13.08.2010
Redegørelse fra Jan S. Christensen om fuldmagtsregler
Under og efter JØPs generalforsamling den 28. april 2010 blev der rejst tvivl om gyldigheden af generalforsamlingens afstemninger. Generalforsamlingens dirigent, advokat Lars Svenning Andersen, har modtaget henvendelser fra medlemmer, der ikke er enige i, at generalforsamlingen kunne og skulle anvende nye lovregler, der tillader fuldmagtshavere et ubegrænset antal fuldmagter. En gruppe medlemmer har desuden klaget til Finanstilsynet angående samme spørgsmål.
I en redegørelse til bestyrelsen har dirigenten forklaret og uddybet de vurderinger, der ligger til grund for forløbet op til og under generalforsamlingen. Dirigenten er fortsat af den opfattelse, at håndteringen af fuldmagter og gennemførelse af afstemninger var korrekt.
I lyset af klagerne og den usikkerhed, som er skabt, har bestyrelsen valgt at indhente en uafhængig vurdering af de juridiske spørgsmål fra professor dr.jur. Jan Schans Christensen.
Redegørelsen, som kan læses her på hjemmesiden, konkluderer, at det var såvel retmæssigt som påkrævet, at JØP på generalforsamlingen i 2010 anvendte nye fuldmagtsregler, uanset de ikke forinden var godkendt af generalforsamlingen. Konklusionen lyder: ”På denne baggrund er min konklusion, at alle de beslutninger, der blev truffet på generalforsamlingen i JØP den 28. april 2010 – altså både de, der blev truffet før og de, der blev truffet efter dagsordenspunkt 5 – skulle træffes uden hensyntagen til vedtægtsmæssige begrænsninger i det antal medlemmer, som en fuldmagtshaver kunne repræsentere.”
Uanset resultatet af den uafhængige juridiske redegørelse giver forløbet på generalforsamlingen anledning til, at bestyrelsen sammen med dirigenten vil drøfte forbedringsmuligheder med hensyn til kommunikation op til og gennemførelse af generalforsamlingerne i JØP.
Agnete Raaschou-Nielsen