. Dette kriminalitetskrav er med lov nr. 436 af 10. juni 2003 blevet ændret. Det fremgår nu af § 791 b, stk. 1, nr. 3, at dataaflæsning kan anvendes, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en overtrædelse af straffelovens §§ 286, stk. 1 (groft tyveri) [41] eller 289 (skattesvig, momssvig og indsmugling af særlig grov karakter).

Kriminalitetskravet for dataaflæsning svarer derfor i dag til det kriminalitetskrav, der som udgangspunkt finder anvendelse ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. § 781, stk. 1, nr. 3, og ved kvalificeret observation af personer, der befinder sig i en bolig eller andre husrum, jf. § 791 a, stk. 3, nr. 3.

4.4. Udvidet udbyttekonfiskation

1. Straffelovens § 75 omhandler konfiskation af udbytte, som den tiltalte har opnået ved den lovovertrædelse, den pågældende findes skyldig i. Bestemmelsen i § 76 a giver derimod mulighed for konfiskation, uden at anklagemyndigheden kan bevise en forbindelse mellem en konkret forbrydelse og det konfiskerede. Også § 76 a stiller krav om, at udbytte for at kunne konfiskeres skal stamme fra kriminelle handlinger. Bevisbyrden er imidlertid vendt, således at tiltalte for at undgå konfiskation skal bevise eller sandsynliggøre, at formuen er erhvervet på lovlig måde eller for lovligt erhvervede midler, jf. § 76 a, stk. 4.

Efter den hidtil gældende bestemmelse i straffelovens § 76 a har det været en betingelse for at foretage udvidet udbyttekonfiskation, at - ud over at den pågældende person findes skyldig i en strafbar handling, der er egnet til at give et betydeligt udbytte - den strafbare handling efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af straffelovens § 286, stk. 1, om groft tyveri.

Der har således ikke efter de hidtil gældende regler været mulighed for at foretage udvidet udbyttekonfiskation i sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvor der er tale om en stofmængde eller -type, der ikke er omfattet af straffelovens § 191. Dette gælder, uanset at der i mange tilfælde er tale om kriminalitet af en type, som erfaringsmæssigt kan give betydeligt udbytte, og hvor der på baggrund af denne kriminalitet og de store formuegoder, som den pågældende ejer, kan være en velbegrundet mistanke om, at den opklarede kriminalitet kun er en del af den kriminalitet, som den pågældende har begået. Det samme gør sig gældende ved sager omfattet af straffelovens § 289 om grov skattesvig, grov momssvig og indsmugling af særlig grov karakter.

2. Med henvisning hertil er straffelovens § 76 a ved lov nr. 436 af 10. juni 2003 udvidet til også at omfatte sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer [42] og sager om grov skatte- eller momssvig eller indsmugling

[1]. Jf. lovforslag L 218 af 23. april 2003, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6696.

[2]. Det afstedkom en del kritik, at lovforslaget blev fremsat uden et forudgående udvalgsarbejde.

[3]. Lovforslaget blev vedtaget med 4 ændringer foreslået af justitsministeren. Ændringsforslagene fremgår af Retsudvalgets betænkning, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg B, s. 1663-1691.

[4]. Jf. Folketingstidende 2002-03, Forhandlingerne s. 10510-10524 og tillæg B, s. 1663-1691 og s. 1858-1872.

[5]. Efter ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 3, stk. 2, finder ændringerne, der vedrører spørgsmål under domsforhandlingen (og altså ikke under efterforskningen), anvendelse i sager, der ikke er endeligt afgjort ved lovens ikrafttræden.

[6]. Jf. lovforslagets pkt. 1.1 og 1.2, se Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6703 og Justitsministeriets besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 34.

[7]. Jf. Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 20 og 38 fra Retsudvalget, og Retsudvalgets betænkning, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg B, s. 1666.

[8]. Dommen er udførligt omtalt i lovforslagets bemærkninger pkt. 2.1.3, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6708.

[9]. Jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6752.

[10]. Det er i bemærkningerne til lovforslaget fremhævet, at det forhold, at kureren har hjulpet politiet i opklaringen af forbrydelsen, ikke har betydning for strafbarheden af den handling, der ligger forud for kontakten/aftalen med politiet. Det kan i stedet få betydning for straffastsættelsen. Der henvises til Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6752.

[11]. Østre Landsret har således ved utrykt kendelse af 18. september 1990 (2. afd., kære nr. 329/1990) truffet afgørelse om, at oplysninger fra en anonym meddeler ikke i den pågældende situation var tilstrækkelige til at fastslå, at der forelå en særlig bestyrket mistanke. Anvendelse af agenter var derfor udelukket. Kendelsen er udførligt gengivet i Justitsministeriets besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 47.

[12]. Jf. lovforslagets bemærkninger i Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6715.

[13]. Kun hvis mistanken angår en lovovertrædelse, der er i gang eller er på forsøgsstadiet, er der det tilladeligt, at politiet iværksætter en agentaktion. Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at der er mistanke om, at en lovovertrædelse vil blive begået, hvis der ikke er grund til at antage, at forsøgshandlinger er påbegyndt, jf. bemærkningerne til lovforslaget, Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6715.

[14]. Henvisningen til § 286, stk. 1, er senere ophævet ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 i forbindelse med, at strafmaksimum i § 286, stk. 1, blev hævet fra 4 års fængsel til 6 års fængsel.

[15]. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6713.

[16]. Jf. Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 fra Retsudvalget.

[17]. Der henvises til Justitsministeriets besvarelse af Retsudvalgsspørgsmål nr. 4 samt til Retsudvalgets betænkning, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg B, s. 1664.

[18]. Se ministerens talepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål A optrykt som bilag til Retsudvalgets betænkning, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg B, s. 1680.

[19]. Jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6716.

[20]. Der tænkes her på den meget lille kreds af polititjenestemænd, som er særligt uddannede til at operere under dække som meddelere, og på de polititjenestemænd, der installerer aflytningsudstyr eller foretager skygninger.

[21]. Jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6717.

[22]. Jf. bemærkningerne til lovforslaget, Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6718.

[23]. Der henvises til Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6726.

[24]. Bestemmelsen i § 745 er ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 flyttet til retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 1.-3. pkt., og samtidig er adgangen til aktindsigt i politiets materiale for en sigtet, der ikke har forsvarer, reguleret i § 729 b. Bestemmelsen i § 729 b, stk. 2, 1. pkt., svarer til bestemmelsen i den tidligere § 745, nu § 729 a, stk. 3, 1.-3. pkt.

[25]. Jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6727-6728. Det har hidtil været uafklaret, hvorvidt oplysningen om identiteten på personer, der har givet politiet oplysninger og som har ønsket anonymitet, er en oplysning, som forsvareren har krav på at få aktindsigt i.

[26]. Jf. Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 35 fra Retsudvalget.

[27]. Jf. bemærkningerne til lovforslaget, Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6727.

[28]. Justitsministeren fremsatte bl.a. i lyset af høringssvarene et ændringsforslag vedrørende denne bestemmelse. I det oprindelige forslag kunne retten alene pålægge politiet at redegøre for grundene til den afgørelse, der er truffet. Retten kunne derimod ikke pålægge politiet at fremlægge materialet. Det oprindelige forslag var på dette punkt begrundet i, at Justitsministeriet ikke fandt det hensigtsmæssigt, at der blev skabt en situation, hvor retten kan træffe en afgørelse på grundlag af oplysninger, som forsvareren ikke har adgang til. Der henvises til ændringsforslaget, der er gengivet i Retsudvalgets betænkning, Folketingstidende 2002-03, tillæg B, s. 1670.

[29]. Bestemmelsernes placering (men ikke indhold) i retsplejeloven er ændret ved lov nr. 215 af 31. marts 2004. § 745 a er således blevet § 729 a, stk. 4, (for sigtede uden forsvarer § 729 b, stk. 2, 2. pkt.), og § 745 b er blevet § 729 c.

[30]. Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6748.

[31]. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6730

[32]. En tilsvarende mulighed er skabt i § 745 d om forsvarerens ret til at overvære forskellige efterforskningsskridt.

[33]. Jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, s. 6749.

[34]. Habiliteten vil heller ikke